1943 – Undtagelsestilstandens ophævelse

Generaldirektoratet for statsbanerne meddeler:

Alle begrænsninger i billetsalg til hurtigtog er ophævet, og der vil ikke foreløbig blive krævet adgangsbilletter til færgerne over Storebælt.

Amalienborg og Sorgenfri

Det danske politi overtog igår vagten på Amalienborg, hvor nu to karabinbevæbnede politibetjente er posteret foran Kongens Palæ og to foran Kronprinsens. Vagten ved Sorgenfri Slot, hvor Kongen for tiden opholder sig, er ligeledes i går overtaget af politiet.

Rigstelefonsamtaler som normalt

Generaldirektoratet for Post- og Telegrafvæsen meddeler:

De hidtil gældende indskrænkninger vedrørende bestilling af indenlandske rigstelefonsamtaler er bortfaldet.

Spærretid er hævet i hele Jylland

, undtagen i Thisted, hvor der foreløbig er færdelsesforbud fra kl. 23 til 6. […]

Færdselsforbud i Odense

Efter at den militære undtagelsestilstand er hævet, har den konstituerede politimester i Odense, politifuldmægtig Rasmussen af hensyn til oprettelse af ro og orden besluttet at indføre en færdselsindskrænkning, der gælder for tidsrummet kl. 23 til 5. Restaurationer og forlystelsessteder skal lukke kl. 22.

Berlins kommentar

Berlin, RB.

Ophævelsen af undtagelsestilstanden i Danmark bliver i Berlin betegnet som et yderligere skridt til genoprettelsen af normale tilstande i dette land. I denne forbindelse betones det, at man fra tysk side stedse har haft ønsket om opretholdelse af ro og orden som rettesnor.

Kilde: uddrag, Kolding Folkeblad, 7. oktober 1943.

1943 – Undtagelsestilstanden er ophævet

Befolkningen kan atter færdes frit

Fra kompetent tysk side meddeles:

Den miltære undtagelsestilstand ophæves fra og med onsdag den 6. oktober ved døgnets begyndelse. Nogle af de under undtagelsestilstanden udstedte forordninger forbliver i kraft.

En meddelelse fra det tyske riges befuldmægtigelse dr. Best.

Det tyske riges befuldmægtigede, dr. Best meddeler, at følgende af den øverstbefalende for de tyske tropper i Danmark under den militære undtagelsestilstand udstedt anordninger forbliver i kraft efter undtagelsestilstandens ophævelse, indtil meddelelse om deres ophævelse måtte blive givet:

  1. De i bekendtgørelse om etablering af undtagelsestilstand af 29. august 1943 indeholdte bestemmelser vedrørende forbud mod strejker og vedrørende forsamlingsforbud – dette sidste i det omfang, hvori forbuddet hidtil er blevet håndhævet.
  2. Forordning om beslaglæggelse af bygninger og ejendomme af 4. september 1943.
  3. Forordning om leverance og arbejdsydelse for den tyske værnemagt i Danmark fra danske firmaer af 4. september 1943.
  4. Bekendtgørelse af 3. september 1943 om forbud mod offentligt at bære dansk militær uniform.
  5. Forordning af 16. september 1943 om aflevering af dansk militært materiel.

De øvrige under undtagelsestilstanden udstedte anordninger træder ud af kraft ved undtagelsestilstandens ophævelse. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 6. oktober 1943

1943 – Elleve faldne danske soldater begravet

I formiddags i en fællesgrav på Bispebjerg Kirkegaard

København, RB.

På Bispebjerg Kirkegaard begravedes i formiddags 11 danske soldater, officerer og menige, som er faldne den 29. august. Fra militærhospitalet førtes 9 af dem i formiddags kl. 8.30 til kirkegården på 9 rustvogne. Alle kisterne var dækket med dannebrogsflag og smykket med blomster og kranse i rød-hvide farver. Til hver enkelt båre var sendt kranse fra Kongen, fra chefen for generalkommandoen og fra alle hærens forskellige afdelinger. Hvor vogntoget kom frem på sin vej til kirkegården, stod folk stille med blottede hoveder og front mod kisterne for at vise de faldne danske soldater den sidste ære.

