1943 – Retssag om Sønderbro-oversvømmelserne

Fordi Kolding Kommune har tilbageholdt en del af betalingen for den nye gadebro.

Der er opstået nogen uenighed vedrørende erstatningspligten efter oversvømmelserne ved det store tøbrud i foråret 1941, hvor en del ejendomme omkring Kolding Å ved Sønderbro led vandskader. Kolding Kommune har ment, at det i anledning af opstemningerne ved broarbejdet kan gøre regres over for ingeniør Ove Schrøder, Aarhus, der havde arbejdet med brooverføringen i entreprice for et beløb af ca. 12.000 kr., som kommunen mener må være entreprenørfirmaets andel i skaderne, og for at redde disse penge hjem, har Kolding Kommune tilbageholdt et beløb på 9.005 kr., som er restbeløbet af ingeniør Schrøders tilgodehavende hos kommunen for arbejdet.

Ingeniør Schrøder har imidlertid ikke villet godkende nogen erstatningspligt og har anlagt sag for at få beløbet udbetalt. Sagen vil komme til behandling i Civilretten i Kolding på fredag formiddag, men dommen vil blive afsagt ved Landsretten i Viborg. For ingeniør Schrøder vil sagen blive ført af overretssagfører Dahl, Viborg, repræsenteret i Civilretten i Kolding ved LRS. Juhl, mens Kolding Kommune har engageret højesteretsagfører Steglich Petersen, København, til at føre sagen for sig, her i byen repræsenteret ved LRS. Bjerre. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 8. februar 1943.

1942 – Et kvarters styrtregn gav 15 mm. i Kolding

Gaderne stod under vand og på bakkeskråningerne rev små floder jord og planter med sig.

Man havde så småt håbet, at solen nu skulle få overtaget, men i går kom regnvejret tilbage, og vi er vel næppe kommet helt over regntiden endnu, selvom barometret er forhåbningsfuldt. Styrtregnen i går eftermiddags mellem kl. 4 og 6 gav i Kolding over 15 mm. regn, hvoraf det meste faldt i løbet af et kvarter lige før 5. Regnen styrtede ned i store tunge dråber, som plaskede hårdt mod brostenene, og idet de knustes mod gaderne, dannede de en høj tågesky.

Mange blev gennemblødte

Det var lige på det tidspunkt, hvor arbejdet holdt op på mange arbejdspladser, og der var derfor mange mennesker i gaderne, som fik sig en våd trøje, hvis det ikke lykkedes at komme i læ. Det var ikke for alle, det lykkedes, da porte og andet læ hurtigt blev overbefolket. De, der var nødt til at gå ude i regnen til tog eller rutebiler, undgik ikke at blive gennemblødte, hvis de ikke havde gode regnfrakker. Mange steder kom vandet med en sådan kraft, at kloakkerne ikke kunne taget det men løb over, så der dannedes større eller mindre søer rundt omkring, således som sædvanligt ved Fredericiagade-Ejlersvejhjørnet, hvor gaden stod helt under vand.

Slamflod over græsplænen

Nedad de mange skråninger i Koldings nære omegn fossede vandet i små floder og rev alt med sig, både grus, jord og mindre planter. Ved foden af bakkerne lå efter regnen mange steder nogle ikke helt små grus- og sanddynger, som var skyllet med ned, og nogle steder var løbet i folks haver, hvor græsplænerne blev belagt med et lag af dette slam. […]

2½ gange den normale nedbør i juli

Kolding Fjord synes at have afgrænset den kraftige byge. I hvert fald er regnen ikke nået ret langt ned i “de 8 sogne”, idet der f.eks. i Vejstrup kun faldt 2 mm., mens der nordpå faldt mere regn end i Kolding, således 22 mm. hos gdr. Jes Nielsen, Naalebjerggaard. Jes Nielsen oplyser, at der nu i juli måned er faldet i alt 155 mm. nedbør i Almind, hvilket er 2½ gange det normale. På de jorder der ikke er alt for svære, tager sæden ingen skade, siger Jes Nielsen, selv om man nok kan klare sig med nedbør nu. Men det er bedre at få regnen nu end hen i august, som det var tilfældet under hele høsten i fjor. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 30. juli 1942.

