1941 – Danmarks ældste død

I en usædvanlig høj alder af 104 år, er Danmarks ældste borger død, der er tale om tidligere lærerinde frk. Hvid fra Hjørring ved Skanderborg.

Indtil for 45 år siden (ca. 1896) arbejdede frk. Hvid som lærerinde på Skanderborg Kommuneskole, hvorefter hun gik på pension. I de senere år af livet, boede frk. Hvid hos forfatter Johannes Terkelsen i Hjørring.

Frk. Hvid var født på Møballegård ved byen Hovedgård. Under hendes levetid, nåede kun at opleve seks forskellige konger reagere Danmark. Hendes far, der kom til at eje gården Tammestrup tæt ved Skanderborg, havde i 1772 overværet henrettelserne af Struense og Brandt.

For nyligt døde også Norges ældste, fru Karen Pannewitz fra Oslo, som blev 106 år gammel og var enke efter en polsk tømrermester.

Kilder:
Danmarks ældste død, Fre. Socialdemokraten, side 2, 13. februar 1941
106-årig død i Oslo, Fre. Socialdemokraten, side 2, 12. februar 1941

1941 – 670.000 udenlandske arbejdere i Tyskland

Det tyske blad ”Reich-Arbeits-Blatt”, har fundet vej til de danske medier, der i februar 1941 kan meddele, at der siden sommeren 1939 i Tyskland har været anvendt 670.000 udenlandske fagarbejdere.

De besatte vestlige områder, derunder Danmark, har sendt omkring 218.000 arbejdere til Tyskland, mens Italiens har sendt 70.000 og Slovakiet omkring 46.000.

I Danmark kalder man arbejderne for Tysklandsarbejdere.

Kilde:
670.000 udenlandske arbejdere i Tyskland, Fredericia Socialdemokrat, 7. feb 1941, side 2

1941 – Over 2000 sømænd omkommen med neutrale skibe

Siden krigen startede i 1939 har verdens neutrale lande mistet skibe med 1,350,000 tons gods, og over 2.000 sømænd, som er gået ned med deres skibe.

Sverige har siden krigsudbruddet mistet i alt 80 skibe, med omkring 275.000 tons gods. 484 svenskere har mistet livet, efter deres skibe er blevet sænket.

Norge har i samme tidsrum mistet 107 skibe, hvorved 605 nordmænd har mistet livet.

Kilde: Kolding Socialdemokrat, 3. januar 1941

Rigsleder Rosenberg om germanske skæbnefællesskab

Fra Berlin udtalte rigsleder Rosenberg sig den 9. juli 1940 til inden- og udenlandske medier, om det nordiske skæbnefællesskab, fra talen citeres:

Den nationalsocialistiske bevægelse har bestræbt sig for at gøre så mange kredse som muligt i Skandinavien bekendt med det nye Tyskland. Den gensidige meningsudveksling skal tjene til at bane vej for en politisk forståelse og en dybere erkendelse af det store germanske skæbnefællesskab.

Det er forståeligt, når en lille nation ikke vil lade sig regere af en anden af samme størrelse. Derimod er vi overbevist om, at en lille nation ikke mister noget af sin ære, når den stiller sig under et stort folks og et stort riges beskyttelse. At anerkende et Rige som det tyskes storhed er ikke noget tegn på svaghed, men en anerkendelse af et af Europas eksistensskæbnebud. Det samme gælder også forholdet mellem det tyske rige og det skandinaviske område

Kilde: Rigsleder Rosenberg om germanske skæbnefællesskab, Kolding Socialdemokrat, 9. juli 1940

1940 – Tyske soldater kan rejse hjem over Sverige

Fra Tidningarnas Telegrambureau meddeles til den danske presse at det svenske udenrigsministerium har udsendt følgende kommunique:

Ved indstilling af fjendtlighederne i Norge er de af krigen forårsagede indskrænkninger i den gennemgående trafik fra og til Norge ophørt.

Fremtidigt kan alle arter af varer transporteres på de svenske jernbaner. Samtidig vil der blive givet tilladelse til gennemrejse for personer, der tilhører den tyske krigsmagt, især soldater, der rejser på orlov. Hertil skal benyttes særlig tog og vogne, der stilles til rådighed for dette formål!

Kilde: Tyske soldater kan rejse hjem over Sverige, Kolding Socialdemokrat, 6. juli 1940

1940 – Vestmagternes krigspolitik overfor Norge

I sin tale i lørsdags (27. april 1940) gav den tyske rigsudenrigsminister von Ribbentrop den oplysning, at tyske tropper hos tilfangetagne engelske officerer havde fundet beviser for, at det var Englands og Frankrigs hensigt at foretage en besættelse af Norge.

Tyskerne har nu udgivet en hvidbog med omfattende dokumentsamling, der viser den “engelsk-franske krigsudvidelses-politik“. Indholdet i samlingen skulle blandt andet være gjort ved anholdelsen af en officer i Lillehammer, samt den engelske konsul i Narvik, men også den franske Marineattachés papirer i Oslo, samt dokumenter fundet i det norske udenrigsministerium.

