1941 – En fest med marsvin på menuen

Marsvinjagten i Lillebælt har hidtil givet et udbytte af 175 “svin”, og deraf er ca. 150 fanget i december. Resultatet betegnes som tilfredsstillende, når henses til, at fangsten svigtede i november, for vind og strøm var imod. Det har vist sig, at de marsvin, der er fanget i den sidste tid, har betydelig mere spæk end de første, og da spækken er det værdifuldeste, har den sidste tids fangst forøget den økonomiske udbytte væsentligt, meddeler ‘Fyns Venstreblad’. For øvrigt udnyttes alt på marsvinet, skindet garves til læder, der skal være lige så stærkt som svinelæder. Indvoldene går til rævefarme, og benene til benmelsfabrikker.

Kun har det knebet at få kødet afsat, idet der er en vis modvilje mod at spise marsvinekød; men nu har Marsvinelauget i Middelfart ført beviset for, at det ikke blot er spiseligt, men endog er en lækkerbisken. Lørdag aften samledes laugets medlemmer og enkelte af fangerne til et gilde på Vestfyns Forsamlingshus, hvor der udekukkende var marsvin på menuen. Først serveredes snitter med røget marsvinefilet og siden marsvinefilet, stegt som vildt. Serveringen gjorde stor lykke – den røgede filet blev endog sammenlignet med røget laks; men den mindede dog mere om røget rensdyrkød, både i smag og udseende. […]

Efter denne debut vil man sikkert snart møde marsvinet på det berømte danske brød.

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 23. december 1941.

1941 – Krigserklæring til marsvinene i Lillebælt

Den historiske marsvinejagt genoptages for at skaffe fedtstoffer. 1.000 marsvin skal lade livet i Gamborg Fjord og afkoges på Islands Brygge.
Marsvines-jagten skal genoptages! Fra Middelfart, der i flere sekler har været centrum for denne specielle jagt, meddeles, at ti mænd har startet et marsvins-laug, således som man også havde det under den forrige krig. Gamborg Fjord er det eneste sted, hvor disse Danmarks hvaler kommer i flokke. Men da man i 1917-18 genoptog marsvins-jagten for at skaffe fedt, slog man forretningen alt for stort op – og da den dag kom, hvor marsvinene ikke mere havde interesse, var der ikke få aktionærer, der sad tilbage med smerten. Det nystiftede selskab har draget lære af de bitre erfaringer fra hine dage, da man kun tænkte på marsvinene som en slags svømmende aktiebreve, der ville give 100 procent i udbytte. Nu drejer det sig om noget helt andet, nemlig fremskaffelse af et hårdt tiltrængt supplement til behovet af de tekniske fedtstoffer, der igen skal danne grundlaget for fremstilling af visse livsvigtige præparater. […]

Om få dage udspændes særlige marsvingarn i Lillebælt: Marsvinene vil blive tvunget ind på de særlige vandområder, hvorfra de i flokke ledes ind i Gamborg Fjord, og her begynder så slagtningen, der i mangt og meget minder om grindefangsten på Færøerne. Det menes, at der i september og oktober vil kunne blive indfanget ca. 1.000 marsvin. […]

Kilde: Uddrag, Social-Demokraten, 2. september 1941.

1941 – Marsvinefangsterne i Lillebælt begynder om en måned

Siden planerne om genoplivning af marsvinsjagterne i Gamborgfjorden kom frem, er der fra de interesseredes side arbejdet på at få alle forberedelser til side, men der er naturligvis mange specielle ting at tage hensyn til på dette felt, der ikke har været dyrket i 25 år, og det har været forbundet med betydelige vanskeligheder at skaffe ikke blot garn, men også det fornødne tovværk.

Nu er det imidlertid ved at lysne, idet garnet ventes i disse dage, og med hensyn til mandskabet har man allerede længe været sikret, idet det nødvendige antal vordende marsvinsjægere straks tegnede sig. Derimod oplyser fangstlederen, restauratør Johs. Thiesen, Teglgaard, overfor Mdf. Vbl., (red. Middelfart Venstreblad) kniber det noget med at få det tilstrækkelige og egnede bådmateriel, ligesom man må søge benzin til en motorbåd, idet en sådan er nødvendigt til jagten – men det opnås sikkert at få dette i orden. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 27. september 1941.