Svenskerne fik det første og de 2 sidste mål, men til langt ind i 2. halvleg førte danskeren 3-1. Vi spillede bedre og svenkerne dårligere end i landskampens for 14 dage siden, men i går var det vore modstandere, som var heldige med at få uafgjort – Kaj Hansen scorede alle vore mål, og et dansk “hat trick” mod Sveriges landshold er ikke set siden 1913.
Vi skrev i vor foromtale af søndagens svensk-danske landskamp, at danskerne havde været heldige ved at klare uafgjort i Stockholm den 6. oktober. Lad os ganske kort som hovedfacit af landskampen i går slå fast, at heldet denne gang fulgte svenskerne, da disse kunne forlade banen med så godt et resultat som 3-3., Dermed har begge parter fået en passende portion medbør, og man har haft lejlighed til at konstatere jævnbyrdigheden mellem de to nationers fodbold. Af 34 landskampen har vi foreløbig slået svenskerne i 19, medens 10 er tabt og 5 blev uafgjorte. Danske kan stadig gøre krav på at være de nordiske fodboldmestre, men vi er kun så lidt bedre end “brödrafolket”, at vi må have deres loyale anerkendelse, før vi tør kræve førstepladsen. Og den fik vi fra såvel svenske spillere som ledere efter kampen med samme ærlighed, som vi 14 dage tidligere havde erklæret, at danskerne var heldige i Stockholm. […]
Kilde: Uddrag, Nationaltidende, 21. oktober 1940.