1942 – Hyggelig nytårsfest i Dansk Kvindesamfund

Over et halvt hundrede mennesker havde givet møde til Dansk Kvindesamfunds nytårsfest i Kvindernes Bygning. Som nytårsfest var den måske nok noget forsinket, idet den oprindelig var fastsat til den sidste torsdag i januar, men da der den dag var så mange andre fester, var den blevet udsat til i går – som fest betragtet var den derimod såre vellykket, selvom det viste sig, at der også i går var andre ting, der kaldte på medlemmerne. Det dårlige vejr og føre udelukkede nok en del fra at komme, ikke mindst var medlemmerne fra oplandet afskåret.

Efter sangen ‘Du danske mand’ bød formanden, fru Helen Clay Pedersen velkommen, idet hun udtalte ønsket om, at foreningen stadig måtte kunne arbejde videre og at man måtte få udbytte af arbejdet. Formanden mindede i få, men varme ord vor konge og vort land. Stående sang man ‘Kongernes konge’. Fru Clay Pedersen mindedes derefter to af Dansk Kvindesamfunds i årets løb afdøde medlemmer, nemlig snedkermester Gaardhøje og fru Thomsen, Brændkjærgade. Hun omtalte foreningens byggeplaner og efter en tak til forskellige side gik man så over til aftenens musikalske underholdning, der besørgedes af brødretrioen fra det dygtige Eddys Band. […]

Næste nummer på programmet var det veldækkede kaffebord med det sædvanlige fortræffelige bagværk. Ved kaffen bad en af Dansk Kvindesamfunds Sykursus’ lærerinder, frøken Schmidt, medlemmerne se efter, om de ikke havde noget brugt tøj, de kunne undvære – man ville da meget gerne anvende det til omsyning på foreningens sykursus. Lærerinde fru Køster havde derefter en oplæsningsafdeling. […] Efter endnu en afdeling af Eddys Band, læste lærerinde fru Køster endnu en novelle, og dermed var programmet udtømt. Klokken var da også blevet lige elleve. Man sang ‘Nordfra og sydfra’ og sluttede af med ‘Altid frejdig’. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 6. februar 1942.

1941 – Luftværnsdagen i Kolding gav 1.910 kr.

Første hold hjælpekonsulenter uddannet, to andre under uddannelse.

I onsdags afholdtes et bestyrelsesmøde i Kolding Luftværnsforening. Kassereren, direktør Grønborg, gav forskellige oplysninger om resultatet af Luftværnsdagen. Der var i alt indgået 1.910 kr. i foreningens område, og man kan regne med, at foreningen her beholder 600-700 kr. af disse. Erfaringerne gennem de senere år har vist, at dette er den eneste rette måde at organisere den frivillige hjælp på, og man har en sådan forening i alle lande. Det er statens og kommunernes opgave at sørge for befolkningens beskyttelse mod følgerne af luftangreb, og denne opgave er i det store og hele løst, men – selvom disse opgaver er nok så godt løst og selv om planerne er nok så gode, nytter det alt sammen intet, hvis ikke hver eneste borger i samfundet også ved besked. Det er en af foreningens hovedopgaver at oplyse befolkningen; at få hver enkelt i tale, at forklare, hvad skal gøres under de forskellige situationer, såvel de, der skal hjælpe myndighederne som de, der skal sørge for sig selv eller sørge for sin familie.

Sekretæren oplyste, at disitriktkonsulent, lærer Frovin Jørgensen, havde afsluttet sit første kursus for 15 hjælpekonsulenter og at d’hrr. Axel Jørgensen og Waage-Jensen var i gang med sit kursus, som begge sluttede inden jul. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 7. november 1941.