1941 – Kaffen

Den strækker til i juli kvartal, men derefter store vanskeligheder med fordelingen

Ministeriernes Pressesekretariat oplyser, at de forsyninger af kaffe, der findes her i landet, vil kunne strække til for juli kvartal, altså til 1. oktober.

Men så vil det også være slut. Det er givet at der vil opstå betydelige vanskeligheder ved fordelingen af den kaffe, der er tilbage, idet den ligger på forholdsvis få hænder og er meget ulige fordelt. I den sidste uges tid har der imidlertid vært fært forhandlinger herom i Handelsministeriet og der skal nu være opnået en ordning vedrørende fordelingen […]

Kilde: Uddrag, Fredericia Social-Demokrat, 3. juni 1941.

1941 – Den næste uddeling af rationeringsmærker

Udleveringen skal finde sted i dagene 22-26. juni.


Ministeriernes Pressesekretariat oplyser, at udleveringen af rationeringsmærker for den kommende rationeringsperiode så vidt muligt skal finde sted i dagene fra søndag den 22. til torsdag den 26. juni 1941. Udleveringen vil omfatte rationeringskort for sukker, smør, sæbe, brød, gryn, kaffe (herunder the og kakao), margarine samt smør- og margarinerabatmærker. Med hensyn til udlevering af rationeringskort for brød, gryn og kaffe bemærkes, at disse kort – ligesom brødkort for indeværende kvartal – er delt i 2 grupper:

A. rationeringskort for personer, der den 1. juli 1941 er fyldt 6 år (dvs. født 1. juli 1935 eller tidligere). Kortet indeholder rationeringsmærker for brød, gryn og kaffe (herunder the og kakao), og
B. rationeringskort for personer, der den 1. juli 1941 ikke er fyldt 6 år, (dvs. født efter 1. juli 1935). Kortet indeholder kun rationeringsmærker for brød og gryn.

Personer, der i indeværende periode har fået tildelt tillægskort for brød og gryn, kan – for så vidt der ikke er indtruffet sådanne ændringer i de pågældende forhold, at tildeling af tillægskort bør ophøre – uden fornyet ansøgning mod aflevering af de udleverede taloner kunne få udleveret et tilsvarende antal nye tillægskort for juli kvartal 1941 […]

Kilde: Uddrag, Hejmdal, 28. maj 1941.

1941 – Brødrationerne er dækket

Kornafleveringen gået efter forventning
Der er af Statens Kornkontor foretaget en opgørelse over de mængder korn, der er afleveret i høståret 1940-41. Af brødkorn var beregnet at skulle komme 405.000 tons, og der mangler kun nogle få tusinde tons i dette kvantum. Det viste sig, at for rugens vedkommende manglede der en del i det beregnede kvantum, men dette opvejes praktisk talt af en større aflevering af hvede end beregnet og desuden af en del afleveret blandingskorn. Ministeriernes Pressesekretariat oplyser, at efter dette må det afleverede kvantum brødkorn siges at svare til forventningerne, således at rationeringsplanen for brød er dækket […]

Kilde: Uddrag, Fredericia Social-Demokrat, 16. maj 1941.