1942 – 13 midlertidige lejligheder i Kolding

10.000 kr. bevilget af Byrådet

Udenfor dagsordenen forelå i Byrådsmødet i aftes en anmodning fra Boligudvalgets formand om, at der stilles 10.000 kroner til rådighed til indretning af midlertidige lejligheder, indtil de under opførelse værende 10 lejligheder er færdige ved nytårstid.

Winding forelagde sagen og oplyste, at der på Hvidsminde Skole kunne indrettes to 1 vær.s lejligheder og ovenpå en 2-vær. lejlighed. I Den apostolske Kirke bygning i Seest, som kan lejes for vinteren, kan der indrettes ti 1-vær. lejligheder til billige penge. Disse lejligheder kan tage imod de eventuelle husvilde til oktober. Juhl fandt, det var en udmærket ordning og anbefalede. […] De 10.000 kroner bevilgedes enstemmigt, og det overlodes Boligudvalget at få det bedst mulige ud af pengene.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 22. september 1942.

1942 – Kun 400 ledige lejligheder i hele landet

Byggerivirksomheden i årets første halvdel

Der er i første halvdel i år opført ca. 1.800 færre lejligheder end i første halvdel af 1941. Tallet af i år 2.141 nye lejligheder, og i første halvdel af 1941 var tallet 3.939. I hovedstaden er kun opført 504 nye lejligheder og i forstæderne 318 mod henholdsvis 2.562 og 346 i samme periode i fjor.

I provinsbyerne har der været en lille opgang. Der opført 1.052 nye lejligheder mod 905 i første halvdel af 1941, og i landkommunerne har der også været en lille opgang. Men der findes i øjeblikket kun 405 ledige lejligheder i hele landet. Det er 3.200 mindre end i fjor på samme tid, idet der dengang var 3.6752 ledige lejligheder., Til sammenligning kan anføres, at der i november 1940 var 14.122 ledige lejligheder i landet, der af de 8.441 i København. I dag er der kun 146 ledige lejligheder i København.

Et lyspunkt er det, at der i øjeblikket er 9.631 lejligheder under opførelse i de kommuner, der har husvilde. Der var pr. 1. juli i år i hele landet 1.408 familier med 6.811 personer under kommunal boligforsorg, deraf 3.783 børn. Af disse var 557 familier med i alt 2.635 personer anbragt i barakker og husvildeboliger, de øvrige i skoler og gymnastiksale.

For Kolding bys vedkommende er i 1. halvdel af 1942 opført fem huse med i alt 8 lejligheder. Tre lejligheder er nedrevet. Den 1. juli var 36 huse under opførelse med alt 152 lejligheder fordelt således: 27 1-værelesers, 62 2-værelsers, 54 3-værelsers og 9 4-værelseres lejligheder. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 3. september 1942.

1942 – Små, billige træhuse i Koldings udkanter?

Stemning for en løsning af boligproblemet udenom kasernerne eller barakkerne – selv om borgmesteren strittede imod.

Kolding Byråds møde i aftes varede for den offentlige dels vedkommende to timer, og det var den anden steds omtalte skoledebat, der tog halvparten af tiden. At de øvrige spørgsmål gav særlig husvildeproblemet stof til en drøftelse, hovrunder det viste sig, at borgmesteren ikke havde sin gruppeformand med sig i sin fordømmelse af planen om at bygge små billige træhuse i byens udkanter. Man fik nærmest indtrykket af, at denne plan inden længe vil være en kendsgerning. […]

Borgmesteren indledede med mindeord omg Stauning. […]

Husvildeproblemet og Forskolen

Skolekommissionen bad mindeligt om at blive fri for husvilde i Forskolens lokaler. Der var 6 nu. Borgmesteren forstod beklagelsen, men det er ikke let, når man ikke har andre skoler at anbringe dem. Forskolen får i sommer et par klasser på Teknisk Skole. Barakker til husvilde kan ikke bygges omgående, og borgmesteren var meget imod dem.

Juhl: “Det behøver jo ikke at være barakker, men gode, små billige træhuse som dem, man ser omkring Vejle. De kan vel bygges for 5.000 kr. og lægges i byens udkanter, ikke for mange sammen. Mange ville sikkert hellere have et sådant hus, hvor de kunne overkomme lejen, end gå på Socialkontoret for at få hjælp til den. Boligudvalget bør undersøge tanken.”