1942 – Alvorlige radiator-sprængninger i Kolding

Vandet sivede i nat ned gennem bibliotekets store forretningsbygning.

Der er i nat sket et par alvorlige vandskader i Kolding som følge af sprængte radiatorer. Således har Falcks Redningskorps været tilkaldt til manufakturhandler Suurballe, Helligkorsgade 7. Her måtte man foretage en omfattende tildækning for at skåne varerne bedst muligt for vandet, der sivede ned ovenfra. Men værst var det dog gået ud over bibliotekets forretningsejendom ud til Jernbanegade. Her sivede vandet det meste af natten ned fra tagetagen i alle de underliggende lokaler og forårsagede ikke ubetydelige skader og navnlig megen ulempe. Som det måske vil være bekendt, er den store forretningsbygning behæftet med den klausul, at lejerne ikke må overnatte i ejendommen. Denne omstændighed gjorde, at skaden først blev opdaget i morges, da kiropraktor Sammy Jensen mødte i sine lokaler. Det var et sørgeligt syn, han så. Overalt flød vandet, og hele klinikken sejlede.

Årsagen til kalamiteten viste sig at være, at en af gæsterne i den vestlige del af tagetagen engang i aftenens løb har lukket for et varmeapprat, der stod opad en ydermyr (men modsat vinduessiden) i det inderste værelse. Resultatet heraf blev, at et af de vandførende rør sprængtes i nattens løb og vandet derefter ganske livligt strømmede ned gennem alle etagerne, først og fremmest til dentist fru Grete Staugaard. Vandet fulgte lampestederne i loftet, så at det så ud, som om det var lamperne, der kraftige og vedvarende vandstråler fra sig. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 28. januar 1942.

1941 – Ubehagelige juleoversvømmelser i Kolding

Galt i går morges i mange lavtliggende ejendomme. Vand i Fællesforeningens nye manufakturforretning.

Natten til søndag blev mange Koldingensere overrasket af vand i deres kældre. Ret pludselig og uventet steg vandet på grund af stormen, og vandet var ikke længe om at trænge op i de kældere, lejligheder og ejendomme, der plejer at blive hjemsøgt under lignende omstændigheder. Også i bugten på Strandvejen ved dame- og herreroklubben var der meget vand, og vandet gik op til bygningerne og ind på selve vejen. Samtidig tog frostvejret fat for alvor til is. Højvandet havde sin kulmination mellem kl. 3 og kl. 6 søndag morgen, og i mange ejendomme fik beboere travlt med at bjærge møbler, inventar og andre ejendele og andre ejendele. Således måtte Falck kaldes til assistance i Fællesforeningens store nybygning i Klostergade, hvor der er manufakturforretning. Her var der 10-15 cm. vand over hele gulvet, der er ca. 500 kvadratmeter stort. Ligeledes gik det galt på Hotel Danmark i Munkegade, i Vesterbrohus og i ejendommen Sydbanegade 15, så Falck havde nok at gøre med pumperne hele dagen i går. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 29. december 1941.

1941 – Parcelvej efter oversvømmelsen

I en lejlighed måtte pumpes fra kl. 17-24 for at holde vandet ude.

I stuelejlighederne på Parcelvej er man nu ved at komme i orden efter stormflods-oversvømmelserne. Vandet nåede i denne omgang ikke så højt som under forårsoversvømmelsen, og flere ejendomme, som da var hårdt ramt, slap heller eller dog skånsomt igennem denne gang. Men der var alligevel adskillige lejligheder, som stod fulde af vand, og det kan jo egentlig være lige meget om vandet står halvt eller en hel meter højt for ødelæggelserne om at gøre.