De nu faldne fra militærhospitalet er:

  • Kaptajnløjtnant Sigurd Snerding
  • Overkonstabel ved søværnet Knud Basse Jensby
  • Menig Aage Edvard Hansen
  • Menig Robert Vilh. Isbo
  • Korporal Svend Haldager Michelsen, Slagelse.
  • Mathelev ved søværnet Ove Kaj Rasmussen, Odense
  • Menig Hans Kristian Jørgensen, Ry pr. Gørlev
  • Menig Lars Johs. Bødker Larsen, Endrup pr. Fredensborg.
  • Menig Poul Vilhelm Olsen.

Foruden disse begravedes ligeledes i formiddags premierløjtnant Poul Hansen-Nord og overofficiant Ove Kaj Karbo, Ringsted. Alle de faldne begravedes i en stor fællesgrav i overværelse af de pågældende nærmeste slægtninge. Ved sørgehøjtidligheden talte garnisonspræsten, pastor Erling Steenberg, der ligeledes forrettede jordpåkastelsen.

Kilde: Kolding Folkeblad, 2. september 1943.

1943 – En redegørelse for begivenhederne, der førte til undtagelsestilstand

Det konstateres, at situationens videre udvikling vil afhænge af danskerne selv.

Berlin, onsdag. R.B.

Om de sidste begivenheder i Danmark, der førte til proklamering af undtagelsestilstanden, er yderligere følgende enkeltheder bleven bekendt:

Antallet af sabotagetilfælde i Danmark var i de sidste uger før proklameringen af undtagelsestilstanden bleven forøget på betænkelig måde. Danske og britiske faldskærmsudspringere var bleven sendt til Danmark for at være behjælpelig ved organiseringen af sabotagehandlingerne.

Propagandabølge fra England

Samtidig satte der fra England en stærk propagandabølge ind. I de større byer i Danmark, såsom Aalborg, Aarhus, Odense og endog i København, fandt der strejker sted. Skønt de tyske soldaters optræden fra alle sider, endog fra dansk side, var bleven betegnet som mønsterværdig, blev disse i stadig hyppigere grad korporligt generet af uansvarlige provokatører, så at de ved disse lejligheder så sig nødsaget til at sætte sig til modværge med våben.

Det er klar påvist, at englænderne står bag denne sabotagebølge og ophidselsen af den danske befolkning. I en meddelelse fra Londons Radio den 29. august bekræftes dette udtrykkelig med fælgende ord: “Det kan være, at den danske revolution er den første revolution i en omhyggeligt planlagt serie af oprør i det besatte Europa, for hvilke oprør tid og sted er fastsat af den allierede overkommando.” Endvidere havde den britiske radiokommentator Patrick Lacy i Londons Radio ganske åbent udtalt: “Sabotagen i Danmark er i det sidste års tid stadig steget, og dette er sket ved hjælp af britiske faldskærmsudspringere.” Endvidere skriver Londonbladet ‘Star’ i anledning af den kendsgerning, at aktionen er strandet: “man er u mange kredse i London af den mening, at den danske revolte måske er startet for tidligt.” […]

Den resterende danske hær opløst og afvæbnet

Hvad angår den faktiske situation i Danmarks, så er den resterende danske hær oplæst og bleven afvæbnet. Størstedelen af de danske krigsfartøjer blev sikret (sichergestellt). Modstand som viste sig hist og her, blev brudt let og med mindste tab. Kongen og kronprinsen befinder sig på deres slotte. I mellemtiden er arbejdet overalt i Danmark blevet genoptaget. i hele landet herser der ro. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 2. september 1943.

