1943 – Dyrskuet i Kolding sætter rekord

Græsmængden bevirker, at der komme mange flere dyr end i fjor

Dyrskuet i Kolding på lørdag kommer til at sætte rekord. Dyrskuepladsen er de sidste par år blevet mindre og mindre. Samtidig vokser skuet betydeligt, så Landbrugsforeningens største bekymring i øjeblikket er, hvorledes man skal få plads til det alt sammen.

Konsulent Ruby oplyste i går, at der er tilmeldt 99 numre heste. Da der kommer en del med føl med, bliver det samlede tale betydeligt større. Der har aldrig tidligere været så mange heste på et dyrskue i Kolding. Der bliver 27 Jyske heste, 4 Nordbagger og 68 Belgiere foruden føllene. Landskonsulenten i Belgieravl, Holger Hansen, møder som fællesdommer og giver kritik.

I fjord var der på dyrskuet 174 numre i alt, heste, får og geder iberegnet. I år kommer der alene 163 kreaturer, så man ser tydeligt heraf, hvor stort skuet bliver. Af de 163 er 36 tyre. Mens der i fjor kun var 14 grise, møder der i år hele 66. Fåre-eksperten Jens Nielsen, Petersminde, møder med 9 får i én familie. Endvidere udstilles 24 geder på initiativ af Gedeavlsforeningen.

Sidste år var der ét nummer asf høns – i år bliver der fem gange så mange. Endelig arrangerer Kaninavlerforeningen en specialudstilling af kaniner. Den står overbetjent Knudsen for.

Årsagen til, at der er tilmeldt så mange dyr er, at der i år for en gangs skyld har været godt med græs, så kreaturerne er i god foderstand. Og så er der ikke mund- og klovsyge, som i fjor gav slemt afbræk i deltagelsen. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 30. juni 1943.

1942 – Dyrskuet i Kolding

Ideelt vejr og gode dyr trods alle vanskeligheder. Udtalelser om skuet og hele præmielisten.

Tidligt i morges gik over 50 dannebrogsflag til tops over dyrskuepladsen ved Østerbrogade, hvor Kolding Herreds Landbrugsforening goldt sit årlige dyrskue sammen med Kredsskuet for Syd- og Sønderjylland.

Vejret er ideelt, solen skinner ikke for skarpt, men det ser ud til, at den vil bryde igennem op ad dagen, så publikumtilstrømningen vil blive stor. Allerede fra morgentimerne har der været liv og røre på pladsen, hvortil lystigt vrinskende hingste og grumt brølende tyre ankom i lange rækker, ligesom der også tidligt var mange mennesker på pladsen.

Landbrugsforeningens formand, propr. Olav Rasmussen, Ferupgaard, glædede sig over det smukke vejr, som jo næst efter dyrene er den første betingelse for et vellykket forløb af dyrskuet. “Men”, sagde han, “jeg håber ikke, det holder tørvejr længere end i dag, for nu trænges der hårdt til regn igen.”

Om de mødte dyr udtaler formanden, at de gennemgående ser godt ud og er i god stand, “men” tilføjer han, “det er jo også det bedste af det bedste, der kommer her. Selv om vi har haft godt græs et stykke tid, er der rundt om mange steder, hvor det kniber meget med huldet, og det vil kun en god regn hjælp på.”

De store tyre og flotte hingste blev beundret

Hestedommerne i kredsskuet gik hurtigt til arbejdet. I år var der kommet en “Belgier-mand” med, nemlig Sidelmann, Bramdrupdam. Desuden Skrumsager, Visby Hedegaard ved Tønder, og Hans Skov, Gjesten. Mange mennesker fulgte den interessante rangering af de store svære udvokste hingste, som det var en sand øjenlyst at se i trav. Det er var så jorden gungede, og de mange nysgerrige børn, der også var tidligt på pladsen, fo’r forskrækkede til alle sider. Det var flotte hingste, som der blandt hestefolkene var stor tilfredshed med. Også tyrene i kredsskuet var nogle egentlig tampe, dybe, brede, tynge og ikke så hurtige i bevægelserne mere, men så meget desto mere arrig og frygtindgydende. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 4. juli 1942.

1941 – Erhvervsrådet i Kolding har konstitueret sig

Købmand Carl Petersen valgt til formand og direktør Hardorff til næstformand.