Ejnar Christensen: “Ja, vi skulle gerne have sådanne huse færdige sidst på sommeren, ellers bliver det galt på Forskolen.”

Borgmesteren var ikke begejstret for huse til 5.000 kr. Det ville blive “fattighuse, som ingen ville bo i. Man burde fortsætte med lejligheder der som i Vifdam, hvor det koster 11.000 kr. at opføre en 2-værelsers lejlighed. Vi bør ikke sænke arbejdernes boligstandard.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 5. maj 1942.

1942 – Mange husvilde melder sig i Kolding

Men de henvises til selv at skaffe sig lejlighed inden 7. april.

Den forestående flyttedag, der jo på grund af påsken, ventes at blive en af de værste at komme over, efter hvad boliginspektør Jensen for nogen tid siden udtalte til Folkebladet. Vi har i dag spurgt boliginspektøren, hvordan det tegner, og han oplyser, at der allerede har været mange henvendelser fra folk, som skal flytte, men ikke har nogen lejlighed at flytte ind i.

Om det så er fordi de gerne vil ind i kommunens lejligheder med den forholdsvis billige husleje, ved jeg ikke, siger inspektøren, men vi henviser dem til, at de jo kan blive boende til den 7. april, og så kan de jo komme igen, hvis de ikke i mellemtiden selv har fundet sig en lejlighed hvad vi meget indstændigt må anbefale dem at forsøge. For vi har kun én familie, der skal flytte, og har ingen steder at anvise de husvilde, udover, at vi måske bliver nødt til at tage nogle flere skolelokaler i brug. Det vil vi ellers grumme nødig, da de pågældende klasser i forskolen så kommer til at lukke. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 30. marts 1942.

1942 – Pligt til at leje beboelseslejligheder ud, hvis der er bolignød

Ændringer i Huslejeloven fremsat i Folketinget i går.

I Folketingets møde i går fremsatte indenrigsministeren forslag om forlængelse af og ændringer i loven om leje. Af ændringerne kan nævnes, at der nu er fastsat bødestraf for ulovlig lejeforhøjelse. Endvidere er der en skærpelse af bestemmelserne om urolige lejere. Da brændselspriserne endnu ligger på et så konstant niveau, at muligheden for et væsentligt fald indtil videre kan lades ude af betragtning, har man slettet bestemmelsen om, at udlejeren skal være en del af prisstigningen på brændsel.

Da reglen om samtykke fra flertallet af lejerne som en betingelse for opsætning af varmemålere, der i det væsentlige skulle ske for lejernes regning, i ikke ringe grad har modvirket denne opsætning, udgår betingelsen af loven. Endvidere pålægges der ejeren af beboelseslejligheder pligt til at leje ud, såfremt der er boligmød i vedkommende kommune. Endelige kan nævnes, at lejemålet i huse, hvori der kun er indrettet to lejligheder, og hvoraf ejeren bebor den ene, efter forslaget underkastes bestemmelser, der tilsigter at modvirke lejeforhøjelser. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 21. marts 1942.

1942 – Vifdam-ejendommene skal bygges omgående

Af aftenens brogede dagsorden i Kolding Byråd.

Kolding Byråd åbne møde i aftes varede i et par timer, hvad der må kaldes kortvarigt, i betragtning af, at der både diskuteredes om mælkeordning og budget. Vi omtaler en del af de større sager andet steds i bladet.

Fraværende var Nygaard og P. Andersen (syg).

Ord på 34 bogstaver frabedes!

Ved 2. behandling og uden omtale vedtoges de 3.000 kr. til Børnebibliotek på Centralbiblioteket, salget af en byggegrund og pengene til Byparkens færdiggørelse, ligesom L.A.B.’s spildindsamlings-beretning toges til efterretning.

En normal-sundhedsvedtægt fra Indenrigsministeriet angående mælk og fløde godkendtes. Juhl frabad sig do “spiritus-prøveord” på 34 bogstaver (Normalsundhedsvedtægtsbestemmelser). Arkitekt Foss Rosenstand fik dispensation med hensyn til bebyggelsen ved hjørnet af Axeltorv og Adelgade. Andragender fra Arbejdernes Andelsboligforening og garanti for statslån gaves.