1943 – Regeringens afskedsbudskab

En henstilling til tjenestemændene

Officielt meddeles:

Ministeriet Scavenius har den 29. august til Kongen indgivet sin demissionsbegæring og er straks ophørt at fungere. Administrationen i ministerierne og generaldirektoraterne ledes indtil videre af vedkommende departementschef, generaldirektør eller direktør. Foruden ministeriet trådte tilbage, har det afgivet følgende udtalelse:

I denne for vort land så alvorlige time ønsker vi på ny at opfordre befolkningen til at udvise ro og besindighed. Særlig er det os magtpåliggende at udtale, at vi forventer, at alle statens tjenestemænd i den forhåbentlig korte tid, undtagelsestilstanden vil vare, forbliver på deres post og under deres ansvar som tjenestemænd fortsætter deres gerning til bedste for land og folk, således at det søges undgået, at der opstår gnidninger mellem statens organer og de tyske autoriteter, der i kraft af krigens love og den erklærede undtagelsestilstand midlertidig har en særlig myndighed at udføre.

En henvendelse til aktive danske militærpersoner

Vedkommende tyske myndighed har anmodet Ritzaus Bureau om at offentliggøre følgende:

Alle aktive danske militærpersoner, der den 29. august ikke befandt sig ved deres afdeling eller på deres tjenestested, skal omgående melde sig til den nærmeste tyske kommandant. Undladelse af senest den 3. september at efterkomme denne anvisning straffes i henhold til reglerne om undtagelsestilstanden.

Al civil jernbanetrafik forbudt

Fra kompetent tysk side meddeles, at al civil trafik på banerne indtil videre er forbudt. Undtagelser kan gøres, hvor det drejer sig om rejser, der er af betydning for krigs- eller livsvigtige virksomheder, eller som er af livsvigtig betydning (f.eks. læger eller jordmødre). Sådanne rejser kan kun foretages, når man er i besiddelse af en særlig legitimation. Henvendelse derom sker til vedkommende politimyndighed. Denne undersøger sagen og afgiver legitimation til afstempling hos den lokale tyske kommandant. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 31. august 1943.

1943 – Bekendtgørelse

København den 29. august 1943

Bekendtgørelse

De sidste begivenheder har vist, at den danske regering ikke mere er i stand til at opretholde ro og orden i Kolding. De af fjendtlige agenter fremkaldte uroligheder retter sig umiddelbart mod den tyske værnemagt. Jeg proklamerer derfor i henhold til artiklerne 42-56 i Haager Landkrigsordningen den

militære undtagelses-tilstand i Danmark

Med øjeblikkelig varsel anordner jeg følgende:
1. Embedsmænd og Funktionærer ved de offentlige myndigheder og Institutioner skal loyalt fortsætte med at opfylde deres embedsforpligtelser. De skal efterkomme de anvisninger, som bliver givet af de indsatte tyske opsynsmænd.

2. Sammenstimlinger og ansamlinger af flere end 5 Personer på gader og på offentlige steder er forbudt. Ligeså er alle forsamlinger, også de ikke offentlige, forbudt.

3. Lukketiden fastsættes til mørkets frembrud. Fra dette tidspunkt er også enhver trafik på gaden forbudt.

4. Enhver afbenyttelse af post, telegraf og telefon er indtil videre forbudt.

5. Enhver strejke er forbudt. Opfordring til strejke til skade for den tyske værnemagt fremmer fjenden og straffes i reglen med døden.

Overtrædelser af forestående bestemmelser vil blive straffet ved de tyske standretter. Mod voldshandlinger, sammenstimlinger osv. vil der hensynsløst blive gjort brug af våben.

Enhver borger i Danmark, som efterkommer denne på folkeretsligt grundlag hvilende krigslov, tilsikres personens og ejendommens urørthed i henhold til lovene.

Den øverstbefalende for de tyske
Tropper i Danmark


Kilde: Bekendtgørelse fra den tyske værnemagt om militær undtagelses tilstand, 23. august 1943. Fundet i Baagøes Samlinger, som opbevares på Kolding Stadsarkiv.