1941 – Ikke til at opdrive fedt i Kolding

Det er værre her end i andre byer, men man venter, at det kun er en overgang.

Det er ikke til at opdrive fedt i Kolding, og mand og mand imellem spørger man, hvor fedtet er blevet af. Slagtermester Jochumsen udtaler på vor henvendelse, at det er rigtigt nok, at det er værre i Kolding end andre steder. Men også i Odense og Aarhus klager man over fedtmanglen. Årsagerne kan være flere: slagteriernes andelshavere kan få 5 kg. fedt hos slagteriet, og dertil kommer, at nu, der ikke er mere margarine, stiger efterspørgslen efter fedt. Men i løbet af et par uger eller tre vil det sikkert rette sig, fortsætter hr. Jochumsen, idet han minder om, at der også i fjor på denne tid var en overgang, hvor det var vanskeligt at få fedt. Da ville alle jo have halve grise […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 5. september 1941.

1941 – Den næste uddeling af rationeringsmærker

Udleveringen skal finde sted i dagene 22-26. juni.


Ministeriernes Pressesekretariat oplyser, at udleveringen af rationeringsmærker for den kommende rationeringsperiode så vidt muligt skal finde sted i dagene fra søndag den 22. til torsdag den 26. juni 1941. Udleveringen vil omfatte rationeringskort for sukker, smør, sæbe, brød, gryn, kaffe (herunder the og kakao), margarine samt smør- og margarinerabatmærker. Med hensyn til udlevering af rationeringskort for brød, gryn og kaffe bemærkes, at disse kort – ligesom brødkort for indeværende kvartal – er delt i 2 grupper:

A. rationeringskort for personer, der den 1. juli 1941 er fyldt 6 år (dvs. født 1. juli 1935 eller tidligere). Kortet indeholder rationeringsmærker for brød, gryn og kaffe (herunder the og kakao), og
B. rationeringskort for personer, der den 1. juli 1941 ikke er fyldt 6 år, (dvs. født efter 1. juli 1935). Kortet indeholder kun rationeringsmærker for brød og gryn.

Personer, der i indeværende periode har fået tildelt tillægskort for brød og gryn, kan – for så vidt der ikke er indtruffet sådanne ændringer i de pågældende forhold, at tildeling af tillægskort bør ophøre – uden fornyet ansøgning mod aflevering af de udleverede taloner kunne få udleveret et tilsvarende antal nye tillægskort for juli kvartal 1941 […]

Kilde: Uddrag, Hejmdal, 28. maj 1941.

1940 – Tildeling af margarinekort

Der gøres opmærksom på at der er forskel på tildeling af margarinekort, alt efter om man stor i by- eller sogne-kommuner.

I købstæderne er tildelingen betinget af, at vedkommende ikke skal betale over 70 kr. i indkomstskat til staten, for sognekommunerne er det betinget af, at der ikke svares mere end 52 kr. i indkomstskat til staten.

Seneste udlevering af Rationeringskort i Kolding Købstad, opgjort 29. juni 1940:

Sukkerkort: 24.100 stk
Alm. Kaffekort: 21.900 stk
Tillægs-Kaffekort: 3.000 stk
Smørrabatmærker: 4.300 stk
Margarinemærker: 12.100 sæt

Kilder:
Tildeling af Marginekort, Kolding Socialdemokrat, 29. juni 1940
Udlevering af Rationeringskort i Kolding Købstad, Kolding Socialdemokrat, 29. juni 1940

1940 – Rationeringsmærkerne

Kolding Folkeregister meddeler,:

at de for april kvartal 1940 udleverede rationeringskort for sukker, de for perioden 15. april-30. juni 1940 udleverede rationeringskort for kaffe og the såvel som de for maj og juni måneder 1940 udleverede margarinemærker ophører at have gyldighed den 1. juli 1940. De pågældende rationeringsmærker vil dog indtil den 1. august 1940 kunne anvendes ved næringsdrivendes indkøb grossist, brænderi, importør eller fabrik.

Kilde: annonce, Kolding Socialdemokrat, 20. juni 1940