1942 – Afslutnings-højtidelighed på Teknisk Skole

34 elever bestod med ros. 8 fik flidspræmie.

Teknisk Skole sluttede søndag eftermiddag vinterens arbejde. Der havde i et par dage været udstilling af elevarbejde på skolen, og elevernes samledes nu med lærere og forstanderen samt skolens bestyrelse til en afslutningshøjtidelighed i skolens sal.

Formanden, brandinspektør Bach, mindedes malermester Grün, der havde været medlem af bestyrelsen, konsul H. Hansen, som havde været censor ved skolen og fru Elli Krohn, som var sproglærerinde ved skolen. Derefter aflagde forstander H. L. Hansen beretning, hvori han bl.a. udtalte følgende:

Opgang i lærlinge-antallet

Vi begyndte skoleåret d. 1. september i fjor, og har, belært at de foregående vintre, forsøgt at bøde på den vanskelige brændselssituation ved at holde vinterferie i januar måned. Selv om vinteren først tog rigtig fat i midten af januar, har den varet længere, end vi havde ventet, men vi er dog kommet over den uden særlig store vanskeligheder. Vi har fået den varme, der var nødvendigt, selv om vi har måttet klare os med det danske brændsel. Skoleåret har ikke været præget af særlige begivenheder, undervisningen er foregået programmæssigt, selv om vi har følt savnet af de lokaler, vi har måttet undvære. Med hensyn til forholdet til vore lejere (tyskerne, red.), kan jeg sige, at dette har været upåklageligt i enhver retning. Dette borger også for, at vor håndværkerungdom er en oplyst, fornuftig og målbevidst ungdom, der er sit ansvar bevidst overfor vort land. […]

Skolens elevtal har i aftenskolen været 328 elever, i dagskolen 127. […] Der har været undervist af 23 lærere i dagskolen og 36 i aftenskolen. Der er i år dimitteret 19 elever fra Bygmesterskolen, disse fik udleveret deres eksamensbevis ved en særlig afslutning den 31. marts, men deres tegninger vil De have bemærket på udstillingen.

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 28. april 1942.

1942 – Borchs Gaard restaureres

En medarbejder fra Nationalmuseet har i dag synet arbejdet.

På Koldings smukke gamle torvebygning, Borchs Gaard, vil der i de kommende måneder blive foretaget et større restaureringsarbejde, som vil komme til at sætte et synligt præg på den skønne gamle bygning på Akseltorv. Da bygningen er fredet i klasse A, må der, som man ved, intet foretages, uden at det er billiget af Nationalmuseet, og for at give sine direktiver har derfor en af Nationalmuseets eksperter, dr. Roussel, i formiddags aflagt et besøg i Kolding, og sammen med bygningens administrator, kaptajn Heiberg-Jørgensen, og malermester Bork, har man i formiddags haft travlt med at afsætte farveprøver og foretage andre forabejder til det store restaureringsarbejde. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 21. april 1942.