1944 – Det store afværgeslag i Memel-området

Russerne har nået Østersøen.

På Østfrontens nordlige fløj er det store afværgeslag i Memel-området stadig begivenhedens brændpunkt.

Russerne forsøger her med stor indsats af materiel at opnår et gennembrud i større udstrækning. Deres angreb i retning af Libau er bragt til standsning af det seje, tyske forsvar, og russerne retter derefter deres fremstød i retning af Østersøkysten nord og syd for Memel. Efter hårde kampe har de nået kysten, og deres panserstyrker og motoriserede afdelinger ruller nu hele dagen hen over de øde stubmarker fra syd og nord mod havnebyen, men alle deres angreb, som ydermere støtte af ilden fra talrige svære batterier, er hidtil brudt sammen over for det hårdnakkede, tyske forsvar. Russerne har herunder lidt meget store tab.

Kilde: Kolding Folkeblad, 12. oktober 1944.

1944 – Kampene ved Warszawa

Syd for Warszawa startede russerne med 5 infanteridivisioner et nyt gennembrudsforsøg fra brohovedet ved Varka. Efter en forbigående russisk terrængevinst stødte tyske tropper dybt ind i angribernes højre flanke, hvorved brohovedet blev presset stærkt sammen. Foran selve Warszawa kom det ikke til større kamphandlinger.

Østfrontslagets andet tyngdepunkt var også i går området nær Litauens vestgrænse nord for Memel-floden, hvor 9 russiske infanteridivisioner og 2 panserbrigader til at begynde med tiltvang sig et indbrud, som dog blev afslået ved et modstød af tyske infanteristyrker, der understøttedes af 100 nærkamp- og panserkampflyvere. 83 tanks, dvs. overvejende flertal af de to panserbrigaders kampvogne, blev ødelagt. På den baltiske front trådte russerne ved Bauske og Birzai an til et modangreb med meget stærke infanteri- panserstyrker. Det lykkedes dem dog ikke at bryde igennem i retning af Riga.

Kilde: Kolding Folkeblad, 8. august 1944.