1945 – Berlins kapitulation

Englænderne har besat Lübeck

Reuter meddeler fra Moskva: Stalin har torsdag meddelt, at Berlin er blevet fuldstændig erobret, og garnisionen har nedlagt sine våben.

Ifølge de sidste efterretninger om kampene i Nordtyskland, er de britiske tropper nået frem til Østersøen. Lübeck er besat, og ved selve Østersøkysten, midtvejs mellem Lübeck og Rostock, er Wismar indtaget. Amerikanske tropper har indtaget byerne Schwerin og Hagenau. Fra øst er russerne efter besættelsen af Stralsund nået frem til Rostock og Warnemünde.

Kilde: Kolding Folkeblad, 4. maj 1945.

1945 – Moskva Radio om Danmark

“Timen nærmer sig, da Danmark skal befries af russiske tropper”

Ifølge meddelelse fra Moskva er der for første gang under denne krig anmeldt sovjetrussiske krav på herredømmet over hele Østersøen. Den kendte sovjetrussiske militærkommentator Jermashoff har i Moskva Radio talt om den påstående vedvarende trussel fra Tysklands side over for Sverige, Polen, Danmark og Norge, og i denne forbindelse erklæret, at tiden nu var inde for Sovjetunionen til at gøre ende på denne trussel én gang for alle. Det tyske herredømme i Østersøen, udtalte Jermashoff videre, sin afslutning, og den time, da Danmark skal befries af sovjetrussiske tropper, nærmer sig. Endvidere kan der regnes med afgørende operationer i Skagerrak og Kattegat til befrielse af de øvrige nordiske lande.

Kilde: Kolding Folkeblad, 4. april 1945.

1944 – Sverige holder fast ved sin neutralitet

Regeringserklæring som indledning til Rigsdagens udenrigspolitiske debat

Stockholm, RB.

Det er uden for enhver tvivl, hedder det i regeringsdeklarationen, at Sverige agter at holde fast ved sin neutrale holdning. Vort folks bedste ønske er, at det snarest muligt kan stille sit produktsapparat i genopbygningens og det mellemfolkelige hjælpearbejdes tjeneste.

Sveriges handel med de krigsførende, særlig den eksport, som må anses for at være til hjælp fir krigsførelsen, er nedsat til en ren ubetydelighed, og der kan her ikke være tale om noget bidrag til krigens forlængelse. Østersøens forvandling til kampområde foranledigede regeringen til at spærre de svenske territorialfarvande langs den botniske bugt og Østersøen til og med Falsterbo Kanal for udenlandske handelsskibe.

Vi er overbeviste om, at Finland befinder sig i en meget vanskelig situation. Det har været muligt i stor udstrækning at forsyn Finland med levnedsmidler samt industrielle fornødenheder og produkter fra Sverige. Sveriges beredvillighed til international samvirken består, og man må håbe, at det også inden for den planlagte nye verdensorganisation vil blive muligt for de mindre nationer, som frie medlemmer af verdenssamfundet, at yde sin medvirken til at opbygge en fredelig ordning.

Kilde: Kolding Folkeblad, 31. oktober 1944

1944 – Invasion i Danmark

Tidsskriftet ‘Folk og Værn’ bringer i sit nummer for oktober følgende artikel angående spørgsmålet om en invasion i Danmark:

Efterhånden som krigsalarmen stiger mod øst, mod syd og vest, er det kun naturligt, at man også i Danmark er optaget af spørgsmålet om hvorvidt, der ligeledes kan tænkes etableret en front mod nord. Der skal derfor ganske kort redegøres for, hvorledes Danmarks stilling er i dag.
Danmark ligger som et glacis foran den voldgrav, som Østersøen danner foran den tyske nordkyst. Det er desuden både et vigtigt forbindelsesled mellem Tyskland og Norge og en spærrelinje for en søværts forbindelse gennem Bælter og Østersø mellem vestmagterne og Rusland. Det ville endelig kunne blive en betydningsfuld basis for angreb på Tyskland til etablering af det sø- og luftherredømme over Østersøen, der ville være nødvendigt for et videre angreb fra nord på selve Tyskland.

