1943 – Fest i Marielund for Realskolens elever

Kolding Realskoles Elevforening havde i aftes arrangeret en fest i Marielund, hvortil skolens dimittender var indbudt. Ca. 100 dimittender, ældre elever og lærere samledes om festligt smykkede kaffeborde.

Lærer Bech bød velkommen og rettede en særlig velkomst til de nye medlemmer i foreningen. Inspektør Munch og lærer Birkeland talte derpå for de to afgangsklasser, som de havde været klasselærere for, og lærer Birkeland læste et par fornøjelige skolehistorier. Så talte skolebestyrer Dalsgaard og redegjorde for foreningens formål. Han understregede, at den skulle hjælpe eleverne til at bevare forbindelsen med hinanden og med skolen.

Efter kaffebordet dansedes der. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 27. juni 1943.

1943 – Koldingenserne tog ud i Pinsen

Selv om 2. Pinsedag gav en del regn, var restauratørernes besøg over forventning

Det kom unægtelig bagpå de fleste, da det begyndte at fugte lørdag aften. Var det mon optakten til en våd Pinse, eller var det kun en forbigående regn. Man rådførte sig med barometret, der stod rest fast mellem “foranderligt” og “smukt”. Det kunne blive til hvad som helst, og det blev over forventning, selv om det satte ind med nedbør igen 2. Pinsedags eftermiddag og aften. I alt fald var vejret betydeligt bedre end på de samme helligedage i fjor.

Pinsemorgen oprandt strålende og med høj himmel. En mængde mennesker var tidligt på benene for at se solen danse. I de tidligere morgentimer gik allerede en stadig strøm af cyklister og morgenduelige vandrere ud ad vejene, nogle mod skoven, andre mod stranden, sådan blev det ved resten af dagen. Regnen i går eftermiddag var naturligvis en streg i regningen for de sommerglade mennesker og ikke mindst for restauratørerne. De sidste priste sig dog lykkelige, at det først begyndte at dryppe sent. For de flestes vedkommende var Pinsen reddet, og alligevel var det ærgerligt.

Tilfredshed over hele linjen

Vi forhørte os i aftes på nogle af omegnens restauranter og badhoteller for at få et billede af de to helligdages forløb. Fru Grün i Strandhuse var godt tilfreds. “Det har været helt overvældende”, sagde hun. “Vi havde ikke regnet med så stor en Pinse, men der har været næsten fuldt hus ustandseligt, så vi er glædeligt overrasket”. Også på Marielund, på Christiansminde, Løverodde og Bramdrupdam Kro var man tilfreds med Pinsen. Der havde været mange gæster begge dage. På Bramdrup-Skov restaurationen havde Arbejdersangforeningen sunget Pinsemorgen for en mængde morgenduelige Koldingensere, der var taget ud for at se solen danse. Hejlsminde og Gravenshoved Badehoteller havde ligesom fru Eriksen på Strandgårdens Sommerpensionat haft stort rykind. Der havde været mange gæster, som havde slået sig ned for de to dage, men enkelte andre steder havde besøget været noget mindre end ventet. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 15. juni 1943.

1942 – En 11-årig døvstum dreng dræbt af toget i Kolding Skov

Han var hjemme på ferie fra Døvstumme-instituttet i Fredericia og kom fra et besøg hos sin tante. Fra ulykkesøjeblikket til drengen blev fundet, gik en time.

Da to unge mænd i går eftermiddag passerede gennem Kolding Skov, fandt de på Troldhedebanens banelegeme, hvor stien går fra Marielund op til Skovløberhuset, en skikkelse liggende livløs mellem skinnerne, og ved siden af lå en knust cykel. Ved nærmere eftersyn viste det sig at være en frygtelig lemlæstet dreng. Han var død, og de unge mænd skyndte sig over på Marielund, der lå nærmest ulykkesstedet, og herfra tilkaldte de Falcks Redningskorps.

Kort efter at ambulancen var nået frem, var vi på ulykkesstedet. Ambulancen holdt ved siden af Troldhedebanens spor, og midt imellem skinnerne lå den forulykkede dreng. Hans livløse legeme var dækket til. Man kunne tydeligt at sporene fra hans cykel se, at han var kommet cyklende ned ad stien, der går over banen og langs med søen. Fra det sted, hvor cykelsporet holdt op, og 10-15 meter hen langs med skinnerne og i mellem disse, var jorden revet op, og der kunne ikke være nogen tvivl om, at drengen var kørt ind mod toget, var kommet under dette og blevet slæbt med et stykke.

Fundet tilfældigt en time efter ulykken

Ved en opringning til banens kontor oplystes det, at det sidste tog fra Kolding var afgået kl. ca. 13.30, og det bestod kun af lokomotivet og en vogn. Da drengen blev fundet, var klokken ca. 14.30. Ulykken var med andre ord ikke blevet bemærket af togets personale, og som følge af regnvejret var ingen passeret forbi på stien. I den korte ventetid, indtil politiet kom, havde vi en samtale med de to mænd, der først fandt den forulykkede dreng. Det var to vandrere, Svend Aage Jensen og Anker Christensen, begge fra Frederikshavn. De bor for tiden på Vandrehjemmet, og i går eftermiddag ville Jensen, der tidligere har ligget som soldat i Kolding, vise sin kammerat byen og dens nærmeste omgivelser. De var således gået en tur i skoven langs med søen og straks, da de så den lille skikkelse ligge mellem skinnerne, slog det dem, at der vat sket en forfærdelig ulykke. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 12. august 1942.

1942 – Udflugtsstedernes pinsebesøg varierede stærkt

Nogle havde stort rykind og måtte afvise folk, mens andre brændte inde med store mængder fødevarer.

Som restauratør J. P. Pedersen, Bramdrup-Skov restauration sagde, da vi talte med ham i aftes om den forløbne Pinse restaurationsmæssigt set: “Det var heldigt, ja, meget heldigt endda, at goderne blev så ligeligt fordelt, som de blev. Fint vejr med høj sol om morgenen og om formiddagen og en ordentlig bløde senere på dagen. Det må siges at være godt. Så vi må ikke klage, fortsatte hr. Pedersen. Pinsen blev reddet, og vi har haft styrtende med gæster både til spisninger og andet, så vi har haft knusende travlt”.

Noget lignende var svaret, da vi talte med fru Grün på Strandhuse restauration. “Vi havde simpelthen ikke plads til alle de mennesker, der kom, og mange måtte gå. Ja, det er jo både godt og ondt”, sagde fruen, “men for os har Pinsen været ovenud god.” Det samme svarede man os på Marielund: En overvældende god Pinse med mange gæster.

Da vi talte med nogle restaurationer langs kysten, mødte vi et mere nedslående svar. På Skamlingsbankens Hotel sagde man simpelthen sagde man simpelthen, at der ikke havde været meget at lave, og man havde naturligvis på hotellet belavet sig på stort rykind, som der plejer at være i Pinsen, men nu stod man og var brændt inde med en hel del madvarer, fordi publikum havde svigtet på grund af vejret. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 26. maj 1942