1943 – Kvinderne og valget

Kvinden på Venstres byrådsliste om de felter, hvor kvinderne har særlige muligheder for at gøre en indsats

Det var Venstre, som i 1908 gav kvinderne kommunal valgret, og Venstre har altid været erklæret tilhænger af kvindens ligeret også i offentlige sager, hvor kvinderne på en række områder vil have bedre muligheder end mændene for at øve en indsats. Kvinden på Venstres byrådsliste i Kolding er lærerinde, frk. Dorothea Dalsgaard, Realskolen. Hendes plads på listen er således, at kvinderne kan sætte frk. Dalsgaard ind i Byrådet, hvis de vil, da Venstre jo har 1.863 stemmer i Kolding by og mange af dem er kvinder.

Børnene og de gamle trænger til kvindeomhu

Hvorfor bør kvinder beskæftige sig med det kommunale?, spørger vi frk. Dalsgaard.

“Der er så mange ting, hvor jeg synes, at kvinderne bedre end mændene kunne gøren en indsats, særlig med henblik på det sociale område. Børn, der skal hjælpes og gamle mennesker trænger til kvindeomhu og kvindehænders hjælp. Det ved vi jo alle. Derimod er f.eks. gader og veje og havnen ikke specielt noget for os, dér, kan mændene bedre.”

Husmødrene mærker de høje skatter

Hvorfor støtter De Venstre?

“Fordi, der er så meget i Venstres program og virke, økonomisk, kulturelt og socialt, som man tiltalte os kvinder, Vestre styrker det private initiativ og derved personligheden, men vil også hjælpe de gamle og syge og alle, som i øvrigt er kommet på samfundet skyggeside. Og Venstre frisind på de åndelige områder, er meget, der må tiltale alle. Dertil kommer så, at ikke mindst husmødrene må være interesserede i Venstres program om et sundt økonomisk offentligt styre, således, at der ikke skal gøres al for store indhug i husholdningspengene til skatter – ikke mindst dette må kvinderne tage i betragtning.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 1. maj 1943.

1943 – De første børn i Strandhuses nye skole

I går eftermiddags mødte de første børn i den nye forskole i Strandhuse, der fik sin indvielse fornylig. Man havde regnet med, at der ville være ca. 8 børn det første år, men der mødte dog 10, lige mange piger og drenge.

Det blev en meget festlig skoledag, idet lærerinden, frøken Brinch, videreførte den tradition, som er grundlagt af lærer Jensen og som består i, at alle de 10 mødre, der ledsagede deres børn til skole den første dag, blev inviteret på et overdådigt, veldækket kaffebord med både lagkager og mange andre slags friske, hjemmebagte kager. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 2. april 1943.

1942 – Kolding-afdelingen af Kvindernes interne Liga

holdt onsdag aften sit julemøde i Kvindernes Bygning. Mødet begyndte meget stemningsfuldt med musikunderholdning af den purunge frk. Rudbæk og en meget smuk oplæsning af lærerinde fru Køster.

Før mødet havde medlemmerne fået besked om at se deres gemmer efter og medtage alt det børnetøj, de kunne undvære. Det blev da også en anselig hob børnetøj, der kom, både strømper, små bukser, skjorter, bleer m.v. Alle disse gaver tillige med en pengesum blev overgivet barnesygeplejerske frk. Lunden til uddeling. Frk. Lunden takkede i hjertelige ord alle for, hvad hun havde modtaget og citerede et digt om de gode og tapre kvinder rundt i de små hjem.

Siden fulgte et lotteri, hvorved der indkom ca. 25 kr., som blev brugt til anden børneforsorg. Formanden, fru Støjberg, havde udført et stort arbejde for at tilrettelægge hele mødet […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 11. december 1942

1942 – Foreningen Det Frie Nord – Kolding Afdeling

holdt i aftes ekstraordinær generalforsamling på Ny Missionshotel. Til dirigent valgtes konsul Grønborg. Af den fungerende bestyrelse ønskede kontorist Harry Mailand og assistent H. Rasmussen ikke at modtage genvalg, hvorefter ingeniør C. Christensen, driftsbestyrer H. Stensballe og frk. Esther Thomsen nyvalgtes, medens lærerinde frk. Nørgaard, fru kaptajn Heiberg-Jørgensen, overlæge Ebbehøj og bogholder S. Deleuran Nielsen genvalgtes.

Under kaffebordet konstituerede bestyrelsen sig med fru kaptajn Heiberg-Jørgensen som formand, ingeniør C. Christensen som næstformand, driftsbest. H. Stensballe som kasserer og lærerinde frk. Nørgaard som sekretær.

Til delegerede til landsrådet i Odense den. 30 maj godkendtes bestyrelsens valg af lærerinde, frk. Nørgaard, overlæge Ebbehøj og bogholder S. Deleuran Nielsen. […]

Efter generalforsamlingen holdt kaptajn Heiberg-Jørgensen et foredrag om Norden gennem tusind år. Foredraget hilstes med bifald og gav anledning til en diskussion.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 13. maj 1942

1942 – Kulde-dødsfald i Vamdrup

Ledvogter Mathisens far, Jørgen Mathisen, som lige er flyttet fra Tønder herop til sønnen i Bastrup, var lørdag eftermiddag gået ned til kommunekontoret i Vamdrup for at tilmelde sig folkeregistret og samtidig handle lidt. Jørgen Mathisen var 76 år, og den stærke kulde har været for meget for den ældre mand, for da han var på tilbagevejen og omtrent var nået til Bastrup Skole, sank han pludselig sammen og lå som livløs på vejen, hvor nogle børn var de første, der fandt ham. Arbejdsmand Dokkedal, som var gået bag efter Mathisen , blev gjort opmærksom på det skete, og han sørgede for, at Mathisen blev båret ind til lærerinde frk. Petersen, Bastrup, og at dr. Grann-Petersen blev tilkaldt. Lægen gav Mathisen en indsprøjtning, men døden var indtrådt. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 22. februar 1942.