1942 – 15 drenge kæntrede midt på fjorden

Men båden var synkefri, og føreren tabte ikke hovedet.

I går eftermiddags ved 5-tiden indtraf der en farlig situation på Kolding Fjord. En båd med 15 drenge fra optagelseshjemmet i Drejens kæntrede midt på fjorden, omtrent ud for Løverodde, men heldigvis slap drengene med forskrækkelsen og en våd trøje.

Forstander Kjelstrup, Drejens, har anskaffet sig en af marinens redningsbåde, der er synkefri, idet de er forsynet med luftkasser, og i denne båd sejlede forstanderens voksne søn, Poul Gunnar Kjelstrup, der for tiden er hjemme på sommerferie, ud med de 15 drenge for at lade dem få en tur på fjorden. Båden var forsynet med sejl, og en kastevind kæntrede den ellers så solide båd, da man befandt sig midt ude på fjorden. Heldigvis tabte den unge Kjelstrup ikke besindelsen, men fik drengene beroligede. De havde alle holdt sig fast ved båden, og i løbet af kort tid var de alle kommet op på bådens køl, hvor de for så vidt var i sikkerhed, som luftpontonerne let kunne bære båden.

Uheldet var straks blevet observeret fra land, idet en søn af manufakturhandler Pedersen (Pedersen & Albrechtsen) fra familiens sommerhus havde set båden vende rundt. Han alarmerede sin moder, som straks underrettede lods Kofoed om kæntringen. Lodsen startede øjeblikkelig sin båd og nåede hurtigt ud til det kæntrede fartøj, hvor han fik drengene og den unge Kjelstrup om bord, ligesom han fik den kæntrede redningsbåd på slæb. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 21. juli 1942.

1941 – Engelsk bombeangreb på svensk damper i dansk farvand

Den danske lods ombord dræbtes tillige med skibets kaptajn og en mand af besætningen.
Skibet slæbt ind til dansk havn.
Natten til fredag er en svensk damper “Wenersborg” i dansk farvand blevet angrebet af en engelsk flyvemaskine. Skibet blev en del beskadiget. Det er af et andet svensk skib blevet slæbt ind til dansk havn.
Ved angrebet dræbtes tre mennesker, skibets 65-årige kaptajn A. H. Björklund, den 20-årige jungmand Knut Johan Viktorsson samt den danske lods, der var ombord, den 39-årige Aage J. Bach, Helsingør.

Damperen “Wenersborg” er ifølge den svenske skibsliste et ældre skib bygget 1914, på 1.200 Brt. Det tilhørte Svea-Bolaget og var hjemmehørende i Stockholm […]

Kilde: Uddrag, Demokraten, 10. august 1941.