1942 – Lunderskovulykken vist på lysbilleder i kriminalretten

Domsforhandling i Kolding Kriminalret i sagen mod overassistent Andersen, Lunderskov

Under medvirken af domsmændene cigarhandler Wald. Knudsen, Kolding, og proprietær Flensborg behandlede Kolding Kriminalret i dag sagen om Lunderskov-ulykken, der fandt sted den 13. juni kl. 23.48 om natten og hvorved en dansk hjælpebremser fra Fredericia, Stein og 3 tyske soldater blev dræbt.

Til stede i retten var tiltalte, overassistent Andersens private engagerede forsvarer, HRS. Dr. jur. Hartvig Jacobsen, og en række fremtrædende jernbanefolk, repræsenterede de forskellige organisationer, således D.S.B.s afhøringer efter ulykken, Stationsforstanderforeningens formand, stationsforstander Høgsgaard fra Nørreport i København, Jernbaneforeningens sekretær, From-Hansen, Hovedbanegården i København, stationsforstander Nørgaard fra Kolding og mange andre jernbanefolk, så at tilhørspladserne var så overfyldt, at tilhørerne måtte stå op.

Anklageren, politifuldm. Ahrenbrandt, præciserede indledende, hvorfor man havde rejst tiltale mod overassistenten. Man ville mene, at denne kunne have gjort tre ting for at forhindre sammenstødet: 1) Han kunne have lade toget køre frem til den forreste vandkran, 2) have ringet til blokposten om at sætte “stop”, hvis der ikke var sat stop, og 3) han kunne selv have udløst den plomberede kontakt. Man gik derefter over til at fremvise en række lysbilleder, optaget af den tekniske afdeling og som viste de forskellige forhold, både på ulykkesstedet og i de forskellige sikkerhedsposter.

Udspurgt af anklageren redegjorde overassistent Andersen, som i det sidste retsmøde, for, hvordan aftenen var forløbet, og hvordan hans tjenestetid lå. Han havde om aftenen modtaget et telegram om, at der ville passere et særtog fra Padborg med 40 vogne af en bestemt last med 4 stødvogne op mod maskinen og 3 stødvogne bagud. Toget viste sig at være længere en beregnet. Der plejer ikke i telegrammerne at stå noget om, hvor mange vogne et tog består af. Det viste sig, at der var hæftet yderligere et antal vogne på toget – 7 eller flere – uden at Andersen eller nogen anden på stationen havde fået det at vide. Men togets længe skulle uden betydning – normalt – da man havde en sikkerhed i tilbagemeldingen (til Vamdrup). Men da togfører Frandsen på tog 9179 (det, der blev påkørt) var kommet over til overass. Andersen, der var fungerende stationsforstander, og havde meldt sig dårligt kørende og havde forhørt om gennemkørsel direkte til Fredericia, havde Vamdrup rykket for tilbagemelding, og Andersen havde da vendt sig til Frandsen og spurgt, om toget var “inde med slut” – havde fået bekræftende svar, men tænkt, at der var i orden, skønt Frandsen havde tænkt på, at toget var inde med baglanternerne på. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 14. november 1942.

1942 – Togafsporing i nat på Lunderskov St.

Fem godsvogne løb af sporet, da en bremsestang faldt ned i sporskiftet. Hjælpetog afsendt fra Fredericia.

I nat kl. 23.55 er der på Lunderskov Station sket et alvorligt uheld, hvorved fem godsvogne er løbet af sporet og har blokeret hovedsporet samt lavet en del ravage på banelegemet. Endnu ved middagstid arbejdede et udrykningshold fra Fredericia på oprydningen.

Afsporingen skete, da det ordinære godstog, der går fra Kolding ved 22.50-tiden skulle køre ind på Lunderskov Station. Medes farten ved den nordlige indkørsel (ved viadukten) var ret ringe, tabte en af vognene en bremsestang, et af den slags uheld, der til daglig ingen betydning har. I dette tilfælde faldt bremsestangen imidlertid så uheldigt, at den kom ned i sporskiftet, hvor den kom til at sætte sig fast og derfor kom til at virke som afsporingsklods. Ved uheldet gik de fem bagerste godsvogne af sporet, mens den øvrige stamme, 45 vogne, efter frakobling af de afsporede vogne kunne fortsætte uden nævneværdig forsinkelse.

