1940 – Luftværnsinspektøren i Kolding

Mørklægningsplan mangler. Ny alarmprøve, når den femte sirene er opstillet.

Efter anmodning fra luftværnsinspektør, kaptajn Andersen holdtes som omtalt i går et møde på rådhuset, hvori deltog medlemmer af Luftværnsudvalget for Kolding Luftværnsområde.

Borgmester Knud Hansen bød velkommen og takkede luftværnsinspektøren, fordi han var kommen til stede og vilde give de lokale myndigheder yderligere vejledning for opgaverne i fremtiden. Borgmesteren gav derefter ordet til kaptajn Andersen, der gennemgik de udarbejdede planer stykkevis. Med hensyn til planen for varsling og afvarsling henstilledes, at der foretages en ny prøve, når den sidste – femte – sirene er modtaget og opstillet.

Under gennemgangen af mørklægningsplanen for politikredsen bemærkedes; at en særlig kommunal mørklægningsplan mangler, ligesom det måtte indskærpes, at der udarbejdes planer for mørklægning af alle større fabriksvirksomheder.

Med hensyn til ryddeligholdelse af pulterkamre henstilledes, at eftersyn finder sted samtidigt med det årlige brandeftersyn.

Under gennemgangen af planen for husvagtordningen henledte luftværnsinspektøren opmærksomheden på husvagtens pligter og fremhævede, at husvagterne var myndighedernes tillidsmænd inden for hvert sit område. Det indskærpedes, at det materiel, der er nævnt i politimesterens påbud, er minimum af, hvad der skal være …

Planerne for de livsvigtige virksomheder (gas, elektricitet, vandværk, sygehus m.m.) blev derefter gennemgået, og grundlaget for planernes omfang skal være byens størrelse.

Efter at have gennemgået, hvilke planer der nu var godkendt, og hvilke der endnu manglede, skitserede luftværnsinspektøren den foreløbige uddannelse af civilbeskyttelses-mandskabet.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 20. januar 1940.