Kolding Erhvervsråd holdt i aftes konstituerende møde. Ved det forberedende møde vedtages det, at rådet skulle bestå af 25 medlemmer, nemlig følgende: borgmester Knud Hansen, LRS. Juhl, fabrikant Beirholm, socialudvalgsformand Ejnar Christensen og redaktør S. M. Jensen (Byrådet), elektriker N. A. Johnsen og Hjalmar Pihlman (Arbejdernes Fællesorganisation), Købm. Birk (Dansk Arbejde), brandinspektør Bach og grosserer Christiansen (Industriforeningen), direktør Hardorff, købmand Carl Petersen og købmand Kelstrup (Handelsforeningen), restauratør Juhl Hansen (Hotel- og restauratørforeningen), grosserer Conrad Andersen (Turistforeningen), øjenlæge Kjølbye (Museet), kriminaldommer Strøbech (L.A.B.), konsul Stenderup (Arbejdsgivere på Kolding Havn), tømrerm. Bondesen (Arbejdsgiverforeningen), læge Schoustrup Thomsen (Lægeforeningen), overretsagf. Hertz (Juridisk Forening), forpagter Lunden (Landbrugsforeningen) og landsretssagfører Lynæs (Grundejerforeningen).

Ved det forberedende møde var det tanken at bankerne og pressen skulle have hver 1 repræsentant, men for pressen er der siden truffet anden bestemmelse og bankerne har ikke ønsket at være repræsenteret. Denne bank-vedtagelse er ikke på linje med den stilling f.eks. bankerne i Horsens har indtaget. Hvad i øvrigt meningen er med beslutningen i Kolding, må ved fremtiden afsløre. […]

På mødet gennemgik man et udkast til vedtægterne, og efter at der var foretaget forskellige ændringer vedtoges forslaget enstemmigt. I vedtægterne fastsattes det, at Forretningsudvalget skal bestå af 5 medlemmer, deraf 2 fra Byrådet. Endvidere skal Erhvervsrådets formand og næstformand være medlem af Forretningsudvalget. Forretningsudvalget skal holde møder mindst hver 14. dag, og Erhvervsrådet mindst en gang i kvartalet. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 29. oktober 1941.

1941 – Kolding Hørskætteri er godt funderet

Fabrikken skal afskrives i løbet af 2-3 år, og generalforsamlingen gav enstemmigt bestyrelsen bemyndigelse til at arbejde for at få et hørspinderi til Kolding.

Kolding Hørfabrik, der tæller ca. 350 andelshavere, holdt i går ordinær generalforsamling på Industriforeningen. Halvdelen af andelshaverne var mødt, og der rådede på generalforsamlingen den største tillid til bestyrelsens arbejde og de to forslag, der blev forelagt. Bestyrelsens forslag om at søge skætteriet afskrevet i løbet af 2-3 år samt forslaget om at arbejde for at få et hørspinderi til Kolding vedtoges enstemmigt. Formanden, forpagter Lunden, bød velkommen, og efter at propr. Olav Rasmussen, Ferupgaard, var valgt til dirigent, aflagde formanden beretning om virksomheden i det forløbne år.

Siden den ekstraordinære generalforsamling den 17. januar, hvor udvidelsen blev vedtaget, har arbejdet gået godt. Den store mangel på spindestoffer og på sædefrø og frø til oliepresning har jo gjort høravlen rentabel. Der er i denne sæson – altså avlen 1940 – blevet behandlet hør fra 690 tdr. land, og dette er udbragt til i alt 1.144.650 kr. og 87 øre, når der fra dette beløb fragår behandlingsomkostninger, afskrivninger, udsæd fra frø og udgifter til ruskning, så er der i gennemsnit blevet 900 kr. pr. td. land til andelshaverne, men dette er jo gennemsnitsresultatet, men mellem de enkelte avlere har resultatet svinget fra få hundrede til over 2.000 kr. pr. td. land, så der er meget at lære endnu, inden alle dyrkningsspørgsmålene er løst, men vi søger at samle så mange erfaringer som muligt, og derfor har hørfabrikken et samarbejde i gang med Landbrugsforeningen, dels med forsøg og dels med udtagning af jordprøver af alle frømarkerne, og vi har derfor talt om, at vi senere vil indbyde alle andelshaverne til et møde, hvor dyrkningsspørgsmålene kan blive belyst og drøftet. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 30. september 1941.

1941 – Dyrskue i Kolding 5. juli

Der kan gennem Landbrugsforeningen søges medaljer for lang og tro tjeneste.

Kolding Herreds Landbrugsforening holdt i tirsdags bestyrelsesmøde i Kolding. Formanden, propr. Olav Rasmussen, bød velkommen, særlig til de to nye bestyrelsesmedlemmer, P. Moos, Lykkesholm, Vamdrup, og Alfred Bloch, Alminde, hvorefter han gav forskellige meddelelser og bl.a. henviste til, at Det kgl. danske Landhusholdningsselskab igen i år vil uddele sølvmedaljer for lang og tro tjeneste. Skemaer til indstilling fås gennem foreningen, men der uddeles kun 20 medaljer til hele landet, så kun personer, der har haft mindst en snes års tjenestetid, vil normalt kunne komme i betragtning […]

Det vedtoges – med forventet tilladelse – at holde dyrskue i Kolding lørdag den 5. juli […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 1. maj 1941.