Tages i brug i begyndelsen af maj måned.
Den nye store lossekran på Kolding Havns nordside, som kulfirmaet Berring, Larsen & Co. lader opføre, er nu ved at være færdig, og man venter, at den kan tages i brug i begyndelsen af maj måned. Kranen, hvis “bro” ligger 14 meter over kajen, og som på sit højeste kommer til at måle 22 meter, er transportabel, anbragt på skinner, således at den kan flyttes til oplagspladsens forskellige afsnit. Udlæggeren får en svingeradius på 17 meter, og grabben vil kunne tage 1.800 kg. ad gangen, og man regner med, at den kan losse 1.500 tons kul i døgnet. Kranen står sammen med den nye silo og kontorbygningen firmaet i ca. 400.000 kr. Til kranfører er antaget maskinarbejder Niels Poulsen, Drejersvej, der tidligere har været ansat på De Danske Mejeriers Maskinfabrik.
På havnen er der i forvejen en kran, nemlig på Sydkajen, tilhørende Kolding Kulkompagni. Som bekendt skal gasværket jo benytte den nye kran. I den anledning er der planer om rejsning af en kulsilo på kajen mellem jernbanelinjerne, Herfra er det meningen, at en 40 meter lang bro i 8 meters højde skal anbringes over gaden hen til gasværket, hvor den skal dele sig i to for at skaffe de bedst mulige aflæsningsforhold. […]
Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 17. april 1942.