1944 – Heftig brand i Lunderskov i aftes

Ved et dygtigt arbejde fra ejerens side blev ilden begrænset

I aftes ved 23-tiden opdagede man, at det brændte i vognporten til vognmand Aksel Nielsens ejendom i Storegade i Lunderskov. Vognskuret var af træ, og ilden havde, da den blev opdaget, allerede kraftigt fat. Der blev omgående slået alarm både til det lokale brandvæsen og til Falck i Kolding og Vejen, som begge sendte motorsprøjter afsted. Branden var faretruende, fordi vognskuret var bygget sammen med stuehuset til den ene side, og til den anden side lå ligeledes en træbygning, hvori der bl.a. opbevaredes et meget stort lager af generatortræ. Vognmand Nielsen og gdr. Ejner Sørensen, Andst Skov, der var på besøg i Lunderskov, og som tilfældigt kom hen på brandstedet, udrettede et meget stort arbejde for at begrænse ilden til vognporten. De fik fat i en vandslange, og det lykkedes dem også at holde ilden borte fra skuret med generatortræet, indtil det lokale brandvæsen og de tilkaldte Falck-sprøjter kunne sætte ind. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 26. maj 1944