1942 – Frikorps Danmarks afrejse i dag

Afskedsparade på kasernen i København med tale af brigadefører Kanstein og den nye tyske øverstbefalende

Frikorps Danmarks orlov er nu udløben, og afrejsen fandt sted i dag fra København efter en afskedsparade på kasernen på Artillerivej. En stor kreds af de frivilliges slægtninge og venner var mødt frem for at tage afsked. Blandt de tilstedeværende bemærkedes i øvrigt den nye øverstkommanderende for de tyske tropper i Danmark, general von Hanneken, den tyske befuldmægtigedes stedfortræder, minister Barandon, SS Brigadefører von Kanstein, marineattaché, admiral Henning og legationsråd, presseattaché Meissner. Som repræsentant for de danske myndigheder sås generalløjtnant Ebbe Gørtz med adjudant og udenrigsministeriets direktør, Niels Svenningsen; endvidere bemærkedes folketingsmand Frits Clausen m.fl.

Efter at korpset var afleveret til brigadefører V. Kanstein, holdt denne fra en talerstol, der var anbragt på kasernepladsen, en afskedstale til korpset:

“Jeres orlov er nu til ende”, sagde brigadeføreren bl.a. “I har fået den for jeres indsats ved Østfronten, og rigsføreren for SS ville desuden give jer lejlighed til at få forbindelse med hjemmet og med jeres kære. Adolf Hitler har i sin sidste tale henvist til, at vi med fuld tillid kan se denne krigs videre udvikling i møde. Disse ord har givet os nyt mod og ny tillid. Vi véd, at ofrene ikke vil være bragt forgæves, og at vort store mål: Det nye Europa, vil blive nået. Jeres faldne kammerater vil altid været et manende eksempel for jer, og jeg véd, at også I altid vil være rede til at sætte livet ind for idéen. Vor tro på de germanske folks sejr er urokkelig. Med disse ord siger jeg farvel til jer på SS-førerens vegne og giver jeg de bedste ønsker med for fremtiden.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 13. oktober 1942.

1942 – Danmarks gesandt i London afskediget

Udenrigsministeriet meddeler lørdag:

I december 1941 modtog Udenrigsministeriet fra den danske gesandt i London, grev Edvard Reventlow, meddelelse om, at greven indtog et standpunkt, der ikke var foreneligt med den danske regerings politik. Som følge deraf blev greven ved kgl. resolution tilbagekaldt fra sin post som dansk gesandt i London, en ordre, som dog på grund af forholdene kun fik formel betydning.

Der er i disse dage i udenlandsk presse og radio fremkommet meddelelser gående ud på, at grev Reventlow har erklæret sig villige til at overtage stillingen som ærespræsident for Sammenslutningen af frie danske i Storbritannien og Nordirland, der indtager en uneutral holdning, og at den ved gesandtskabet i London ansatte legationsråd Gustav Rasmussen ligeledes har stillet sig til rådighed for nævnte sammenslutning ved at indtræde i dens arbejdsudvalg. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 9. marts 1942.

1941 – Minister Kauffmann afskediget og tiltalt for landsforræderi

Der er indledet strafferetlig undersøgelse
Udenrigsministeriet meddeler onsdag:
Som tidligere meddelt blev den danske gesandt i Washington, minister Henrik Kauffmann, ved kongelig resolution af 12. d.m. tilbagekaldt fra sin post, hvorfor han af Udenrigsministeriet under samme dato telegrafisk blev beordret til straks at begive sig til København og overdrage gesandtskabets ledelse til legationsråd Blechingberg som Chargé d’Affaires.

Som svar på den overnævnte telegrafiske instruktion har minister Kauffmann i telegram af 14. d. m. meddelt Udenrigsministeriet, at han i en note til den amerikanske statssekretær af 13. d. m. har indtaget det standpunkt, at han betragter den ham givne hjemkaldelsesordre som ugyldig, og at han agter at forblive i embedet som Danmarks gesandt i Washington. Herr Kauffmann tilføjer i sit telegram til udenrigsministeren, at den amerikanske statssekretær ved en svarnote af 14 d. m. har erklæret, at den amerikanske regering vedblivende anerkender ham som behørig bemyndiget gesandt for Danmark i Washington. […]

Kilde: Uddrag, Social-Demokraten, 17. april 1941.