1944 – Folkeregister bortført

I dag lidt før kl. 21 blev der ringet på hos pantefoged Plantener, der bor på 1. sal i den bygning, hvori Herlev Kommunekontor har til huse. Da pantefogden efter nogen forhandling lukkede op, trådte en revolverbevæbnet mand ind, og efter ham fulgte 8-9 andre, hvoraf en var bevæbnet med en maskinpistol. De forlangte derpå folkeregistret udleveret, hvad pantefogeden måtte gøre. Med undtagelse af to forsvandt mændene derpå med folkeregistreret, og efter nogen tids forløb gik også de to sidste vagter.

Kilde: Social-Demokraten, 26. december 1944

1944 – Priskontrollen har beslaglagt en del frugt i Kolding

Varer og priser forelagt Ankenævnet

En priskontrollør, som i de sidste dage har opholdt sig i Kolding for at se efter, om maksimalpriserne overholdes, har under sine besøg i forretningerne beslaglagt en del kasser frugt hos frugthandlerne i Kolding, idet varerne efter hans mening ikke svarede til de priser, som blev forlangt. Den beslaglagte frugt er bragt op på rådhuset, hvor frugten og de forlangte priser i formiddags blev forelagt Ankenævnet, som består af pantefoged Schmidt, frugthandler Vestergaard, frugtavler Karl G. Hansen, salgsleder Christensen, Gartnernes Salgshal, og fru driftsbestyrer Eriksen som repræsentant for forbrugerne. I mødet på rådhuset i middags skulle der tages nærmere bestemmelse om, hvad der videre skal ske i de forskellige sager, om de kan afgøres med advarsler eller skal gå il kriminalretten.

Kilde: Kolding Folkeblad, 26. oktober 1944.

1942 – Hele Kolding skal kunne få varm mad

Selv om gassen svigter er der komfurer nok til at afværge den værste katastrofe – Kommunen sætter to store komfurer op.

På grund af den svigtende kultilførsel har de kommunale myndigheder sat fuld fart på arbejdet med at tilrettelægge en massebespisning af den danske befolkning. I København har der været holdt en teoretisk prøvebespisning. Der regner man med at kunne udlevere en halv million portioner var mad á 60 øre om dagen, hvis gassen skulle svigte helt. I Aarhus og flere andre byer har der længe været tilrettelagt en nødbespisning.

I Kolding er man derimod gået en anden vej. Som bekendt er der forlængst oprettet et folkekøkken, men det er vist mere af økonomiske grunde end af hensyn til gasmangel. 80-85 mennesker spiser her om dagen, og besøget er ikke steget nævneværdigt, efter at gasrationeringen er trådt i kraft. Men dette folkekøkken kan i sin nuværende form ikke klare en nødsituation alene. Derfor har det bespisningsudvalg, som Byrådet har nedsat, udarbejdet en anden plan. Udvalget består af overlærer H. A. Hansen, overlærer Nygaard, fru Lind, pantefoged Frands Sørensen og fru Kristine Sørensen.

Fru Lind oplyser på vor forespørgsel, at udvalget har skaffet sig en fuldstændig oversigt over, hvor mange komfurer der findes i Kolding. Som bekendt har man på ansøgningerne om brændselskort skulle oplyse, om man havde komfur, og disse oplysninger er nu samlede. Foruden de private komfurer er der på den samlede oversigt opført alle store komfurer på restaurationer, hoteller, i fødevareforretninger o.l. Desværre er der ikke komfurer i skolekøkkenerne, men kommunen har bestilt to store komfurer, som skal stilles op i børnebespisnings-køkkenerne på Sdr. Vang Skole og i Skolegade. Med alle disse komfurer regner man med, at en katastrofe kan afværges, således at hele byen – omend med besvær – vil kunne få varm mad, selv om gastilførslen svigter. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 28. juli 1942.

1941 – Kommunal skandale i Kolding

Socialdemokrat skal gøres til pantefogedassistent, skønt der ikke er brug for en sådan
En opsigtsvækkende kommunal skandaleaffære er under opsejling i Kolding. Jydske Tidende fortæller, at byrådets socialdemokratiske flertal har indstillet, at byrådsmedlem, Ejnar Christensen ansættes som pantefogedassistent, skønt der overhovedet ikke er en sådan stilling ledig. Hensigten hermed skal ifølge bladet være den, at det socialdemokratiske byrådsmedlem skal “puttes ind”, så han kan blive pantefoged, når den nuværende foged til august falder for aldersgrænsen. Og forholdet bliver så meget mere groft, som pantefogeden allerede nu har mangeårige assistenter, der er vel kvalificerede til at overtage stillingen.
De skal altså forbigås for at sikre det socialdemokratiske byrådsmedlem et godt job, hvis det , hvad man vel forudser, skulle gå sådan, at Ejnar Christensen ikke længere er lønnet socialudvalgsformand efter næste byrådsvalg. […]

Kilde: Uddrag, Herning Avis, 24. marts 1941.