1943 – Rutebil-forbindelsen Kolding-Haderslev

Erhvervschefen redegør for sagens forløb

Den måde, hvorpå rutebilforbindelsen fra Kolding mod Haderslev blev gennemført fra 1. februar, har sat ondt blod mange steder. Koldings eneste rutebilsforbindelse med sit større – og stadig voksende – sydlige opland blev rykket frem til kl. 13.45, hvilket vil sige, at den næsten ingen praktisk betydning fik for Kolding.

Da vi ved, at der i store kredse i Kolding stadig hersker harme over den måde, hvorpå denne ændring af afgangstiden blev gennemført, og da vi ved, at der fra Erhvervsrådets side stadig udfoldes store bestræbelser for at få dette forhold ændret i mere naturlig og behovsmæssig retning, har vi bedt erhvervschef Høy redegøre for de forhandlinger, der hidtil er ført i denne sag:

“Da Statsbanerne den 1. juni 1942 ændrede køreplanen på ruten Kolding-Haderslev således, at der blev to billøse dage (onsdag og torsdag), påviste Erhvervskontoret overfor Statsbanernes Generaldirektorat det uheldige i en sådan køreplan netop for denne rutes vedkommende”, svarer erhvervschefen. “Efter forskellige forhandlinger i sommerens løb blev der forelagt os et udkast til en ny køreplan, som skulle træde i kraft den 10. november 1942. Denne plan så således ud: Afgang fra Kolding 6.45 og 15.35, Ank. Haderslev 8.10 og 17.00. Afgang Haderslev 8.30 og 17.30, Ankomst Kolding 9.55 og 18.55. Efter samråd med de forskellige interesserede i Kolding godkendte vi udkastet, der under hensyn til de skete indskrænkelser i kørslen syntes at være så godt, som vi kunne forlange det.

Da køreplanen imidlertid ikke trådte i kraft den 10. november, forhørte vi os om grunden dertil, og det blev os meddelt, at Haderslev By ikke ville godkende den foreslåede ændring, og da der ikke forelå andet forslag, besluttede Statsbanerne indtil videre at lade den hidtil gældende køreplan blive i kraft. Dette protesterede vi i mod, og der blev lovet os, at sagen igen skulle blive taget op til behandling, og at der ikke ville ske nogen ændring, uden nærmere forhandling med os. Dette løfte har Statsbanerne ikke holdt, idet vi i januar måned ad omveje blev gjort bekendt med, at der nu var fastlagt en ny køreplan, der skulle træde i kraft 1. februar, og med den væsentlige og for Kolding meget uheldige ændring, at afgangstiden for sidste vogn fra Kolding blev rykket frem til klokken 13.45, medens de øvrige tider nogenlunde svarede til det af os i sin tid godkendte forslag.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 18. februar 1943.

1942 – Juleaftensdag ingen rutebiler til Vejle og Haderslev!

Det er en “billøs” dag, og trods henstillinger er det ikke lykkedes at få kørselstilladelse

Juleaften falder som bekendt i år på en torsdag – det er den ugedag, hvor der ikke kører rutebiler på Kolding-Vejle og Kolding-Haderslev-ruterne. De, der skulle have været med bilerne denne dag, havde så småt regnet med, at bilerne alligevel kørte, da man naturligvis ikke kunne tænke sig, at kørslen indstilledes på denne årets største trafikdag. Men ikke desto mindre ser det ud til at blive tilfældet.

Driftslederen for D.S.B.’s rutebiler i Vejle Amt., hr. Pedersen, Vejle, oplyser, at han har skrevet til Generaldirektoratet om forholdet, men fik at vide at tilladelsen ikke kunne forventes givet.

Kan man ikke flytte denne “billøse” dag?

“Nej, det kan ikke lade sig gøre. Vi er nødt til at køre de ture, der står i køreplanen, for selv med nok så megen avertering, ville der altid være nogen, som ikke bemærkede ændringen, og derfor ville møde op. I og for sig kan vi også lige så godt holde stille juleaftensdag, da vi alligevel ikke ville kunne overkomme den store trafik, der bliver! Vi plejer at have 6-7 vogne i gang, men i år ville vi højst kunne skaffe 3-4, altså kun til befordring af halvdelen af de forventede passagerer. Endelig må man huske på, at fra begyndelsen af regnede man kun med, at vort gummi kunne vare til maj 1942, men vi kører da endnu, og når vi slipper for de tunge læs juleaftensdag, kan gummiet vare så meget længere!” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 12. december 1942.

1942 – Ud at stå – med D.S.B.

Trods vanskeligheder og henstillinger rejser folk i stort antal – Kolding Station har haft større salg end sidste år.

Dyre billetpriser – nedskårne køreplaner – indskrænket Storebæltsoverfart og overfyldte tog. Alt dette er kun en lille del af de vanskeligheder, som tiden har ført med sig for rejselivet, og alligevel lader det ikke til at genere det rejsende publikum, så det afskrækker fra at rejse i ferien.

Stigningen i de rejsendes antal er, trods statsbanernes henstillinger, kolossal, og enkelte jernbanestationer rundt om i landet kan melde om rekordsalg i den tid af ferien, der allerede er gået. Også på Kolding Station har man haft en travl tid. Ganske vist har man har den værste rejsetravlhed kulmineret, men stationspersonalet har måttet arbejde til tider overordentlig intens for at få det alt sammen til at glide så gnidningsløst som muligt.

Har De haft større billetsalg i sommerferiesæsonen efter alle Knutsens formaninger til sine aktionærer og kunder om at blive hjemme i år? spørger vi stationsforstander Nørgaard.

“Billetsalget har været stigende”, lyder svaret. “Folk rejser måske ikke mere, men de har jo ikke haft andre befordringsmidler, de har næsten udelukkende været henvist til statsbanerne. Folk har ikke ladet sig afskrække af de stigende billetpriser eller af advarsler, togene er fyldt til randen. De lange eksprestog tager 5-600 rejsende på siddepladserne, men når alle ståpladser er optaget – og det sker jo jævnligt – er der nok et lille tusind passagerer i sådant tog. I disse tider er man udmærket tilfreds selv med en ståplads”.

Har færgebilletterne voldt vanskeligheder?

“Ikke så meget, som man skulle have ventet. Der har faktisk kun i dag til i morgen været udsolgt over Storebælt, men det skyldes måske den udmærkede forbindelse østpå fra Kolding kl. 9, hvortil der ikke behøves færgebillet, og for de morgenduelige har vi jo en forbindelse, der herfra ved godt 4-tiden – også uden færgebillet”. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 25. juli 1942.