Der er således adskillige for hvem oversvømmelsen har været akkurat lige så alvorlig som i marts måned, og det siger sig selv, at man i disse lejligheder bogstavelig talt er grædefærdige. Kommunen søgte som nævnt at både på de værste skader ved hjælp af sandsække og pumpemateriale, men arbejdet måtte flere steder opgives, og anstrengelserne var – bortset fra enkelte lejligheder – frugtesløse. Alle stuelejligheder helt hen til nr. 12 stod under vand, men i nr. 12 lykkedes det ved hjælp af en håndpumpe og næsten uafbrudt pumpning fra kl. 17-24 at holde vandet under guldbrædderne i stuen, medens til gengæld soveværelset stod under vand. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demorakt, 15. november 1941.

1941 – Stormen har givet åle-eksportørerne et smæk på mange tusinde kroner

Fiskeeksportør Th. Petersen er glad, hvis tabet for hans vedkommende ikke er over 50.000 kr. Vandet sank atter i morges.

Stormskaderne vil alene i Kolding beløbe sig til et tal, der må skrives med seks cifre, og det største smæk er påført byens fiske-eksportører. I løbet af en times tid i morges, da stormen løjede af, snak vandstanden meget betydeligt, og rundt omkring i de vandlidte hjem gik man i gang med at udbedre skaderne. Ved middagstid var vandet i havnen kun et halvt hundrede centimeter over daglig vande. I aftes var vindstyrken oppe på 100 km. vindhastighed i timen. Orkanagtig storm, vindstyrke 11, ligger mellem 92 og 100 km. vindhastighed. Derefter er stormen fuld orkan, oplyser meteorologerne.

Hyttefadene knustes under stormen.

Under den voldsomme orkanagtige storm i går og i forgårs knustes mange hyttefade, der ligger i fjorden mellem åmundingen og Rebæk, og det er på nuværende tidspunkt umuligt at danne sig et skøn over de store tab, der er påført fiskeeksportørerne. Værst er det gået ud over fiskeeksportør Th. Petersen og fiskeeksportør Jepsen. Fiskeeksportør Th. Petersen udtaler på vor henvendelse, at man i går forsøgte at bjerge en del af hyttefadene, men ynder de herskende vejrforhold var arbejdet meget besværligt, og tabet meget betydeligt. Hvis det ligger under 50.000 kr., udtaler hr. Petersen, må vi være glade. […]

Skaderne andre steder i by og opland

Men også mange andre Koldingensere er blevet påført tab, omend det ikke er så store dimensioner som for fiskeeksportørerne. Adskillige kældre fyldtes som vi nævnede det i går, med vand, og fra tidlig morgen til i nat kl. 0.30 arbejdede Falck uafbrudt med at pumpe. Seks mand var i arbejde, dels med håndpumpe og dels med motorpumpe, og i løbet af dagen rømte man kældrene i 34 ejendomme. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 14. november 1941.

1941 – Stormen raser nu på tredje døgn

Vandet står over Kolding Ås bredder og truer med oversvømmelse og katastrofe. Fra kysterne meldes om sunkne både og store tab for fiskerne.

På tredje døgn raser stormen. De første døgn slap Kolding yderst skånsomt, men stormen har taget til i heftighed, og adskillige af Kolding bys gader står nu helt eller delvis under vand. Vandet steg i løbet af natten op over havnekajerne, og gennem kloakkerne førtes vandet op i byens gader og huskældre. Toldbodgade, gaden ud for Solgaarden, Grønnegade, Parcelvej, Rosengade m. fl. gader står helt eller delvis under vand, og på Falck Stationen har der siden kl. 6 i morges været uafbrudte henvendelser angående tømning af kældere. I adskillige tilfælde vil det være ganske formålsløst af påbegynde pumpearbejdet, så længe vandet står så højt, og flere steder, bl.a. i Social-Demokratens trykkeri er man i dag uden varme, fordi vandet står op over fyret. Eksportrøgeriet og reparationsværkstedet Mekano ved Sydbanegade står fuldstændig under vand, og det offentlige slagtehus er ligeledes oversvømmet. Flere beboere på Parcelvej forbereder sig allerede på at flytte ud, men i løbet af formiddagen bedredes situationen noget, og vandet sank flere tommer på en time. Medens oversvømmelsen var på det højeste, var den ene broåbning i den nye bro ved Søndergade fuldstændig lukket. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 13. november 1941.