Der er altså forsåvidt grunde nok for de allierede til en invasion i Danmark. Derimod er det et spørgsmål, om de ikke i øjeblikket er så hårdt engageret, at de ikke kan afse tilstrækkelige styrker hertil og også stadig håber at kunne nå deres krigsmål ved at koncentrere hele deres kraft om de angreb, der nu er i gang. Derfor vil spørgsmålet om en allieret invasion her i landet muligvis først blive aktuel, hvis krigen stivner på de øvrige fronter. Man må dog i ethvert fald regne med, at vestmagterne fra luften vil søge at hindre forbindelsen mellem Tyskland og Norge ved angreb på havne, flyvepladser og trafikknudepunkter i Danmark. Ligeledes kan det tænkes, at et eventuelt russisk flådefremstød i Østersøen vil sigte på Bornholm for med denne ø som basis at søge den østlige Østersø med den Baltiske kyst og den Botniske bugt afskærmet. […]

Kilde: Uddrag, Demokraten, 22. oktober 1944

1944 – En dansk damper torpederet i Østersøen af russisk u-båd

Fire mand af besætningen omkom

Den danske damper HILMAR LAU af Esbjerg er natten til fredag torpedere i Østersøen af en russisk undervandsbåd, som i en times tid forfulgte skibet. Torpederingen fandt sted ca. 26 sømil sydøst for Christiansø, og skibet blev ramt af to torpedoer. Skibet sank hurtigt, og besætningen nåede kun at sætte én båd i andet. Efter torpederingen savnedes fire mand af den 23 mand store besætning. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 14. oktober 1944.

1944 – Det store afværgeslag i Memel-området

Russerne har nået Østersøen.

På Østfrontens nordlige fløj er det store afværgeslag i Memel-området stadig begivenhedens brændpunkt.

Russerne forsøger her med stor indsats af materiel at opnår et gennembrud i større udstrækning. Deres angreb i retning af Libau er bragt til standsning af det seje, tyske forsvar, og russerne retter derefter deres fremstød i retning af Østersøkysten nord og syd for Memel. Efter hårde kampe har de nået kysten, og deres panserstyrker og motoriserede afdelinger ruller nu hele dagen hen over de øde stubmarker fra syd og nord mod havnebyen, men alle deres angreb, som ydermere støtte af ilden fra talrige svære batterier, er hidtil brudt sammen over for det hårdnakkede, tyske forsvar. Russerne har herunder lidt meget store tab.

Kilde: Kolding Folkeblad, 12. oktober 1944.

1944 – Det danske folks stilling til den kommunistiske trussel

Danmark og overenskomsten mellem den norske eksilregering og Sovjetunionen. En appel til den danske befolkning.
Ritzaus Bureau udsendte i går følgende:
Som folkevalgte repræsentanter af den danske rigsdag ønsker vi i den for vort land så alvorlige situation at fremsætte følgende udtalelse:
Den norske eksilregering i London har efter hvad der telegrafisk er meddelt fra London, Stockholm og Berlin, afsluttet en overenskomst med repræsentanter for den engelske, amerikanske og sovjetrussiske regering. Overenskomsten går ud på, at Sovjetrusland ikke alene skal deltage i en ren soldatermæssig besættelse af Norge, men at Sovjetrusserne også, efter hvad ‘Evening News’ oplyser, skal tage del i den indre forvaltning af norske anliggender.

Vi må samles i farens stund
Hermed er der for første gang givet klar besked om, hvad der er de allierede krigsmagters hensigt med de nordiske lande, thi en sovjetrussisk besættelse og civil forvaltning af Norge er ensbetydende med, at de samme vilkår gælder Danmark. Slutter krigen med en sovjetrussisk sejr, vil den århundredegamle russiske drøm om den fuldstændige kontrol over Østersøen gå i opfyldelse. Fra Norge kontrolleres adgangen til Skagerrak adgangen gennem Kattegat til Lillebælt, Storebælt og Øresund. Dermed er også Danmarks skæbne beseglet! […]

Kilde: Uddrag, Den nazistiske avis ‘Fædrelandet’, 21. maj 1944.

1944 – Luftkamp ved Falster

Fisker redder hårdt såret amerikansk flyver
Lolland-Falster havde i går eftermiddags flyvervarsling fra kl. knap 15 til godt 16. vest for Rødbyhavn fandt der en luftkamp sted ud over Østersøen, og fra land kunne man se en flyvemaskine styrte i havet. Nogle fiskerbåde gik ud for at bringe hjælp, og ved aftenstid vendte en af dem tilbage med en hårdt såret amerikansk flyver. Der var ikke fundet nogen spor af maskinen eller den øvrige besætning

Kilde: Demokraten, 20. maj 1944.