I hvert af hvidbogens afsnit, er der givet faksimileaftryk af dokumenterne, og dertil er knyttet en tysk oversættelse.

Kilde: Vestmagternes krigspolitik overfor Norge, 29. april 1940, Kolding Socialdemokrat

12. april 1940 Kæmnerfuldmægtig Castbergs dagbog

Stadig forskellige rygter om forholdene i Norge-hvad er til at tro? Man forstår ikke, at myndighederne, regeringen og byrådet ikke gør noget for beskyttelse af civilbefolkningen, nu er der da ikke noget at skjule og der er da endnu større chancer for et bombardement end tidligere – hvor er det rædsomt og håbløst det hele med sådanne ledere. Borgmesteren kaldte mørklægningen »narrestreger«, da jeg i tirsdags henvendte mig hos stadsingeniøren om assistance, det er betegnende.

Kl. 13 fik jeg ordre til at indkalde luftværnsudvalget til møde den 13. kl. 11. Nu har ministeriet dog endelig givet besked om at indrette beskyttelsesrum.

Uddrag af Kæmnerfuldmægtig T. E. Castbergs dagbog fra 9. april og dagene frem, første gang trykt i Koldingbogen 1981.

2. del: Kæmnerfuldmægtig Castbergs dagbog fra 9. april

Disse dystre begivenheder bevirker, at man går rastløs rundt, hvad skal man gøre – kommer englænderne nu med bomber. Mødet i aften angående husvagter aflyses – en underlig, uvirkelig atmosfære, hvad vil regeringen -kommer der direktiver derfra, ligegyldigt, knugende uro, harme over forsømmelser – ikke græde over spildt mælk nu – men hvad skal man gøre?

Politikommissæren kommer ind stærkt altereret, han var ved søndre bygrænse med 2 mand og møder først en afdeling dansk artilleri under vanvittig flugt tilbage gennem Kolding – underretter føreren om at fjendtligheden er indstillet, de næste, der kommer er 3 motorcykler med 3 mand i hver, som politikommissæren standser i den tro, at det er danske, men det er den tyske værnemagt og bøsseløbene er varme endnu fra Haderslev og rettes med spændt hane mod politikommissærens bryst og i skrap tone falder korte spørgsmål, om Kolding er besat af militær, om der vil blive skudt, om han er øverste politimyndighed?

Efter tilfredsstillende svar afsikres og politikommissæren slap med livet – han kunne lige så let have været skudt ned med det samme, det var yderst farligt at standse den tyske fremrykning på det tidspunkt, men skæbnen ville det heldigvis sådan – Kleberg var selvfølgelig stærkt påvirket, senere blev han taget op og kørt tilbage af en tysk officer i en efterfølgende vogn. Officeren forsikrede om Tysklands fredelige hensigter.

Lidt efter stod jeg og så ud af vinduet. 2 officersvogne og flere motorcykler standsede ved politivagten og Koldings fremtidige kommandant oberst (Mahler) ankom med afdeling og stab. Klokken var da ca. 11. Obersten blev modtaget af politikommissæren ved politivagten og ført op til borgmesteren, hvor landsretssagfører V. Juhl m. fl. byrådsmedlemmer stadig opholdt sig og hvor forhandlingerne nu begyndte. – Det er godt, at vi har en mand som Juhl, han forstår situationen og har tilstrækkelig sprogkundskab og optræden. Forhandlingerne forløb under venligste former. Obersten fremhævede de venskabelige hensigter og vi vor vilje til at efterkomme alle rimelige ønsker. Obersten fik kvarter i ligningskommissionens værelse.

Flyverne brummede til stadighed over os – i løbet af formiddagen trykkede jeg kaptajnløjtnant Petersens hånd – vi kunne ikke sige noget – ingen af os – jeg ville i al fald have fået vand i øjnene. Vi spiste frokost som sædvanligt uden appetit. Der var næsten intet at bestille på kontoret. Jacobsen overdrog mig at tilse rådhusets mørkelægning, det var rart at komme til at virke med noget -Flemming ringede fra Esbjerg, hvorom rygterne også havde meldt om bombardement, at alt var i orden, dog lå der i havnen 16 tyske krigsfartøjer både store og små.

Da jeg kom hjem om aftenen gik jeg straks i gang med mørkelægningen, og det tog hele aftenen. Kl. 12.30 hørte jeg radioens udsendelse om kongens proklamation og regeringens proklamation om mørkelægningen. Efter mørkets frembrud kl. ca. 9.00 gik jeg ned for at efterse rådhusets mørklægning og den var i orden. Foran politivagten traf jeg politimesteren, politikommissæren og brandinspektøren, men der var intet nyt – hvorefter hjem igen. Pressens radioavis – proklamationen – hele landet er nu besat – og Norge vist nok også, dog skal der være ydet modstand flere steder i Norge.

Uddrag af T. E. Castbergs dagbog fra 9. april og dagene frem, første gang trykt i Koldingbogen 1981. Læs første del her eller se 9. april-tags.