1940 – Hvor bliver den tredje Alsang i Kolding?

Efter hvad vi i dag erfarer, er det nu afgjort, at Kolding får sin tredje Alsang. Det bliver søndag d. 1. september om eftermiddagen – altså samme dag, som det er bestemmelsen, at der skal holdes folkesang over hele landet på én gang. Det er endnu ikke bestemt hvor Koldings tredje folkesangsstævne skal holdes. Som bekendt viste Slotsgården sig alt for lille ved det andet stævne […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 23. august 1940.

1940 – Folkesangaften i Grindsted

Grindsted Gymnastik og Idrætsforening indbyder den 21. august 1940 til Folkesangaften i Grindsted Anlæg. Foreningen håber på bedre tilslutning, end ved den seneste sangaften forrige uge, hvor ikke særligt mange var mødt op på grund af det dårlige vejr.

Derudover kan det fra Grindsted meldes at Arbejdersamariterne i Grindsted (A.S.F.) har fået ny formand, valget faldt på den hidtidige kasserer portør H.S. Bæk, som ny kasserer er valgt mejerist Nic. Petersen, og til sekretær kontorassistent Ejner Andersen.

Kilde: Folkesangaften i Grindsted, Kolding Socialdemokrat, 21. august 1940
Ny formand for A.S.F., Kolding Socialdemokrat, 21. august 1940

1940 – Så skal vi til Alsang igen – alle.

På Koldinghus søndag eftermiddag kl. 4. Bliver Slotsgården for lille?

De nødvendige formaliteter er nu gået i orden, således at der på ny er givet tilladelse til at holde Alsang i Koldings Slotsgård … Der skulle jo helst komme mindst lige så mange, som der forleden var ved Skyttehuset i Vejle, nemlig 6.000. Selv københavnerne er begyndt at synge. Der var samlet det kolossale tal af 120.000 mennesker i Fælledparken onsdag aften […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 16. august 1940.

1940 – Fællessang i Slotsgården

Der er arrangeret fællessang i Slotsgården på Koldinghus, det er byens forretninger som står som arrangørerne bag. I disse tider må danskerne holde sammen, i morgen er det fire måneder siden tyskerne overskred den danske grænse.

Kilde: Besættelse og befrielse Brikker til en mosaik om livet i Kolding 1940 – 45, af Jesper Hansen og Niels Jørgen Østergaard, Kolding Stadsarkiv 1995

1940 – Radio-pigekoret i Kolding

I dag ankom med toget 11:51 radio-pigekoret til Kolding Banegård, der vil i aften klokken 8 være koncert foran Kolding Rådhus, dette gentages igen i morgen mandag klokken 5.

Pigekoret består af 14 piger og er kun to år gammelt, det har dog allerede oplevet en stor popularitet, men det er os kun de allerbedste som kommer med i koret. For tiden er der enighed om en ting blandt drenge og piger, de vil synge danske sange.

Mandag formiddag vil pigekoret sejle ud med Fjorddamperen til Sanatoriet ved Kolding Fjord for at give koncert til de unge derude. Der er lige nu indlagt omkring 180 små patienter på Sanatoriet, formentligt vil de stå klar til at modtage pigekoret, når Fjorddamperen lægger til.

Kilder: Kolding Socialdemokrat, 5. august 1940,
Kolding Folkeblad, 3 og 5. august 1940

1940 – Finlandsaften i Nørre Bjert

Den 3. marts 1940 afholdte Jagtforeningen i Eltang-Vilstrup Sogn og Nr. Bjert Ungdomforening en Finlandsaften, med dilettantforestilling hvor der fremførtes Hostrup’s ,,Eventyr på Fodrejsen.”.

Ungdomforeningens formand, Fr. H. Buhl, bød velkommen, og gjorde de tilstedeværende opmærksomme på, at aftenens overskud skulde gå til Finland.

Efter forestillingen, der modtog et stort bifald, var der fælles kaffebord og taler til fordel for Finland. Talerne ved forstander Kelstrup, Drejens Optagelseshjem, proprietær K. Beck, Nedergaard, samt gårdejer J. Højer, Nørre Bjert. Efter talerne sang de tilstedeværende også den finske nationalsang, og på formanden Buhls opfordring “Vor Gud han er saa fast en borg”. Aften forløb ifølge arrangørerne ganske vellykket, der indkom et overskud på 310 kroner, som er afleveret til konsul Stenderup i Kolding.

Derudover kan det om Finlandsstøtten i Danmark meddeles at statsradiofonien vil indføre finsk-undervisning for de evakuerede finske børns plejeforældre. Finsk undervisningen vil komme til at falde ind i den øvrige timeplan for sprogundervisning.

Kilde: Finlandsaften i Nørre Bjært, 7. marts 1940, side 4, Kolding Folkeblad
Finskundervisning i Radioen, 7. marts 1940, side 4, Kolding Folkeblad

1940 – Smuk Finlandsaften i Lunderskov

Ved en indsamling indkom 652 kroner.

Sønderjysk Forening for Lunderskov og Omegn havde i aftes samlet mange mennesker til Finlandsaftenen på Missionshotellet. Salen var smukt pyntet med de fem nordiske flag. Formanden, grosserer Michaelsen, Lunderskov, bød de mødte velkommen og omtalte de urolige forhold og mindede om Finlands indsats for frihed og menneskeret. Også her fra Lunderskov havde man ønsket at række dem en hjælpende hånd. Derefter sang forsamlingen den finske nationalsang, ”Vort Land, vort land”.

Så talte provst Lindegaard, Vejen, om Finland, Nordens grænsevold mod øst. Han fortalte om de geografiske og befolkningsmæssige forhold i landet. Han omtalte Johan L. Runebergs digtning, Sibelius’ musik og Finlands historie i det hele taget, som altid havde været en kamp for at bevare et frit land for et frit folk. Provsten sluttede, mens alle rejse sig, med at udtale et: Gud bevare Finland […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 23. januar 1940.