1941 – Kommunen skal købe tørv fra Svanemosen

Som tidligere omtalt er man i færd med at danne et aktieselskab til udvinding af generatorbrændsel i Svanemosen. Efter hvad godsejer Egemose Nielsen, Fovslet, oplyser over for Folkebladet, består aktionærerne foruden godsejeren tillige af landsretssagfører Juhl, mejeriejer Stiltz, Vejle, fabrikant Rasmussen, Vorbasse, entreprenør og ejendomshandler Nielsen og møller P. Andersen, Vonsild. Aktiekapitalen bliver på ca. 150.000 kr. Med hensyn til afvandingen, vil den store afvandingsplan ikke blive gennemført lige straks, idet man i så fald næppe kunne få nogen produktion i gang til sommer. Derimod vil man straks foretage en mindre omfattende privat afvanding.

Arbejdskraften skal hentes dels fra byen og dels fra omegnen. Der har i de sidste dage været forhandlet med Arbejdsmændenes Kredsorganisation om lønforholdene og der skal være opnået enighed. Det er hensigten, at der skal arbejdes i flerholdsdrift og den eneste fridag i sæsonen bortset fra dem, naturen skaber, bliver 1. pinsedag. Det er selskabets tanke at Kolding Kommunen, elektricitetsværket og sygehuset skal aftage tørv fra Svanemosen mod at der delvis anvendes arbejdskraft fra Kolding. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 25. november 1941.

1941 – Nyt hold frivillige til Frikorps Danmark afrejst igår

Tale af kaptajn E. N. Møller
Fra Ingeniørkasernen i Ryvangen afsendtes i går eftermiddag det andet større kontingent af frivillige til Frikorps Danmark. Til stede ved højtideligheden var vicepræsident, SS-Oberführer Kanstein og det tyske riges befuldmægtigede Dr. Schaler, endvidere repræsentanter for Våben SS, de tyske myndigheder, N.S.D.A.P, D.N.S.A.P samt den tyske koloni.
Chefen for Frikorps Danmarks stabskontor, kaptajn E. N. Møller bød de unge mennesker velkommen i Frikorps Danmark, idet han mindede dem om, at de rejste med den kongelige danske regerings vidende og velvilje og at de ville blive kommanderet af danske officerer og under Dannebrog. Han udtalte, at tusinder ville tænke på dem. Fremtiden ville blive uvis og Frikorpset ville sikkert blive sat overfor alvorlige opgaver […]

Kilde: Uddrag, Demokraten, 10. august 1941.