1943 – Skæbnefællesskab

Læserbrev fra det nazistiske dagblad Fædrelandet:

Det er måske trist at skulle indrømme det, men ikke desto mindre er det rigtigt: Danmarks fremtidige skæbne afhænger ikke i første instans af det arbejde, som udføres herhjemme, men vil i højere grad blive bestemt af det udfald, som det nuværende verdensopgør får.

Aldrig nogensinde tidligere har det været tydeligere end nu, hvor stort skæbnefællesskabet er mellem Europas lande, ja, vel i grunden mellem alle hvide folkeslag. Kommunismen vil undergrave den hvide races førerstilling. Lykkes dette, vil i første omgang Europa bukke under, og i anden omgang den øvrige del af den hvide verden. Vor kvantitative underlegenhed vil ikke kunne undgå at gøre sig gældende. Kvaliteten vil ikke være i stand til at redde os. Just i dag er hele verden vidne til, at uciviliserede horder er dødsensfarlige, når de bliver udstyret med den moderne tekniks hjælpemidler.

For længe siden har vi national-socialister indset dette. Dag for dag får flere og flere af vore modstandere øjnene op for, at det forholder sig således. Hvorfor melder de sig ikke alle til vore rækker? De vil dog det samme. Det er vor pligt at få dem med i arbejdet. Kun derved har vort arbejde værdi.

Fordi vi indser, at det afgørende for vort folks fremtid er krigens udfald, betyder det ikke, at vi mener, at arbejdet på hjemmefronten er uden betydning, tværtimod. Det, det først og fremmest gælder om for os, er at vinde tilfængere for den national-socialistiske idé. Dette arbejde er af uvurderlig betydning for den ydre front. Kun når vort folk forstår kampens betydning, vil det være i stand til at bringe alt det ud af produktionsmaskineriet, som der er mulighed for. Dette er nødvendigt, hvis krigen skal vindes.

Under en liberalistisk økonomi får man kun folk til at lægge sig i selen ved at yde dem et kontant vederlag for deres anstrengelser. En sådan samfundstilstand er alene bygget op med stræbet efter profit som drivfjeder.

Det national-socialistiske samfund har en bredere horisont. Her producerer den enkelte ikke alene for personlig vindings skyld, men også for at stabilisere hele samfundet. I jo højere grad det lykkes os at overbevise vore landsmænd om, at ingen anstrengelse er for stor, hvis folkets fremtid skal kunne sikres, desto mindre nødvendigt vil det være at manipulere med priserne.

I Tyskland, hvor f.eks. bondestanden står i stor taknemmelighedsgæld til det national-socialistiske styre, og hvor befolkningen føler, at den deltager i en skæbnekamp, der er afgørende for hele landets fremtid, har henstillinger fra statens side været tilstrækkelig til at få bønderne og de forskellige andre erhvervsdrivende til at producere netop, som man ønsker det.

Her i Danmark ligger forholdene imidlertid helt anderledes. Henstillinger til arbejdsgiverne har ingen eller kun få virkninger. Indførelsen af tvang ville sikkert ikke gavne, men kunne tværtimod meget let komme til at skade. Danmarks erhvervsliv er ikke fastlagt planøkonomisk. Der er heller ikke længere tale om den rene liberalisme. Tilstanden betegner et mellemstadium mellem disse to yderpunkter. Den, som vil pille ved formerne indenfor de enkelte bedrifter, og som vil gøre sig håb om, at hans indblanding skal få det ønskede resultat, må erkende dette forhold. Således er prisen altså stadigvæk et vigtigt middel til ændring af produktionens størrelse og sammensætning. Ingen vil ofre sig, alle vil tjene penge. Og dog kommer vi ikke udenom ofrene.

Vi national-socialister har derfor pligt til at gøre alt, hvad vi kan for at åbne øjnene på vore modstandere. Desto flere vi vinder, desto mindre betydning vil priserne få.

Det kan være svært at stå sig i kampen mod systemfolkenes løfte og overbudspolitik. Men vi kan gøre det, hvis vi vil. Da Adolf Hitler erobrede magten i Tyskland, forfaldt han aldrig til at eftergøre de gamle systempolitikeres fejltrin. Han lovede ikke så meget, som de gjorde, men han holdt, hvad han lovede. Derfor vandt han folkets tillid.

Vi vil forsøge at arbejde efter samme linje. VI skal være utrættelige i agitationen for vor idé. Dog skal vi vogte os for at tale om mere, end hver og en af os har forstand på. Den der udtaler sig om noget, han ikke har kendskab til, undergraver blot sin egen position. Den national-socialistiske ideologi er så sand, at alle må give os ret, hvis de bare bliver oplyst om denne på en fornuftig måde. Dette er det vor pligt at gøre. Ikke ved fraser og tomme ord skal vi gøre os gældende, men ved velunderbyggede saglige argumenter. Vi skal arbejde og vi skal alle arbejde med, så er der intet sikre, end at det danske folk vil blive vundet for national-socialismen.

Af Mimer

Kilde:
Skæbnefællesskab, side 3 + 6, Fædrelandet, 13. februar 1943

1941 – læserbrev: Det kommunale Folkekøkken

Hr. Redaktør!

De bedes venligst optage følgende: Folkekøkkenet har fået en god start, og der er ikke tvivl om, at en mængde mennesker vil sende kommunen en venlig tanke, idet et stort savn her er afhjulpet. Imidlertid er der en lille Ting, som jeg gerne vilde bede vort blad oplyse læserne om, og det er at bortrydde den Idé, at folkekøkkenet kun skulde være for de allerfattigste og arbejdsløse i byen, den tankegang har jeg hørt af adskillige, og jeg beder derfor bladet slå fast, at selv om det kommunale Folkekøkken ikke er skabt for millionærer, så er det dog en foranstaltning, skabt i en nødsituation for alle byens borgere, som under mere normale forhold opfylder sine forpligtelser overfor Kolding Kommune.

Med tak for optagelse
Knud Christensen
Konsul Grausgade 17, 1. sal

Kilde: Frit ordskifte, side 4, Kolding Socialdemokrat, 8. januar 1941