1943 – Kolding går stilfærdigt ind i det nye år

Der ligger en alvorlig tone over årsskiftet denne gang

Så står vi atter foran et årsskifte. 1943 bliver i aften 1944, og rundt om i hjemmene lyder i aften, når uret falder i slag, ønsket om et godt og heldbringende år. Det bliver i hjemmene, vi i år må ønske godt nytår. Tidligere modtog mange mennesker det nye år ved festerne rundt om på restauranterne. Det er forbi. I år er der ikke givet dispensation fra de ordinære lukketider, så restaurationerne må lukke kl. 23, ganske som de plejer. Denne tidligere lukketid har naturligvis også influeret på restauratørernes dispositioner og har medført, at der ikke her i Kolding afholdes store nytårsfester nytårsaften.

Kolding Avis har rettet et rundspørge til de større restauranter, der ellers hvert år har holdt nytårsfester, der varede langt ind i det nye år.

Ny form for festligholdelse

På Hotel Kolding svarer man, at man vil forsøge en helt ny form for nytårsaften. “Tidligere har vi altid holdt fest nytårsaften. Men byens borgere har flere gange beklaget, at vi ikke i stedet for serverede en soupér under stille og rolige former, og det har vi besluttet at gøre i dag. Vi serverer altså soupér, og kapelmester Freddies duo underholder. Traditionen tro holder vi derefter nytårsfest 1. nytårsdag, også med udsøgt middag”. Restauratør A. Jul. Hansen, Trocadero svarer, at man vil gøre hvad man kan for at trylle den gode stemning frem. “Ganske vist er det ikke morsomt at fejre nytår og slutte allerede kl. 23, men det må vi jo indstille os på, og så gør vi, hvad der står i vor magt. Der er allerede ca. 100 gæster, der har forudbestilt, og vi serverer en udsøgt nytårssoupér, som krydres med musik og sang”. For tiden optræder den italienske tenor, Amadeo Ricci, som bekendt på Trocadero. På Industrien er der også kommet mange forudbestillinger, og her serveres middag med franske vine. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 31. december 1943.

1943 – Nytårs-voldssagen afslørede en bude-tyvebande i Kolding

6-7 unge mennesker på gale veje

I lørdags omtalte vi en voldssag, der udspillede sig nytårsaften på en herværende restauration. Et 17-18-årigt bud af profession havde givet en anden ung mand inden for samme branche en næsetyver, så den overfaldne måtte køres på Kolding Sygehus med en brækket næse og en hjernerystelse. Foruden en politisag mod overfaldsmanden for vold mod sagesløs person – der var ikke tale om skænderi eller slagsmål – vil sagen også føre andre ting med sig, således at 6-7 andre unge mennesker – også bybude – vil blive trukket ind i alvorlige retssager som sigtede for tyveri eller hæleri.

Under afhøringen af voldsmanden måtte denne nemlig redegøre for hvor han havde sin spiritus fra. Det viste sig da, at han havde fået det meste af sin rus gennem drikkevarer hos kollegaer, der havde stjålet spiritussen fra købmænd i Kolding, hvor de havde pladser som bude.

I lørdags blev der begået tyveri af for 100 kroner planter fra gartner Larsen på Gøhlmannsvej. Man mistænkte en tidligere medhjælper for at være gerningsmanden, man fandt ham, og han tilstod at være tyven. I denne sag optrådte der en anden ung mand, som man sigtede for hæleri. Også han fik man fat i, og han tilstod – ikke blot hæleriet, men også yderligere tyveriet fra en slagterforretning.

Disse sager viser sig at gribe ind i hinanden, så man – ad to veje – er kommet på sporet af en bude-tyvebande, der har haft adskillige tyverier fra deres arbejdspladser på samvittigheden. Det meste af det stjålne er dog bragt til veje ugen, men naturligvis har det ikke været muligt at fremskaffe den spiritus, som de opvakte unge bydrenge havde beruset sig i nytårsaften. […]

Under arbejdet med denne sag, der således kommer til at gribe ind i flere unge menneskers og deres påførendes liv, er kriminalpolitiet faldet over en ung Koldingenser, en malersvend, broder til den overfor tomtalte gartnermedhjælper. Malersvenden var anbragt på tvangsarbejdsanstalten, hvorfra han var bortgået. Efter at han var fundet, blev han sendt tilbage til Horsens til videre afsoning.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 4. januar 1943.

