1942 – Fem dræbte af bomber i Sønderjylland

Angreb på Tønder og på et godstog lørdag eftermiddag. To engelske maskiner skudt ned – en ved Rejsby og en i Aarhusbugten.

Ritzaus Bureau erfarer:

Lørdag eftermiddag har flere engelske bombeflyvere overfløjet Sydjylland. De nedkastede brand- og sprængbomber over Tønder, hvorved følgende personer dræbtes: dyrlæge Carl Chr. Jensen og dennes 15-årige datter Inge Jensen samt fru Edith Margrethe Larsen og dennes 4-årige datter Birgit Larsen. Samtidig blev flere personer mere eller mindre sårede. Endvidere blev en del beboelses- og forretningsejendomme beskadigede.

Lokomotivet for et godstog, der kørte på strækningen fra Tønder mod Ribe, blev i nærheden af Døstrup ramt af en bombe, hvorved lokomotivføreren Niels Henry Andersen, dræbtes og fyrbøderen såredes hårdt. Der skete ingen anden materiel skade end på lokomotivet.

En af de engelske bombemaskiner blev skudt ned af det tyske luftværn. Den styrtede ned i nærheden af Rejsby. Af dens besætning var to mand døde. Natten til søndag var der atter overflyvninger af engelske flyvere over Jylland. En af dem blev skudt ned i nærheden af Aarhus og styrtede brændende i havet. Der skete ingen bombeskader i nattens løb. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 13. juli 1942.

1942 – Risikomomentet ved al trafik kan nu engang ikke bortelimineres

Nogle fredericianske jernbanemænd om de forhold, hvorunder de arbejder i dag.

Navnelisten på De Danske Jernbaners Mindelund på volden i Fredericia vokser stærkt i disse år. Navn føjes til navn på jernbanefolk, som døde i deres tjeneste, og som ikke gjorde nogen blæst af, at de ofte arbejdede under livsfarlige forhold. Om lokomotivføreren fra Aalborg, der førte toget i Tolne, er det oplyst, at han ikke havde sovet i 24 timer. De mindre ulykker bliver kun til små notitser i aviserne, men når der nu sker to store jernbaneulykker i træl, opskræmmes sindene, og man spørger sig selv: Er tjenesten for hård for statsbanernes mænd? Bliver de nervøse af det evige jag i mørket, og er det denne nervøsitet, som er den indirekte årsag til den sidste tids ulykker?

Vi stiller spørgsmålene til nogle jernbanemænd og taler først med en af guldsnorenes herværende gruppeformænd, overassistent Thejl, der udtaler:

“Jeg kender slet ikke noget til omstændighederne ved disse to ulykker, som er indtruffet lige nu efter hinanden. Der for kan jeg heller ikke sige, hvorvidt der har gjort sig særlige forhold gældende for de personer, under hvis tjenestetid og på hvis tjenestetid ulykkerne er sket. Men jeg vil mene, at disse ulykker nøjagtigt lige så godt kunne være indtruffet under normale forhold som nu. Risikomomentet ved al trafik kan nu engang ikke bortelimineres.”

Personalet har ikke mere at gøre nu end før krigen?

“Tjenestetiden er ikke længere, måske der nogle steder kan være tale om, at den er mere udfyldt af arbejde. Er der der derimod til tider ekstraarbejde, afspadserer personalet jo den tid, de har arbejdet over.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 17. juni 1942.

1942 – Den blodige tog-ulykke i Lunderskov

Tre dræbte og én hårdt såret, da et godstog kørte ind i holdende godstog natten til søndag.

En ny og blodig togulykke er hændt for de danske statsbaner, og da den nye ulykke i mangt og meget ligner den, der indtraf ved Tolne Station i fredags, bekræfter den den gamle teori om, at en ulykke sjældent kommer alene, men ofte i serier.

Ulykken indtraf et par minutter før midnat lørdag aften i Lunderskov. På et af de fra stationen fjernliggende spor lidt vest for stationen, ud for den vestlige blokpost, holdt der et godstog, der kort i forvejen var kommen ind sydfra. Lokomotivet holdt fremme under pumpen for at indtage vand, men toget var så langt – det var på ca. 40 vogne – at togstammen ikke var langt nok forbi skinnekontakten, der skulle stille indkørselssignalet på stop, hvorfra der fremdeles vistes “fri bane” ud af skinnerne mod vest.

En halv snes minutter efter at det første tog var kommet ind, kom der endnu et tog sydfra. Det kørte frem med ret god fart, skønt også det skulle have gjort holdt ved Lunderskov Station. Men da der var frit indkørselssignal havde føreren på dette tog, lokomotivfører, Platz, Fredericia, der førte den store R-maskine, nr. 945, god tid til at bremse. Da han rundede svinget 4-600 meter vest for stationen, fik han imidlertid pludselig øje på det holdende tog kun et par hundrede meter fremme på linjen. Skønt han havde forvisset sig om, at der var klar for indkørsel, var han straks på det rene med farten og slog øjeblikkelig alle bremserne for at standse toget så meget som muligt. Alligevel kunne et sammenstød ikke undgås – og det blev tilmed meget voldsomt. Lokomotiv R945 pløjede sig som en kæmpemæssig rambuk bagfra ind i det holdende tog.

