1942 – Herredledere mødes i Vejle

Søndag den 21. juni 1942 mødtes i Vejle herredslederne i DNSAPs syssel (afdeling) Jelling-Almind. Mødet var indkaldt af den lokale sysselleder Jørgen F. Kock.

Mødet blev åbnet klokken 15, hvor syssellederen Kock indledede med nogle mindeord om von Schalburg, herefter blev der sunget en sang og ”det egentlige møde” tog ”sin begyndelse”.

Syssellederen fortsatte med at trække ”linjerne op for det arbejde, herredslederne i den kommende tid skal udføre og lade udføre gennem deres respektive afdelinger, i vor fælles kamp for et national-socialistisk Danmark. Flere ting af rent organisatorisk art blev nøje gennemgået”.

Afdelingslederen for Tørrild herred kunne på mødet fremvise afdelingens nye brevpapir, bærende herredets gamle bomærke. Syssellederen anbefalede de øvrige afdelinger, om ligeledes at fremhæve deres herreds bomærker til lignende formål og anvendelse.

Kilder:
Fædrelandet, 26. juni 1942

1942 – Fælles skal vor stræben være

Indlæg i DNSAP’s avis Fædrelandet af Alminde-Jelling Syssel sysselleder Hans Petersen fra Binderup.

Som vi alle er blevet gjort bekendt med, er Jelling-Almind Syssel nu udskilt som et selvstændigt syssel. Den dag, da vi fik denne meddelelse, skulle der jo gerne gennem hver eneste af os være gået den tanke – med en ærlig vilje bag – at nu vil vi også vise vore kampfæller landet over, at vi kan stå på egne ben og føre kampen for vor idé i det område, der er betroet os af vor fører, og som vi nu bærer ansvaret for, således at national-socialismens evangelium bliver båret frem til vårbrud.

Som frosten om vinteren vinder vort fædrelands jord, således er vort folks brede masse bundet af de marxistiske og liberalistiske livsanskuelser, men også her tror vi på et vårbrud. Det kommer ikke som vårbruddet over Danmark, når solen stiger på himlen, men det kommer, når hagekorsets idé føres frem på en sådan måde, at det er os national-socialister, der bærer den ny tid frem i kærlighed til folk og fædreland.

Ja, lad det kendes på os, der har meldt sig som banebrydere for den ny tid, thi da vil vort værk lykkes og det kolde marxistiske og liberalistiske livssyn, der i dag behersker store dele af vort folk, vil svinde bort i sund erkendelse af, hvad der bedst tjener Danmark og det danske folk. Og det kan ingen sige, at det gamle system gjorde.

Her i vort syssel, har vi jo Carl Plougs fødeby, Kolding, og vi husker digterens ord, der lyder:
Kom tilbage med det høje
Mål for mandens sind og øje
Med den milde
Længslens kilde,
Med bedriftens sejrskor!
Kom tilbage med det stærke
Præg af stammens modermærke
Med de rige
Broderlige
Hjerteslag i hele norden!

Ja, lad os kalde sådan, så bliver vi sikkert hørt. Det gælder om at få øvet vor gerning rigtigt og på en sådan måde, at ingen kan være i tvivl om, at folkets og Danmarks vel er et og alt for os danske national-socialister. Lad det kendes på os, at det er os, der elsker vort land og folk, således at de, der endnu følger systemets veje, må erkende, at de derved er med til at fornægte, hvad de til syvende og sidst nødigst af alt ville svigte, nemlig folk og fædreland.

Vi må pege på de skæbnesvangre samfundsforhold og spørg: Kan vi virkelig være tidens Danmark bekendt? Bevarelsen heraf overlader vi til dem, der endnu ikke er fundet ind i vore rækker. Men som regel svarer de jo med at gå udenom sagens kerne.

Ofte mødes vi med modspørgsmålet: Er i jert ansvar bevidst? Og så er det godt, om vi ud fra vor daglige færd er således stillet, at vi kan svare med et klart og tydeligt: Ja vi er! Thi vi ved, at ingen jurist, ej heller nogen præst kan fri systemet for ansvaret for de tusinder af arbejdsløse landsmænd, de knuste hjem, de brudte menneskeskæbner, den herskende nød og elendighed og de fortvivlede selvopgivelsens veje, som Danmarks ungdom ledes ind på. Men enhver kan gøre sin indsats for bedre forhold ved selv at gå i kamp med liv og sjæl for national-socialismens idé, ideen om et folkefællesskab.

Drager vi ud i denne vor kamp som ansvarsbevidste kvinder og mænd, da kan vi også lære andre, og vi vil gå frem med sejrende skridt, således at den lysets magt, der ligger i folkefællesskabet, vil fortrænge tidens mørke og håbløse levevilkår, således at det ny Danmark vil blive en kendsgerning.

Dansk Front!

Hans Petersen
Binderup pr. Dalager St.

Kilder:
Fædrelandet, s. 4, 26. februar 1942

1942 – Socialdemokratisk Forbund i Kolding

Kassererskifte på generalforsamlingen i aftes.

Socialdemokratisk Forbund holdt i aftes ordinær generalforsamling, der på grund af den svære vinter er bleven udskudt fra januar. Formanden, folketingsmand M. Larsen, bød velkommen og takkede for samarbejdet i det forløbne år. Efter at Peter Ravn var valgt til dirigent og Axel Andersen havde oplæst protokollen, aflagde formanden beretning for virksomheden i det forløbne år, idet han udtalte smukke mindeord over de siden sidste generalforsamling afdøde medlemmer: oplæser Andrup, installatør Stridsland, fhv. cigarmager Elkjær og fhv. losseform. H. J. Madsen. Ære være deres minde! (forsamlingen rejste sig).