1942 – Borgmesterens nytårstale: Opgaven for Kolding bliver at skaffe arbejde og boliger

Det første møde i det nye år i Kolding Byråd indledes som sædvanlig med borgmesterens nytårstale. Knud Hansen sagde:

Vi har nu atter passeret et årsskifte. Det er nu tredje krigsvinter, vi er inde i. Forholdene bliver på mange områder vanskeligere, særlig fordi at det kniber med tilførsler af råvarer. Det skaber store vanskeligheder for byggeriet og for en mængde industrielle foretagender. Rationeringen af levnedsmidler bliver skarpere, og mange af de husholdningsvarer, som tidligere brugtes her i landet, kan slet ikke fås. Men trods alt dette har vi det langt bedre, end man har det i de krigsførende lande. Når man ser på forholdene ud over verden, hvor krigen raser, så må man trods alt sige, at vi her i landet har det godt.

Den omstændighed, at vort land besat af en krigsførende magt, hviler som et tungt tryk på landet, men når Danmark kan blive holdt ude fra direkte deltagelse i krogen, og vi, når den slutter, atter kan få den fulde frihed og selvstændighed, må disse byrder bæres med tålmodighed. Tidens vanskeligheder må man ved fælles anstrengelse søge at komme igennem. […]

Beskæftigelse og boliger

Hvad det nye år vil bringe, ved vi ikke. Men vi ved, at to store opgaver kalder på os. Der skal skaffes beskæftigelse, og der skal skaffes boliger. Vi er navnlig vedrørende boligspørgsmålet inde i en truende situation. På grund af indkvartering er en stor del af vore folkeskoleundervisning mangelfuld. Skulle det komme dertil, at vi tvinges til at tage skolelokaler i brug til husvilde familier, vil forholdene for folkeskolen yderligere forværres. I løbet af et par måneder vil Almenskolens gymnastikbygning formentlig være færdig, og da har Kolding en af landets bedste højere almenskoler, hvad lokaleforholdene angår.

Det store Søndergadeprojekt vil uden tvivl i første halvdel af dette år kunne være færdigt, og når Haderslevvej fra mejeriet op til Agtrupvej samtidig sættes i sømmelig stand, har Kolding fået en god indfaldsvej sydfra og en god forbindelsesvej til havnen. Opgaverne vil jo i øvrigt melde sig lidt efter lidt.

Jeg vil udtale ønsket om et godt år for Kolding by og dens opland, og herved ønsker jeg et godt nytår med godt samarbejde for Byrådet som helhed, og et godt nytår for hver af byrådets medlemmer. Mit sidste og højeste ønske skal være, at den frygtelige krig, som raser over hele kloden, må være afsluttet, inden dette år går til ende, så budskabet om fred på jorden atter kan få gyldighed.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 6. januar 1942.

1942 – Nytårsløjer, der kunne have kostet menneskeliv

Bil mod cementrør på Kolding-Haderslev landevej.

Politiet i Haderslev søger at finde gerningsmændene til nogle ualmindelige ondartede nytårsløjer. Nogle ukendte personer har nytårsnat trillet et stort brøndrør, ca. 1 meter i diameter, ud på hovedvej nr. 10 ved Rørkjær, 5, km. nord for Haderslev, og væltet det om på enden, så det lå fast.

Da en vognmand fra Haderslev ved 2-tiden kom kørende nordpå med 7 passagerer, der havde været til nytårsfest i Haderslev, opdagede chaufføren først i sidste øjeblik det grå rør, der næsten ikke var til at skelne fra vejbanen, som har cementbelægning, og der skete et sammenstød, hvorved bilens forparti blev stærkt ødelagt. En af passagererne blev slynget frem mod glasset bag førersædet og fik nogle hårde knubs, men passagererne slap i øvrigt med skrækken. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 2. januar 1942.

1942 – Restaurationernes nytårsaften i Kolding

Der blev rekordomsætning over hele linjen.

