1942 – En del finske skolebørn får sikkert lov at blive i Danmark

Forholdene i de fleste finske hjem sådan, at man ikke kan modtage børnene.

Der foreligger nu nærmere meddelelse om finske børn i Danmark og Sverige. I går holdtes i Finland en konference til drøftelse af spørgsmålet om de finske børns hjemsendelse til Finland. Lensrepræsentanterne for den finske komité, der varetager forsendelserne til Sverige, samledes i Helsingfors for at afgive rapport til tilstanden i hjemmene, der i løbet af sensommeren skal modtage de skolepligtige børn. Desuden var Mannerheimforbundets komité for de finske børn i Danmark, baron F. Vrede, fru Munsterheim og fru Schildt til stede.

Der synes at være store muligheder for, at en del af de skolepligtige børn får lov at blive hos plejeforældrene endnu noget tid. Lensrepræsentanterne var på mødet enige om, at forholdene i langt den største par af de finske hjem ikke tillod, at børnene kom hjem på det nuværende tidspunkt. Repræsentanterne for de sydlige len, der skulle være bedst stillede, anslog, at kun 25 pct. af hjemmene var i stand til, at byde børnene betryggende forhold. Der er grund til at tro, at ministeriet vil tage et betydeligt hensyn til udtalelserne fra lensrepræsentanterne, der er bedst kendt med forholdene i hjemmene. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 29. juli 1942.