1942 – Fem dræbte af bomber i Sønderjylland

Angreb på Tønder og på et godstog lørdag eftermiddag. To engelske maskiner skudt ned – en ved Rejsby og en i Aarhusbugten.

Ritzaus Bureau erfarer:

Lørdag eftermiddag har flere engelske bombeflyvere overfløjet Sydjylland. De nedkastede brand- og sprængbomber over Tønder, hvorved følgende personer dræbtes: dyrlæge Carl Chr. Jensen og dennes 15-årige datter Inge Jensen samt fru Edith Margrethe Larsen og dennes 4-årige datter Birgit Larsen. Samtidig blev flere personer mere eller mindre sårede. Endvidere blev en del beboelses- og forretningsejendomme beskadigede.

Lokomotivet for et godstog, der kørte på strækningen fra Tønder mod Ribe, blev i nærheden af Døstrup ramt af en bombe, hvorved lokomotivføreren Niels Henry Andersen, dræbtes og fyrbøderen såredes hårdt. Der skete ingen anden materiel skade end på lokomotivet.

En af de engelske bombemaskiner blev skudt ned af det tyske luftværn. Den styrtede ned i nærheden af Rejsby. Af dens besætning var to mand døde. Natten til søndag var der atter overflyvninger af engelske flyvere over Jylland. En af dem blev skudt ned i nærheden af Aarhus og styrtede brændende i havet. Der skete ingen bombeskader i nattens løb. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 13. juli 1942.