1944 – Koldings evakueringsplan gøres færdig

En vejledning uddeles sammen med rationeringskortene i næste uge

Luftværnsmyndighederne i Kolding færdiggør nu evakueringsplanen, og sammen med rationeringskortene, som udleveres i næste uge, vil alle hustande få tildelt en trykt vejledning, som skal opbevares. Den lyder således:

Ordre om evakuering vil blive bekendtgjort ved løbesedler, plakatopslag, i pressen eller pr. højtalervogn. Enhver, der ikke er beordret til særlig tjeneste, skal møde på et af de nedennævnte registreringssteder, medbringende denne kuvert. Hold Deres familie samlet. Ingen må forlade byen, uden at denne kuvert (det er vejledningen) er stemplet på registreringsstedet. På registreringsstedet vil det blive meddelt, hvortil og hvordan evakueringen skal foregå.

Registreringsstederne er for:

Den sydlige bydel (syd for åen):

  • Brændkjærgaard for beboerne øst for Haderslevvej.
  • Kristinesminde (Lykkegaardsvej) for beboerne vest for Haderslevvej.

Den nordlige bydel (nord for åen):

  • Overmarksgården for boere vest for Bredgade, Kirketorvet, Låsbybanke, Låsbygade, Hospitalsgade, Koldingbjerg, Svalevej, Spølrundevej og Nørresmarksvej.
  • Ridehuset for de øvrige beboere i den nordlige bydel.

Alle, der møder med cykel, evakueres pr. cykel. For syge, ældre og svagelige personer, mødre med småbørn og lignende vil der blive truffet særlige foranstaltninger med hensyn til befordring. Husk at være fornuftig påklædt og medtag kun hvad De kan bære eller befordre med cykel, barnevogn eller lignende. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 8. september 1944.

1942 – 10 lejligheder til husvilde – i tre stenhuse og to træhuse

Borgmesteren stadig en uforsonlig modstander af træhusene, der tænkes bygget ved Eksercermarken.

I Kolding Byråds møde i aftes forelå fra Boligudvalget den ønskede indstilling angående opførelse af små, billige ejendomme til husvilde. Winding redegjorde for indstillingen, der fik ud på at opføre:

  • To dobbelte, murede huse med fire lejligheder på en kommunen tilhørende grund i Læssøegades forlængelse.
  • Et dobbelt, muret hus med to lejligheder i Borgmestervangen.
  • To dobbelte træhuse med fire lejligheder på Skovvejen ved Nørremarksvejen (Ved Eksercerpladen). Vedr. træhusene havde H. Petersen og Aage Elling forbeholdt sig deres stilling.

Winding tilføjede, at man håbede at kunne tage træhusene i brug til efteråret. Den samlede udgift ansloges til 85.000 kr. for alle 10 lejligheder. […]

Borgmesteren og Hans Petersen viste sig at være uforsonlige modstandere af træhusene, medens Elling nærmest var utilfreds med placeringen. Flere andre kunne også tænke sig et mere centralt sted til dem, og det blev fremført, at der burde indrettes W.C.er i de lejligheder, der byggedes ved gader og kloaker. Der var betænkeligheder ved vanskelighederne ved at skaffe vand ved Eksercermarken, og flere medlemmer kunne også ønske træhusene bygget enkeltvis i stedet for sammen […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 21. juli 1942.