1942 – Nationalbankens tilgodehavender voksede med 878 mill. kr. i fjor

Samtidig steg de arbejdsløse indskud med over en halv milliard.

Nationalbanken har afsluttet sit årsregnskab 1941. Den afsluttede månedsbalance foreligger nu, og den viser, at årets kraftige vækst i de udenlandske tilgodehavender er fortsat i december måned.

Sammenlignet med udgangen af december måned 1940 er Nationalbank-balancen nu i ganske afgørende grad præget af de to aktiv-poster ‘Tilgodehavende på clearingkonti med udlandet’ og ‘Forskellige debitorer’. Disse to poster udgør henholdsvis 849 og 906 mill. kr. De er steget med ialt 878 mill. kr. i løbet af 1941 til nu at være godt 1,7 milliard ud af den samlede balance på 2,1 milliard.

I 1940 udgjorde stigningen fra begyndelsen af april på de samme konti ca. 800 mill. kr. De forøgede tilgodehavender har delvis afsat sig i form af forøget seddelomløb. Seddelomløbet er i årets løb steget godt 100 mill. kr. til nu ca. 842 mill. kr.

Kilde: Uddrag, Fyns Social-Demokrat, 5. januar 1942.

1941 – Beskæftigelses-lånene

Indtil i går var der tegnet 51 mil.. kr. – en radioopfordring af socialminister Kjærbøl.

København, onsdag. RB.

Finansministeriet oplyser, at der efter de for ministeriet foreliggende rapporter indtil nu er tegnet 51 mill. kr. af beskæftigelseslånene. De oplysninger, der er modtaget om tegningen i dag, er dog ikke udtømmende. Arbejds- og socialminister Johs. Kjærbøl talte i øvrigt i aften i tilslutning til radioavisen om beskæftigelseslånets betydning ved finansiering af de mange arbejdsopgaver, der sorterer under Arbejds- og socialministeriets områder. Siden nytår er der godkendt ca. 700 beskæftigelsesforanstaltninger, hvortil kommer en hel række særlige foranstaltninger, og den samlede udgift til disse arbejder er ca. 128 mill. kr., hvoraf 55 mill. kr. ydes som tilskud fra Arbejdsministeriet. Arbejdslønnen udgør ca. 55 mill. kr. Alle arbejderne er endnu ikke kommet i gang, men de vil, når de er iværksatte, betyde arbejde til 17.000 mand i et år.

Over en bred front sætter staten arbejder i gang for de unge og de langvarigt arbejdsløse og bidrager derved til at bevare et af det danske samfunds store aktiver – den arbejdende befolknings arbejdsevne, men denne indsats kræver anvendelse af meget betydelige beløb, der nu søges tilvejebragt ved det store beskæftigelseslån, et folkelån, hvorigennem store kredse kan gøres deres indsats for landets fremtid gennem tilvejebringelse af arbejde. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 25. september 1941.