1945 – Det allierede flyverangreb på København: 117 dræbt

Katastrofen kostede 82 børn livet. 237 sårede voksne og 67 sårede børn.

Onsdag klokken 11.20 blev der rettet et allieret luftangreb mod København. Skjult af skydækket havde flyvemaskinerne nærmet sig København, og bomberne faldt mod bygninger i byens centrum. Der blev kastet spræng- og brandbomber, og der skete betydelig skade på liv og ejendom. Da angrebet satte ind, trådte antiluftskytset i funktion, og det kom flere steder over byen til luftkamp, herunder blev et par allierede maskiner skudt ned, og en i Fælledparken og en på Frederiksberg, og mange menneskeliv gik tabt. En af de angribende maskiner kastede noget af sin bombelast ud over Vesterbro, hvorved en ejendom på Sdr. Boulevard ramtes, ligeledes her gik menneskeliv tabt, og der anrettedes betydelig materiel skade. Under angrebet blev der fra de overflyvende maskiner skudt med maskingeværer, og bl.a. ses en række skudmærker øverst på Frue Kirkes tårn. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 22. marts 1945.

1944 – Luftkampe over Brande

Engelsk bomber skudt ned i nat

I går eftermiddags fandt der en luftkamp sted over den vestlige del af Brande Sogn samt over Arnborg. Folk, som færdedes på veje og marker, måtte søge dækning. En ko, som græssede på en mark en halv kilometer fra Arnborg, blev ramt af et projektil i hovedet og dræbt på stedet. Under en langvarig alarmtilstand i nat kom det ligeledes til luftkamp over Brande, og kl. 2 blev en 4-motores engelsk bombemaskine skudt i brand; med ilden stående ud fra vinger og hale styrtede maskinen i en stor spiral mod jorden. Den fløj i en stor bue ind over Thyregod og ramte jorden ved jernbanelinjen i Vester Sogn. Ved nedstyrtningen skete der en eksplosion i maskinen, og vragdele blev spredt over et stort område. I ruinerne fandt man liget af en flyver, mens den øvrige del af besætningen, som man antager var på 10 mand, formentlig er sprunget ud med faldskærm.

Kilde: Kolding Folkeblad, 22. maj 1944.

1944 – Luftkampe over Aalborg

To danskere dræbt, og tre sårede af maskingeværkugler

Aalborgs luftområde havde i dag flyvervarsel fra kl. ca. 11.45 til kl. ca. 12.35. Der fandt heftige luftkampe sted over Aalborg og nærmeste omegn.

Herved blev to danske statsborgere dræbt og tre såret af maskingeværkugler fra de kæmpende maskiner. De dræbte er den 24-årige husmoder Anna Johanne Have, Priorgade 9, Aalborg og den 24-årige kontorist Niels Jørgen Theisen, Danmarksgade 63, Aalborg. Sjakmester Weber Nikolaus, Tjørnevænget 16, Aalborg fik to skudsår i låret, arbejdsmand Frimodt Skærbæk, Nørholmsvej 55, skudsår i hånden og kontorist Poul Sørensen, Nørregade 9, Aalborg, skudsår i hovedet. De sårede blev afhentet i fire ambulancer fra Falcks Redningskorps og kørt til Aalborg Sygehus.

Kilde: Kolding Folkeblad, 17. maj 1944.

1943 – Kampene ved Kuban-brohovedet

Russerne angriber med store styrker

Den nye taktik, tyskerne udfolder under forsvaret mod de russiske angreb på Kuban-brohovedet, udlægges som et lovende eksempel for kvalitetens kamp mod masserne, der er ledetråden i den tyske afværgekamp på Østfrontens udsatte steder. Skønt det russiske artilleri før angrebene overdænger kampzonen med tågebomber og således muliggør det for panserbølgerne uset at komme tæt ind på de tyske stillinger, sætter den tyske forsvarsteknik stadig ind med stor præcision. Stukamaskinerne styrter sig ned mod infanteriet, som følger med panservognene, samtidig med, at det tyske artilleri lægger en zone af uigennemtrængelig spærreild mellem. Panservognene og infanteriet på denne møde hindrer man fodfolket i at følge efter panserkolonnerne, og hvor disse formår at slå en breche i det tyske linjer, er gennembruddet værdiløst, da det jo altid er infanteriet, der skal sikre de egentligt resultater ved at bemægtige sig terrænet. I de tilfælde, hvor et gennembrud er lykkedes, er de pågældende panserafdelinger hurtigt blevet omringet og tilintetgjort. Hovedcenteret for kampen Kubanafsnittet er vejen mellem Krimskaja og Moldavanskoja, men også i laguneområdet og på landgangsbrohovedet ved Novorosisk er russerne begyndt at røre på sig. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 4. juni 1943.

Den voldsomme aktivitet i luften fortsættes over store dele af østfronten. Både det tyske og det russiske luftvåben øger indsatsen, og det kommer til talrige store luftkampe. Banegårde og troppelejre bag den

1942 – Søndagens tyske hærberetning

I Kaukasus gennembrød tyske og med dem forbundne tropper stærke fjendtlige stillinger og vejspærringer modangreb fra fjendens side blev afvist. På Volga blev en slæbedamper og to fragtskibe den 21. og 22. august sænket ved bombetræffere, og en anden slæbedampe og 4 tankskibe blev skudt i brand. På Don-fronten blev fjendens forsøg på forskellige steder at sætte over floden afvist.

I området sydvest for Kaluga og ved Rshew blev angreb af stærke fjendtlige infanteri- og tankafdelinger vist tilbage med bistand af luftvåbnet, der grev virksomt ind i kampene. Herunder blev der i går tilintetgjort 161 tanks, deraf alene 86 i et enkelt armékorps’ afsnit. Sydøst for Ilmensøen og ved Leningrad blev enkelte fjendtlige fremstød standset i den tyske forsvarsild. Det sovjetrussiske luftvåben mistede i går i luftkampe og ved antiluftskytsets virksomhed 122 flyvemaskiner, 3 andre maskiner blev ødelagt på jorden. 4 af vore egne flyvemaskiner vendte ikke tilbage fra deres indsats.

I Ægypten bekæmpede tyske bombemaskiner nætterne til den 22. og 23. august med resultat flere britiske flyveplads syd for Alexandria. Tyske luftjægere nedskød i går 4 britiske flyvemaskiner uden selv at lide tab. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 24. august 1942.

1942 – Engelsk forsøg på landgang ved Kanalen

Slået tilbage af det tyske kystforsvar

Førerhovedkvarteret.

Værnemagtens overkommando meddeler bl.a.:

Et britisk landsgangsforsøg, som med små styrker blev gennemført ved Kanalkysten, blev slået tilbage af det tyske kystforsvar. Nogle fanger og våben faldt i vore hænder.

Under luftkampe i Kanalområdet mistede fjenden i går 24 flyvemaskiner. Større styrker bombeflyvere bombarderede natten til den 4. juni det britiske søstøttepunkt Poole ved den engelske sydkyst.

Britiske flyvemaskiner bombarderede sidste nat området ved Bremen og selv byen, overvejende med brandbomber. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 4. juni 1942.