1940 – Engelske bomber over Nyborg

Ritzaus Bureau meddelte fredag den 28. juni 1940, at der om natten havde været flyveralarm på Fyn, Sydvestsjælland og Lolland-Falster. Ti engelske flyvemaskiner fløj over Fyn og nedkastede ved Nyborg lysbomber og nogle sprængbomber. Der kom ingen mennesker til skade, de brande som opstod, blev slukket af brandvæsnet, der skete kun ringe materielle skader og intet militært mål ramtes.

Den storeuropæiske krig

Derudover kan fra den storeuropæiske krig meddeles at Frankrig, ifølge det tyske efterretningsbureau, nåede at fragte store mængder af sit guld til USA.

Fra Istanbul forlyder det i en erklæring fra Tyrkiets ministerpræsident, at Tyrkiet heller ikke efter Italiens indtræden i krigen, har anledning til at gå i krig, og at landet kun går i krig, hvis det angribes. Denne erklæring har mødt bred offentlig tilslutning, samtidigt med den politisk billiges af Tyrkiets naboer på Balkan og mod Øst.

På Balkan er der flere uroligheder, hvor Sovjetunionen har krævet Besarabien tilbage, hvilket Rumænien har set sig nødsaget til at bøje sig for, fra Rumænien forlyder det at det sker “i bestræbelserne for at opretholde fredelig forbindelser med Sovjetunionen“.

Kilder:
Engelske bomber over Nyborg, Kolding Socialdemokrat, 28. juni 1940
Frankrig reddede sit Guld til U.S.A., Kolding Socialdemokrat, 28. juni 1940
Tyrkiet går kun i krig, hvis det angribes, Kolding Socialdemokrat, 28. juni 1940
Sovjetrusland kræver Besarabien tilbage, og Rumænien har bøjet sig, Kolding Socialdemokrat, 28. juni 1940

1939 – Fødselsdag: 80år

En gammel kendt slider i Nørre Bjert, Karl Pedersen, fylder på torsdag 80år, han er trods alderen stadigt rask og ung af sind, ja læs selv hvad han siger:

Jah, det maa vel være 80 Aar, siden jeg blev født i Nakskov Landsogn paa Lolland. Allerede som 14aarig kom jeg her til Bjært som Tjenestedreng. Det var haarde tider dengang for tjenestedrenge. Jeg tjente rundt omkring i sognet, mange aar i hver plads, og så en dag gik det mig som det jo paa den tid gik saa mange.

Længselen efter Amerika, det forjættede land, vaagnede i mig. Jeg tog til Amerika. Hvad jeg drømte om? Ja-h hvad drømmer man om i den Alder, 22 aar?. men da jeg var der, da det skulde vise sig om drømmen kunde blive virkelighed, brast den. En sommer – jordarbejder – hjem igen!

Jeg fandt ikke guld i jorden! Jeg kom hjem til mit sogn igen, her var bedre at være. Og saa, ja saa blev jeg gift med Dora der, det er jo 53 aar siden. Vi fik vort hjem, der bandt mig, naar længselen efter Amerika engang imellem vaagnede igen.

Når man spørg gamle Pederen om hans indstilling til livet, så svare han: ”Bliv hvor du er, vær saaden i din færden, at folk er tilfreds med dig, vær ærlig, frem for a’t(alt red.), gør din pligt.”

Petersen selv er overbevist om han let bliver 100år, han har aldrig fejlet noget og føler sig stadigt frisk: ”De spørg om jeg føler mig gammel. Min generation, det er en generation! Sikke’n ungdom jeg har været med til! Dengang var der ungdom!

Forbehold: I indlægget er der skrevet Karl Pedersen fylder rundt på torsdag, havde det været i 2019 havde det været i morgen lørdag.

Kilde: Kolding Folkeblad, 13. september 1939