1943 – Aktionen mod de danske jøder

Til Hr. Rigsudenrigsministeren personligt.
Den danske konge har netop – 1. oktober 1943 kl. 18.30 – ladet tilstille mig en i dag
dateret skrivelse af følgende indhold:
”Deres Excellence, selvom den udøvende magt i henhold til den mig den 29. august d.å.
overbragte meddelelse fra Hr. kommandanten for de tyske tropper i Danmark er overgået
til den tyske værnemagt, er det mig dog, efter at jeg er blevet gjort bekendt med et
forlydende, hvorefter man fra tysk side skulle have til hensigt at foretage skridt mod
jøderne i Danmark, magtpåliggende – ikke alene af menneskelig omsorg for mit lands
borgere, men også af frygt for de videre konsekvenser i det fremtidige forhold mellem
Tyskland og Danmark at fremhæve over for Dem, at særforanstaltninger med henblik på
en gruppe mennesker, der i mere end 100 år har nydt de fulde borgerlige rettigheder i
Danmark, ville kunne få de alvorligste følger.
Christian X”

Dette skridt fra Kongens side er forårsaget af de rygter om en forestående jødeaktion, der
er opstået her umiddelbart efter indførelsen af undtagelsestilstanden, og som er steget
indtil panikstemning, efter at kommandanten for de tyske tropper i Danmark den 28.
september 1943 har meddelt den midlertidige leder af det danske udenrigsministerium, at
undtagelsestilstanden ville vare ved indtil videre, og at man forbeholdt sig videregående
forholdsregler. Fra vor side er der gjort alt, hvad der blot var muligt, for navnlig over for
officielle og uofficielle forespørgsler at hemmeligholde den forestående aktion (f.eks. ved
mit i telegram nr. 11621) af 29. september 1943 meddelte svar til direktør Svenningsen,
hvorefter jeg i anledning af det af ham ønskede dementi af jøderygterne ville indhente
forholdsordrer fra mine overordnede). Alligevel vil den af rygterne fremkaldte panik vanskeliggøre aktionen ved, at talrige jøder ikke vil opholde sig i deres egne lejligheder. Aktionen begynder i dag kl. 21.00.
Dr. Best.

Kilde: dr. Werner Best’ telegram til den tyske udenrigsminister Ribbentrop, kl. 19.30, 1. oktober 1943. Folkedrab.dk

1943 – Et yderst spændt forhold mellem Danmark og Tyskland

En note fra Berlin vedrørende de danske officerer

Tyskerne er gået endnu et skridt videre i deres angreb på Danmarks suverænitet. Denne gang er spørgsmålet så meget mere alvorligt, som det drejser sig om et forsøg på at påtvinge danske officerer et uhørt diktatur.

Fra Berlin er indløbet en note til den danske regering, hvori man ikke alene kræver at hærens sædvanlige arbejde med at føre mobiliseringslisterne a jour (adresseforandringer ect.) omgående indstilles, og at det forbydes de militære myndigheder ved hjemsendelse af mandskab at give den sædvanlige påtegning i soldaterbogen om, hvor den værnepligtige skal møde i tilfælde af mobilisering, to krav, som allerede er blevet opfyldt, men tyskerne er gået så vidt, at de har meddelt i denne note, at de er “meget gerne ser” et vist antal danske officerer som “gæster” i Tyskland ved et “kursus” i teknik og praktisk krigsførelse.

Denne indbydelse, hvis mening næppe er til at tage fejl af, hvis man da ikke lige netop hedder Scavenius, Gunnar Larsen eller Niels Svenningsen, har selvfølgelig vakt den største bestyrelse blandt danske officerer. […]

Kilde: Uddrag af det illegale blade: De Frie Danske, 6. juni 1943, nr. 8, 2. årgang.

1942 – Frikorps Danmarks afrejse i dag

Afskedsparade på kasernen i København med tale af brigadefører Kanstein og den nye tyske øverstbefalende

Frikorps Danmarks orlov er nu udløben, og afrejsen fandt sted i dag fra København efter en afskedsparade på kasernen på Artillerivej. En stor kreds af de frivilliges slægtninge og venner var mødt frem for at tage afsked. Blandt de tilstedeværende bemærkedes i øvrigt den nye øverstkommanderende for de tyske tropper i Danmark, general von Hanneken, den tyske befuldmægtigedes stedfortræder, minister Barandon, SS Brigadefører von Kanstein, marineattaché, admiral Henning og legationsråd, presseattaché Meissner. Som repræsentant for de danske myndigheder sås generalløjtnant Ebbe Gørtz med adjudant og udenrigsministeriets direktør, Niels Svenningsen; endvidere bemærkedes folketingsmand Frits Clausen m.fl.

Efter at korpset var afleveret til brigadefører V. Kanstein, holdt denne fra en talerstol, der var anbragt på kasernepladsen, en afskedstale til korpset:

“Jeres orlov er nu til ende”, sagde brigadeføreren bl.a. “I har fået den for jeres indsats ved Østfronten, og rigsføreren for SS ville desuden give jer lejlighed til at få forbindelse med hjemmet og med jeres kære. Adolf Hitler har i sin sidste tale henvist til, at vi med fuld tillid kan se denne krigs videre udvikling i møde. Disse ord har givet os nyt mod og ny tillid. Vi véd, at ofrene ikke vil være bragt forgæves, og at vort store mål: Det nye Europa, vil blive nået. Jeres faldne kammerater vil altid været et manende eksempel for jer, og jeg véd, at også I altid vil være rede til at sætte livet ind for idéen. Vor tro på de germanske folks sejr er urokkelig. Med disse ord siger jeg farvel til jer på SS-førerens vegne og giver jeg de bedste ønsker med for fremtiden.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 13. oktober 1942.