Afsporingen var sket således, at den nordlige hovedlinje var blevet blokeret, og man sendte derfor straks bud efter udrykningskolonne og hjælpetog fra Fredericia, der ved 2-tiden i nat begyndte på oprydningsarbejdet. De to af de afsporede vogne var læsset med jernbaneskinner, og disse vogne ødelagde en del af sporet, da de kurede hen af linjen. Denne skade er dog forholdsvis ubetydelig. Endnu ved middagstid arbejdede 35 mand på at få linjen klar og få vognen på ret køl. For de to vogne med jernbaneskinners vedkommende må man læsse skinnerne af, før vognene kan komme på sporet, mens de tre øvrige vogne kan sættes på ret køl, som der er. […]

Naturligvis har blokeringen af hovedsporet været følelig for trafikken, men uheldet er dog så langt inde på stationsområdet, at man kan benytte et af overhalingssporene, hvorved de opståede forsinkelser bliver ret minimale. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 25. september 1942.

1942 – Den blodige tog-ulykke i Lunderskov

Tre dræbte og én hårdt såret, da et godstog kørte ind i holdende godstog natten til søndag.

En ny og blodig togulykke er hændt for de danske statsbaner, og da den nye ulykke i mangt og meget ligner den, der indtraf ved Tolne Station i fredags, bekræfter den den gamle teori om, at en ulykke sjældent kommer alene, men ofte i serier.

Ulykken indtraf et par minutter før midnat lørdag aften i Lunderskov. På et af de fra stationen fjernliggende spor lidt vest for stationen, ud for den vestlige blokpost, holdt der et godstog, der kort i forvejen var kommen ind sydfra. Lokomotivet holdt fremme under pumpen for at indtage vand, men toget var så langt – det var på ca. 40 vogne – at togstammen ikke var langt nok forbi skinnekontakten, der skulle stille indkørselssignalet på stop, hvorfra der fremdeles vistes “fri bane” ud af skinnerne mod vest.

En halv snes minutter efter at det første tog var kommet ind, kom der endnu et tog sydfra. Det kørte frem med ret god fart, skønt også det skulle have gjort holdt ved Lunderskov Station. Men da der var frit indkørselssignal havde føreren på dette tog, lokomotivfører, Platz, Fredericia, der førte den store R-maskine, nr. 945, god tid til at bremse. Da han rundede svinget 4-600 meter vest for stationen, fik han imidlertid pludselig øje på det holdende tog kun et par hundrede meter fremme på linjen. Skønt han havde forvisset sig om, at der var klar for indkørsel, var han straks på det rene med farten og slog øjeblikkelig alle bremserne for at standse toget så meget som muligt. Alligevel kunne et sammenstød ikke undgås – og det blev tilmed meget voldsomt. Lokomotiv R945 pløjede sig som en kæmpemæssig rambuk bagfra ind i det holdende tog.

To vogne presses over den bagerste op på lokomotivet.

Den bagerste af dettes vogne, der var en ældre kupévogn, blev fuldstændig knust, siderne blev revet af den og bufferne boredes ned i jorden, så vognen samtidigt holdt stille. Næst- og tredjebageste vogn, to godsvogne, blev derved slynget over den bagerste, der fungerede som en sliske, og de endte ovenpå lokomotivet, svævende højt oppe i luften, 8-9 meter fra jorden. […]

Den dræbte bremser slyngedes op på lokomotivet.

I den bagerste vogn, der blev skubbet ind under godsvognene, befandt sig blandt andet den ca. 30-årige hjælpebremser A. Stein fra Fredericia. Han blev grebet af de to andre vogne og med dem slynget op på lokomotivet, hvor han kom i klemme ved skorstenen. Man kunne i første omgang ikke finde ham, skønt man vidste, at han måtte være der. Han var dræbt på stedet og hans lig måtte efter at være frigjort, hejses ned på jorden. Desuden befandt der sig enkelte tyske soldater i de bagerste vogne. To af disse blev så hårdt medtagne ved kollisionen, at de ligeledes dræbtes på stedet. En tredje tysk soldat blev meget hårdt kvæstet, idet han pådrog sig alvorlige læsioner omkring bækkenpartiet. Den ene af de dræbte soldater havde fået hovedet fuldstændig knust, den anden havde fået det ene ben helt revet op foruden svære indre kvæstelser.

Ingen af lokomotivpersonalet kom noget til.

Mærkeligt nok kom ingen af mandskabet på lokomotivet R945 noget til. De blev på deres pladser til det hele var overstået, og lokomotivet selv, led heller ikke ret megen skade, der skete næsten kun det, at skorsten blev revet af. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 14. juni 1942