Beretningen

I sin beretning oplyste formanden, at medlemstallet er 1.460, hvilket er en fremgang fra i fjor. Tilgangen har været 107, men tiden vi er inde i, maner til forsigtighed med hensyn til optagelse, idet vi f.eks. under ingen omstændigheder må optage medlemmer, der tidligere har stået i det kommunistiske parti, og naturligvis afviser vi også folk, der kommer fra Frits Clausens lejr. [I det forløbne år har der været 1 politisk møde, 4 medlemsmøder, 4 fester, 4 generalforsamlinger og 11 bestyrelsesmøder. Formanden gav nogle kommunalpolitiske oplysninger, navnlig vedrørende elektricitetsforsyningen over samleskinnen i overensstemmelse med de udtalelser, folketingsmanden allerede har fremsat til vort blad. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 13. februar 1942.

1942 – DNSAP afholder møde i Kolding

Det nationalsocialistiske DNSAP har annonceret møde i Kolding på Industriforeningen søndag den 8. februar 1942. DNSAP starter med afdelingsmøde (kaldet Sysselting) kl. 12 om eftermiddagen, og senere kl. 16 vil der være offentligt møde.

Som taler, kommer forfatteren Harald Tandrup fra København, samt som repræsentant for Arbejdsfronten kommer Oluf A. Andersen, ligeledes København.

Kilde:
Fædrelandet, s. 9, 7. februar 1942

1941 – Brevet gik naturligvis lige i papirkurven

Efter flere nazistiske presse angreb på Socialdemokratiet, svarede partiet igen igennem sine egne aviser.

Hr. Frits Clausens partiorgan Fædrelandet har fået en pænere tone og roser sig af det flere gange om ugen: Se, er vi da ikke pæne! At det mere snavsede arbejde så overlades talentet Steen Rasmussen ved ugebladet Nationalsocialisten, er kun en praktisk arbejdsfordeling i disse tider, hvor vi alle må dele det forhåndenværende arbejde.

Nu har Fædrelandet fået en ny streng på sin stradivarius. Bladet klynker! Klynker sådan rigtig hjerteligt, hvad man slet ikke umiddelbart ville tiltro et udpræget kamporgan, som vil intet mindre end omstyrte ”systemet”. I går bringer Fædrelandet på forsiden en firespaltet artikel med bladets største typer i følgende rubriker: Den åndelige borgerkrig må og skal bringes til ophør – systemet kan ikke forsvare at fortsætte sin kamp mod nationalsocialisterne, som arbejder på rent dansk grundlag – der tales om metoder, som er fremmede for os danske, men det er systemet, der har indført dem.

Og så fortælles der i artiklen om disse skrækkelige angreb, som systemet slet ikke kan være bekendt. Tænk, andre partiers agitationer tilsøler dem, ja, de har endog på redaktionen fået anonyme breve, som de har overladt opdagelsespolitiet til granskning.

Man må næsten få medlidenhed med de herrer. Vi andre får ganske vist også anonyme breve med trusler om vold og andet – for et par måneder siden kom der til Social-Demokraten redaktør et sådan brev. Brevet, der var underskrevet S A. 280. lovede, at en stormtrop ville komme den følgende aften og i tilslutning til en artikel i Fædrelandet kidnappe redaktøren. – Brevet gik naturligvis lige i papirkurven.

Vi må i øvrigt beklage, at det aldrig er lykkes os helt at forstå, hvad man fra nationalsocialistisk side mener med betegnelsen ”systemet”. Hvem er det, og hvad er det? Er det brugt i nedsættende betydning, er det et hånsudtryk? Formentlig! Mener man regeringen eller regeringspartierne, hvorfor da ikke bruge disse ord? Det var vistnok noget for pressens moralvogtere og sprogrensere at bede Fædrelandet bruge udtryk, som var forståelige for alle.

For Socialdemokratiets vedkommende frabeder vi os udtrykket ”Systemet”. Vi er socialdemokratiet og vil man angribe os, må man bruge vort navn. Nu siger bladet, at nationalsocialisterne kun har anvendt systemets egne metoder. De ”midler og metoder”, som vi har bebrejdet Fædrelandet – udslettelse af blade, stille folk op ved muren og kidnapning af redaktører – har det i hvert fald aldrig lært af det danske socialdemokrati, som aldrig har truet med eller anvendt dem.

Bladet slutter med nogle bemærkninger om den åndelige borgerkrig.

Vi venter Hr. Statsminister Staunings stilling til den åndelige borgerkrig. Skal den fortsættes, så for os gerne, men vi tager da de våben i anvendelse, som er nødvendige til sikring af personlig ære, til fjernelse af rygtesmede og til opnåelse af tåbelige (skal formentlig være tålelige. Red. Anm.) tilstande for mennesker, hvis åndelige indstilling ikke falder sammen med det smuldrende systems.

– Lads os sige til Fædrelandet’s let forvirrede artikel, at der er hverken åndelig eller anden borgerkrig i Danmark. Der foregår en politisk kamp mellem partier og idealer, som vi altid har haft for skik i Danmark, hvor meningsfriheden er så stor, og i denne politiske kamp må alle partier have lige ret, det er demokratiets lov.

Demokratiske partier og demokratisk presse har kun svaret på angreb. Hvis Hr. Clausens parti nu ikke tåler angreb mere, da tilkommer det de danske nationalsocialister, der begyndte angrebene på os, også at gøre begyndelsen ved at ophøre med angrebene.

Kilde: Aandelig Borgerkrig, Fre. Socialdemokrat, side 3, 8. februar 1941