1941 – Sukkersagen indbragte over 11.000 kr. i bøder og erstatninger

11 implicerede måtte bøde i alt 5.850 kr.

Den tidligere omtalte sukkersag fandt i formiddag sin afslutning hos dommer Strøbech i Kriminalretten. Her mødte anklagemyndigheden politifuldmægtig Schlichtkrull og som forsvarere for de 11 tiltalte landsretssagfører Juhl og landsretssagfører Lynæs. Det var den første sag af sin art, der behandledes ved retten i Kolding, idet den omfattede såvel overtrædelse af rationeringen som pris- og kædehandelsbestemmelserne. I bøder og erstatninger skal der i alt udredes 11.145 kr., så det må siges, at den ulovlige omgang med de ca. 9.000 kg. sukker har været dyr.

1.800 kr. i bøde til hovedmanden.

Hovedmanden, den 25-årige grosserer Egon Knudsen, forklarede, at han sammen med en fynsk ingeniør Rasmussen, havde ansøgt Erhvervsrådet om tildeling af sukkerkort til fremstilling af kunsthonning. De havde fået tildelt kort til 15.000 kg., men fabrikationen kom aldrig i stand. Rasmussen havde ikke noget med den ulovlige sukkerhandel at gøre. Gennem en mellemmand, repræsentant L., solgte Knudsen 10.000 kg. til uddeler B. i en oplandsbrugsforening, men der blev kun leveret 6.500 kg. før handelen standsedes. Til uddeler P. i en anden brugsforening var solgt 2.000 kg. Knudsen havde først haft betænkeligheder, men en dag læste han i Jyllands-Posten, at handel med sukker var meget almindeligt, og så røde de sidste betænkeligheder. […]

Knudsen indvilgede i at betale en bøde på 1.800 kr. (subsidiært 50 dages hæfte) samt solidarisk med repræsentant L. og uddeler B. værdien af 6.500 kg sukker, 2.795 kr. og sammen med uddeler P. og brugsforeningen værdien af 2.000 kg. sukker, 860 kr. Endelig skal han betale sin fortjeneste, 829 kr. og sagens omkostninger, bl.a. 100 kr. til landsretssagfører Juhl. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 7. oktober 1941.

1941 – Den nye politigård i Kolding sikret

Finansudvalget har bevilget udgifterne. Damgaards Hjørne vil blive eksproprieret og bygningens opgørelse påbegyndt til foråret.

Mellem Justitsministeriet og Kolding Byråd har der, som tidligere omtalt, i længere tid været ført forhandlinger om opførelse af en ny politibygning eller politigård i Kolding. Efter hvad der i dag meddels fra København, har Finansudvalget i går tiltrådt, at politigården opføres, og Udvalget er indforstået med, at omkostningerne i alt vil andrage ca. en halv million kroner. Det er som bekendt meningen, at den nye politigård skal opgøres på det såkaldte Damgaards Hjørne, overfor brandstationen, hjørnet af Torvegade og Vestergade.

Landsretssagfører V. Juhl, som har deltaget i forhandlingerne med Ministeriet, oplyser på vor henvendelse, at da de to grunde, som skal benyttes, nemlig snedkermester Damgaards og rentrice frk. Hillerups, ikke kan købes ved forhandling, bliver der tale om ekspropriation af begge grunde i henhold til den nyligt vedtagne lov om ekspropriationer til politibygninger. […]

Landsretssagfører Juhl oplyser videre, at tegningerne til bygningen, hvis opførelsessum er anslået til 400.000 kr., er udarbejdet af arkitekt Borch fra Justitsministeriet. Det bliver en 2-etagers hjørnebygning. Der var oprindelig tale om en 1-etages, men det synes Byrådet ikke om, da den ikke ville syne godt i omgivelserne med den højere bebyggelse. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 18. september 1941.

1941 – 13-14 timers retsmøde i Benzin-sagen

Meningsudveksling mellem anklager og forsvarer.

Retsmødet i Benzinsagen på Domhuset i Kolding i går trak ud til kl. et kvarter i elleve, hvorefter der blev voteret lige til midnat. Det blev således et af de længste retsmøder, der nogensinde har været i Kolding, og det længste i mange år. Efter 13½ times arbejde kunne de fire forsvarere, LRSR. Juhl, Lynæs, Bjere og ORS. Hertz gå hjem, mens de to domskvinder sammen med dommeren først skulle til at votere, før de kunne tage fri.

Intet under, om de agerende efterhånden noget trætte af det lange retsmøde, der nu og da havde haft et meget bevæget forløb. Det kom – det kan vist siges uden overdrivelse – til stærke meningsudvekslinger mellem forsvarerne og anklageren, politifuldmægtig Arenbrandt, men hvad angår slagtermester Søndergaard, da stillede slagtermester Laursens forsvarer, LRS. Lynæs, sig ganske på anklagermyndighedens side. Søndergaard ville først ikke gå med til, at han havde solgt andre kaffekort end sine egne, men da man stillede ham i udsigt, at man ville afhøre hans hustru, faldt han dog til føje og indrømmede, at han både havde købt og solgt kaffekort; men hvem han havde handlet med, ville han ikke opgive.

Alligevel blev der sendt en bil af sted efter fru Søndergaard, for at hun kunne blive afhørt i en anden anledning. Men da hun var blevet skaffet til veje, nægtede hun at udtale sig, hvad hun var i sin gode ret til, da hun har lov til at vægre sig ved at udtale sig, når det gælder hendes mand.

Forsvarerne påstod – undtagen for Schultz’ vedkommende – pure frifindelse […]

Dommen falder først i eftermiddag kl. 4.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 16. september 1941.