To vogne presses over den bagerste op på lokomotivet.

Den bagerste af dettes vogne, der var en ældre kupévogn, blev fuldstændig knust, siderne blev revet af den og bufferne boredes ned i jorden, så vognen samtidigt holdt stille. Næst- og tredjebageste vogn, to godsvogne, blev derved slynget over den bagerste, der fungerede som en sliske, og de endte ovenpå lokomotivet, svævende højt oppe i luften, 8-9 meter fra jorden. […]

Den dræbte bremser slyngedes op på lokomotivet.

I den bagerste vogn, der blev skubbet ind under godsvognene, befandt sig blandt andet den ca. 30-årige hjælpebremser A. Stein fra Fredericia. Han blev grebet af de to andre vogne og med dem slynget op på lokomotivet, hvor han kom i klemme ved skorstenen. Man kunne i første omgang ikke finde ham, skønt man vidste, at han måtte være der. Han var dræbt på stedet og hans lig måtte efter at være frigjort, hejses ned på jorden. Desuden befandt der sig enkelte tyske soldater i de bagerste vogne. To af disse blev så hårdt medtagne ved kollisionen, at de ligeledes dræbtes på stedet. En tredje tysk soldat blev meget hårdt kvæstet, idet han pådrog sig alvorlige læsioner omkring bækkenpartiet. Den ene af de dræbte soldater havde fået hovedet fuldstændig knust, den anden havde fået det ene ben helt revet op foruden svære indre kvæstelser.

Ingen af lokomotivpersonalet kom noget til.

Mærkeligt nok kom ingen af mandskabet på lokomotivet R945 noget til. De blev på deres pladser til det hele var overstået, og lokomotivet selv, led heller ikke ret megen skade, der skete næsten kun det, at skorsten blev revet af. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 14. juni 1942

1942 – Lokomotiv vædre remisen og kvæster en mand hårdt

Dramatisk situation på Kolding Station i aftes – I en time frygtede man, at endnu en mand lå begravet under murmasserne. Skinnerne var fedtede, og regulatorhåndtaget satte sig fast, forklarer maskinens fører.

I aftes ved godt 22-tiden skete der en dramatisk og uhyggelig begivenhed på Kolding Stations rangerterræn, idet en rangermaskine bakkede tværs gennem remiseporten, kørte over stopklodserne i remisen og fortsatte gennem to magasinrum, der var adskilt fra remisen ved murede skillevægge. Lokomotivet standset først, da det stod med bagenden ud gennem den anden side af remisens ydermur, halvt begravet i murstensbrokker og splintret træværk.

En sovende mand hårdt kvæstet

I det ene magasinrum lå lokomotivfyrbøder Ravn, Fredericia, og sov på en af de brikse, der var indrettet i begge rum til brug for det udenbys mandskab. Kolding Station benyttede jo tidligere rangertraktorer, som betjentes af stationens eget personale, men nu, da al rangering må foregå med lokomotiver, er en del af mandskabet bosiddende udenbys, og benytter så ofte disse sovebrikse i remisen.

Heldigvis lå Ravn på den briks, der var længst fjernet fra det løbske lokomotiv, og det reddede utvivlsomt hans liv. Alligevel blev han hårdt medtaget, og selv om lokomotivet bar en del af det træ- og murværk oppe, som ellers ville være styrtet ned over ham, fik han dog hårde kvæstelser. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 17. april 1942.

1941 – Togattentat på Sjælland

En spærring på skinnerne foran tørvetog opdaget i tide.

Da et lokomotiv fra Høng-Tølløsebanen i søndag aftes skulle afhente en vognstamme med tørv fra tørvebanen i Aamosen, opdagede man, at der var stablet en spærring af sveller og jerndele op på tørvebanens spor. Det lykkedes at standse lokomotivet rettidigt og således afværge en ulykke. En undersøgelse viste, at også andre steder var arrangeret lignende spærringer. Spærringen i Aamosen bestod af 14 skinneblokke, 16 skinnelasker, et spin og et stykke skinne. Tingene var nedpresset således, at en afsporing ville have været uundgåelig, hvis ikke toget var blevet standset i tide.

For øvrigt synes der allerede lørdag nat at have været forøvet et attentat på samme tørvebane, idet et lokomotiv og 12 tørvevogne kørte over en strækning, hvor der var fjernet 2½ meter skinne. Lokomotivet og 12 vogne kørte over stedet uden at vælte, hvilket kun kan forklarede derved, at farten var meget ringe, kun ca. 15 kilometer […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 2. september 1941.