1942 – Den motorsagkyndige understreger atter det meningsløse i forbuddet mod små droskevogne

Samfundet snydes for mange kilometer tiltrængt nyttekørsel.

Inspireret af Folkebladets artikel i går om de praktiserende lægers drøje kamp med elementerne og benzinmanglen for at nå rundt til deres patienter på en årstid, hvor de forskellige sygdomme især sætter ind, blev vi i middags ringet op af den motorsagkyndige, ingeniør Mikkel Thomsen, der harmdirrende endnu engang understregede det aldeles meningsløse i, at droske- og lillebilkørslen fremdeles ved lov skal finde sted med de store og benzinslugende 6- og 8-cylindrede vogne, mens den lige så vel, navnlig til lægekørsel og lignende, kunne foretages med langt mindre og mere benzinbesparende køretøjer, hvorved der kunne opnås 2-3 gange så megen kilometerkørsel, som med de store vogne.

Det er vel snart et års tid siden, Koldings motorsagkyndige, i øvrigt i fuld overensstemmelse med sine kolleger i nabobyerne, i en samtale med Folkebladet meget kraftigt slog til lyd for, at Justitsministeriet gav los på en sådan i en nødsituation ganske meningsløse bestemmelse om “offentlige” bilers dør-mål og adskillelsesforhold. Allerede dengang blev det meget stærkt understreget og påpeget, hvor mange flere kilometers kørsel, der kunne opnås, hvis Justitsministeriet blot med et pennestrøg havde givet denne lempelse til gavn både for vognmændene og det kørene publikum. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 19. februar 1942.