Som det allerede kunne ses ved kort rundspørge dagen ført nytårsaften, blev årsskiftet fejret som ingen sinde tidligere i Kolding. Overalt melder man om så stor omsætning, som man aldrig før har haft det. På Astoria fortæller overtjener Forsberg, at der hele aftenen igennem herskede den bedste stemning, og alt forløb pænt og nydeligt fra først til sidst. Ved midnatsslaget sprang bomben med flag og andet pynt, og der blev holdt en tale, hvorefter man sang ‘Der er et yndigt land’. Dondes Band og sangerinden Gitte Gleerup blev hyldet og fik den ene fremkaldelse efter den anden af det begejstrede publikum.

Også på Palmehaven-Trocadero havde alle tiders rekordomsætning, og det var værd at bemærke, at næsten alle var mødt festklædte for at festligholde årsskiftet. Stemningen var fin aftenen igennem, og ved midnatstid trådte direktør J. Hansen frem og holdt nytårstalen, hvorefter man sang ‘Kong Christian’.

Alhambra var ligeledes fyldt til sidste plads og humøret holdt sig pænt inden for rimelighedens grænser lige til lukketid. På Hotel Kolding tilbragte 300 mennesker nytårsaften, og der var orkester både i den store sal og i restaurationen. […] Hotel Royale melder ligeledes om en rekordaften. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 2. januar 1942.

1941 – Knaphed på Nytårstorsk

Julestormen har besværliggjort fiskeriet.

Torsk er efterhånden bleven en fast ret i en mængde hjem nytårsaften, og vi spurgte i formiddag fiskehandler Vinding, om man regner med at kunne tilfredsstille efterspørgslen. Det kommer sikkert til at knibe, lød svaret, da det er meget småt med torsk i disse dage, hvor alle folk vil have torsk. Fiskerne har ikke kunnet komme ud i juledagen på grund af stormen, og nu efter at vinden er falden, er strømmen så stærk, at fiskeriet besværliggøres meget. Dertil kommer, at fiskerne i disse pretroleumsknappe tider ikke er meget for at gå ud , undtagen i godt vejr, da der ellers bruges for meget petroleum til et for ringe fiskeri. Og fra andre fiskepladser kan vi heller ikke vente at få ret mange torsk. Det er snart lige meget, hvor man ringer hen, så har de ingen. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 30. december 1941.

1941 – Hvad man må og ikke må nytårsaften

Restaurationerne skal lukke senest kl. 2 – alt fyrværkeri forbudt.

Kolding oplevede i fjor en meget stilfærdig nytårsaften, og politiet håber, at det også bliver tilfældet i år. Al afbrænding af fyrværkeri en naturligvis stadig forbudt – der er grund til at understrege, at selv om man fra de “gode gamle dage” har fyrværkeri liggende, må det ikke benyttes i alt fald ikke udendørs. Vejret opfordrer jo næppe til længere udendørs ophold, lige så lidt som det gjorde i fjor, og der er politipatruljer ude for at sørge for, at aftenen kan forløbe stilfærdig overalt.

M.h.t. restauranterne, så er der jo for denne ene aften dispenseret fra de normale lukketidsbestemmelser. Restaurationer med udvidet åbningstilladelse må have åbent til kl. 2, men kun lukke gæster ind tin kl. 12, og ikke servere efter kl. 1. Heller ikke foreningsfester må naturligvis vare længere end til. kl. 2. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 30. december 1941.

1941 – Danse-restauranterne melder fuldt hus nytårsaften

Hver eneste tomme plads vil blive besat i Montparnasse, Trocadero og Astoria.

Interessen for at fejre nytårsaften ude er åbenbart større i år end nogensinde tidligere, og byens tre danserestauranter kan allerede nu melde alt optaget. Direktør Christensen, Astoria, udtaler på vor henvendelse, at man aldrig nogensinde har været udsat for, at der blev udsolgt så tidligt. Allerede i aftes var hver eneste stol i salen forudbestilt, og der er nu kun ganske få pladser tilbage i restauranten. På Montparnasse er pladsbilletterne også revet bort, oplyser direktør Holmen Thomsen, og det samme er tilfældet for Trocadero og Palmehaven. Her er alle lokaler allerede beslaglagt ved forudbestilling, noget man aldrig tidligere har oplevet på så tidligt et tidspunkt. Og der er allerede nu bestilt flere supper end vi overhovedet serverede sidste nytårsaften, føjer direktør Juhl Hansen til. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 30. december 1941.