1942 – Vi skal have luftværn i omegnskommunerne

Et møde i går i Kolding for repræsentanter for landkommunerne

Kolding Luftværnsforening havde i går indbudt kommunalbestyrelser, brandfogeder, sognefogeder og lærere fra det nærmeste opland til et måde på Rutebilcaféen. Formanden, overlæge Djørup, bød velkommen og udtalte, at hensigten med mødet var få lejlighed til at give lidt oplysning om de forskellige luftværnsforanstaltninger, der fuldstændig mangler på landet. Da det siden 9. april 1940 har vist sig, at mange bomber er faldet på landet, har man ment, at det ville være på sin plads at få oprettet såkaldte hjælpekolonner i landsbyerne.

Disse kolonners størrelse skal være på 10-12 mand i byer med under 500 indbyggere. Luftværnets betingelse for disses oprettelse er, at de:

  1. står under politiet
  2. står under direkte kommando af en luftværnsleder
  3. at de kun træde i funktion efter ordre fra politimesteren

De skal bestå af 4 tjenestegrene, nemlig 1) politi, 2) brandvæsen, 3) sanitet og 4) den tekniske tjeneste. Da Dansk Luftværnsforening henvendte sig til Indenrigsministeriet om at få en sådan tjeneste oprettet, gav ministeriet sin tilladelse hertil, såfremt det blev en frivillig tjeneste og uden udgift for det offentlige. Dog skal de forskellige sogneråd betale de nødvendige rekvisitter.

For hver by skal der udnævnes en luftværnsleder, og denne mand bliver så sendt på et 2 dages kursus, betalt af Dansk Luftværnsforening. De øvrige medlemmer af kolonnen står så under hans kommando og er pligtig til at møde, når han forlanger; dog kan man trække sig tilbage med en måneds varsel.

Endvidere talte politikommissær Kleberg, der kraftigt og manede betonede, at disse foranstaltninger i høj grad var påkrævet i den nuværende situation, og navnlig her på egnen. I Sønderjylland havde man dem ikke ved det sidste bombardement natten mellem 18. og 19. august, og så sent som den 14. september modtog Kolding Politistation anmodning om rydningshjælp til en af de bomberamte ejendomme. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 20. oktober 1942

1942 – Driver tiden rovdrift på folkesjælen?

Et tankevækkende foredrag i Kolding Lærerkreds i går.

Til Kolding Lærerkedes’ møde i går eftermiddag på Industriforeningen, var der god tilslutning. Formanden, lærer Bruun, Sdr. Vilstrup, bød velkommen og gav ordet til lærer Gammelgaard, der gjorde rede for regnskabet, som viste en nedgang i beholdningen fra 230 kr. til 32 kr. Dog ønskede forsamlingen alligevel holdt et instruktionskursus mod at betale dette særskilt.

Om det påtænkte årskursus i Kolding oplyste formanden, at gennem spørgekort havde 60 medlemmer ønsket et sådant kursus oprettet, hvorimod kun 2 havde svaret benægtende. Dette kursus var nu genstand for en længere redegørelse, der resulterede i omdeling af indmeldelseskort. På mødet meldte sig så mange, at mindst 3 hold var sikret. Love for ‘Kolding Årskursus’ blev oplæst og godkendt.

Efter kaffepause talte seminarieforstander Smith, Ranum, om ‘Rovdrift og vekseldrift på skolens ager’.

Et praktisk arbejdsår ind i studietiden

Det er meget almindeligt at tale om folkesjælen som en ager, hvori der sås en sæd, og det er meget naturligt, at vi skolefolk ser på resultatet af vort arbejde. Jeg vil her henvise til jazz-oratoriet ’24 timer’, der er skrevet af mennesker, der såvist ikke er jazz-idioter, men af høj dannelse, og romanen ‘Det forsømte forår’. Med disse eksempler vil jeg slå fast, at der må være noget galt med undervisningen i de højere skoler. Der har været rovdrift, jorden har ikke kunnet modtage mere. Der burde indføres vekseldrift, ikke at forstå som vekslen mellem fag; men jeg kunne tænke mig et praktisk arbejdsår indført i studietiden, som vi finder det hos arkitekter og læger. Som det er nu, forsømmes visse sider af de unges sjæleliv for eksempel følelsen, der bliver til sentimentalitet og viljeslivet. Skolen har ikke lært dem at føle sig ind i stoffet. Ungdommen er vel faglig dygtig, men snæver afgrænset i område, og den må vel i nogen grad gøre sig immun over for de mange påvirkninger udefra.

De unge er ikke lykkelige

Hvis de unge nu er lykkelige og bedre mennesker, ja så må vi ældre jo resignere, men de er ikke lykkelige. En ung moderne pige på gaden er et dejligt syn, men måske hun er træt og pirrelig hjemme. Kulturel fernis! Som modsætning kan nævnes en fattig ung mand fra landet, der tager en studietid som en begunstigelse. Hvad børneskolen angår vil jeg ikke den moderne undervisning, børnepsykologen og centralskolerne til livs, men får de en moderne skole, så sørg for, at der kommer noget af det gamle med, så børnene ikke altid bliver aktiv ydende, men også passiv nydende. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 19. april 1942.