De lavestbydende får arbejdet

Borgmesteren gav nogle oplysninger om licitationen over de 7 ejendommen med 24 lejligheder i Vifdam. Prisen pr. lejlighed efter de forskellige hustyper ligger fra 12.000-13.500 kr. plus grund. Man indstiller, at de lavestbydende får arbejdet, og borgmesteren bemyndiges af Byrådet til at få planerne i orden og indsendt til ministeriet, så arbejdet kan påbegyndes snarest. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 3. marts 1942.

1942 – Kolding Byråd: Byggeriet på Domhusparken

Juhl fortørnet over, at ministeriet ikke har svaret ham, men, “da sagen er afgjort”, vil han være loyal.

Byrådet vedtog i aftes med Socialdemokratiets stemmer at optage statslån til fortsættelse af byggeriet på Domhusparken, idet Indenrigsministeriets tilladelse jo nu foreligger. Larsen og P. Andersen fra fraværende på grund af sygdom, men skønt Juhl var fortørnet over, at Indenrigsministeriet ikke havde svaret ham på hans protest mod byggeriet, sagde han, at hans gruppe ikke ville stemme imod for ikke at benytte sig af den situation, at Socialdemokratiet ikke var flertal i Byrådet. Juhl tog – som han selv udtrykte det – englevinger på.

Byggeriet skal i gang snarest muligt.

Sagen om byggeriet ved Domhuset behandledes i mødet i aftes i to tempi. Først spurgte Juhl under “beretning fra stående udvalg” om, hvad borgmesteren havde svaret som erklæring til Indenrigsministeriet i anledning af borgergruppens klage over, at flertallet havde besluttet at bygge. Ministeriet havde nemlig ikke svaret ham, oplyste han. Borgmesteren lod papirerne hente og læste så svarskrivelsen til ministeriet op. Det fremgik heraf, at borgmesteren efter samråd med flertallet havde gjort opmærksomhed på, at det ikke var helt rigtigt, når Juhl i sin klage til ministeriet havde søgt at give det udseende af, at boligerne i Domhusparken var dårligt rentable. Lejen dér er jo ikke større end lejen i det private spekulationsbyggeri.

Finansplanen indeholder intet om, at flertallets ret til at træffe beslutninger er sat ud af kraft, således, som Juhl-erne havde søgt at give udtryk for, og byggeri er hårdt tiltrængt nu, hvor det private byggeri er gået næsten helt i stå, og der plejer normalt at blive opført omkring 190 lejligheder årligt. Det er for det år, vi går ind i , kun anmeldt 27 lejligheder, hvoraf de 16 er fra Andelsboligforeningen, og boligsituationen kan derfor blive katastrofal, hvis ikke kommunen bygger.

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 27. januar 1942.

1941 – Byggeriet i Kolding

Andelsboligforeningen opfører yderligere 14 lejligheder. Kasse- og regnskabsudvalget arbejder med planer om byggeri i Vifdam.

Andelsboligforeningen i Kolding har som meddelt fået bevilget statslån til opførelsen af 16 lejligheder, fordelt med 12 lejligheder i én ejendom og 4 lejligheder i en anden. Sidstnævnte er i øvrigt klar til rejsning på lørdag. Ved en ekstraordinær generalforsamling i aftes tog foreningen stilling til yderligere byggeri. Ved generalforsamlingen, der ledes af bogbinder Eskild Jørgensen, forelagde foreningens formand, former Svend Nielsen, og arkitekt H. Chr. Rasmussen to forslag.

Det ene forslag går ud på opførelse af en ejendom med 6 lejligheder umiddelbart øst for den ejendom med 12 lejligheder, der er opført ved Kikkenborgvej. Af de 6 lejligheder er halvdelen 3 vær.s. og den anden halvdel 2½ vær.s. De samlede udgifter andrager 93.815 kr., og huslejen vil formentlig kunne fastsættes til 900 og 800 kr. Det andet forslag går ud på at opføre en blok på 8 rækkehuse. Der har fornylig været afholdt licitation over denne blok. De samlede udgifter ved disse rækkehuse er anslået til ca. 158.000 kr. og huslejen vil andrage 950 kr. for et rækkehus. Som bekendt er tilskuddet til børnerige familier noget større for rækkehuse end i etageejendomme. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 19. december 1941.