1942 – Juleindsamlingen i Kolding gav 9.200 kr.

Det hidtil største resultat.

Juleindsamlingen i år er den største, der har været. Den indbragte i alt 9.228 kr. 34 øre mod sidste år 6.729 kr. 89 øre.

Kassebeholdning fra 1940 228 kr. 92 øre, Politiets indsamling af kapsler 411 kr. 63 øre og 565 kr. 57 øre, indsamlet ved Kolding Social-demokrat, 99 kr. 60 øre, renter af J. Holms obligation 45 kr., fra en anonym giver 1.000 kr., anonym 1.500 kr., Landsmandsbanken 50 kr., Sparekassen 75 kr., Folkebanken 75 kr., Diskontokassen 75., Jens Juhls Savværk 50 kr., Dansk Målerværksted 20 kr., Frøkontoret 10 kr., A/S Nordisk Solar 15 kr., P. J. Schultz’ Efttgr. 100 kr., N. H. 25 ør., Kolding Rotaryklub 20 kr., I. O. G. T.’s julesparebøsse 75 kr. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 7. januar 1942.

1941 – 8 okser, 400 rugbrød og for omtrent 2.000 kr. kolonialvarer uddelt i dag i Kolding

Desuden uddeles mange kontanter. En festlig formiddag i Børnebespisningens lokaler.

I formiddags ved ti-tiden begyndte uddelingen af Julekomitéens mange gavepakker til alle de Koldingfamilier, som har det så småt, at de trænger til at få et tilskud til at holde en rigtig jul for i de små hjem. Som alt bemærket har det været et give-år i år. Der har ikke været holdt stramt på portemonixen eller tegnebogen. Både de små og de sttore penge har fået lov at springe, for at Julekomitéen skulle have noget gøre godt med til denne tredje krigsjul, og de bugnede borde i Børnebespisningens lokaler i kælderen under Pigeskolen vidnede om, at de mange gode gaver også har givet smukke resultater. Pakke ved pakke lå der på de lange borde, i alt var der ca. 750 pakker med dejlig kødmad. Ved siden af lå opstablet 400 rugbrød, og inden uddelingen begyndte, ankom fra Andelsslagteriet 12 store kasser med slagteriaffald. Desuden var der halvandet hundrede pakker med juleknas fra Fællesforeningen, og endelig uddeles der mange hundrede kroner i kontanter.

Der har været mange hænder i arbejde for at fremskaffe dette store og smukke resultat, og de borgere og borgerinder, som har ofret deres tid og deres arbejdskraft nu i mange dage – og mange halve nætter med – fortjener stor tak og påskønnelse. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 23. december 1941.

1941 – Nisserne fik rekord-beløb indsamlet

Julenisserne i Kolding, der hører den næstsidste søndag før jul til i gadebilledet i Kolding, opnåede at samle et beløb på ikke mindre end 1.120,85 kr. i år – de sidste 5 kroner blev overrakt i morges til nisserne. Da man sidste år fik indsamlet et beløb på 615 kroner, der dengang var en stor rekord, vil det antagelig blive vanskeligt at slå denne rekord, de energiske og utrættelige nissemænd i år til de mange hjem, som nøden på grund af dyrtiden har ramt særlig hårdt. To politibetjente havde deres andel i det strålende udbytte, men navnlig var det vist den kendsgerning, at den ene nisse, Hans Ludvig (Hansen) havde 20 års jubilæum, der fik folk til at yde deres bidrag med begejstring.

Kilde: Kolding Folkeblad, 15. december 1941.

1941 – Finanslovens endelige tal

Finansminister Vilhelm Buhl kunne fredag den 21. marts 1941 fremlægge Finanslovens endelige tal, det skete efter ministeren havde kommet med et forslag til lov om tillægsbevilling for året april 1940 til marts 1941. Bevillingen sikrede en indlægt på 221,5 millioner kroner og en udgift på 162,5 millioner, hvilket har kunnet dække det budgetterede underskud for Finansloven på 49 millioner kroner.

Af statens samlede udgifter på 855 millioner kroner, er angiveligt 304 millioner kroner af ekstraordinær karakter, set i forhold til før krigen startede.

Finansloven for 1941-42 endelig tal lyder:

Indtægt: 865,935,192 kr.
Udgift: 855,681,426 kr.
Derved overskud: 10,253,766 kr.

Kilde:
Statens udgifter 300. mill.kr. større end før krigen, avisen Folket, 21. marts 1941, set på mediestream, se link (åbner ny fane)

1940 – Ølhandlerforeningens generalforsamling

Søndag den 26. Mai 1940 Form. kl 10 afholdtes generalforsamling paa det ny Missionsh.

Formanden aabnede generalf. og bød velkommen …

… der var afholdt en meget vellykket Vinterfest med god Tilslutning, festen afholdtes paa Rutebilcafeen. Formanden omtalte de særlige Forhold hvorunder vi arbejder i øjeblikket henstillede til hver især at indskrænke Kreditten til det mindst mulige, særlig nu da Købmændene Landet over averteres med kontant Betaling og restauratører sælger som bekendt kun varer mod kontant, det skulde paa den Maade ogsaa være let for ølhandlerne at forlange deres varer betalte.

Der var ingen stemning for sommerudflugten og da særlig ikke under Mørkelægning.

Formanden (sluttede) generalf. med en Tak for god Diskution.

Underskrivere: Jørgen Andersen, Andr. Petersen, H. Kildahl Jensen

Referat uddrag fra forhandlingsprotokollen af 8. november 1939

Kilde: Kolding Ølhandlerforening, forhandlingsprotokol 1903-1940, A1681, Kolding Stadsarkiv.
Læs mere om Ølhandlerforeningen på Koldingwiki.

1940 – Bekendtgørelse

De tyske tropper anvender som lovligt betalingsmiddel Reichkreditkassenscheine (RKK.Scheine). Disse pengesedler har den samme kursværdi som indenrigske, tyske penge. Omregning 1 mark lig 2 danske kroner. Alle tyske soldater skal betale kontant for personlige fornødenheder.
Almindelige indenrigske, tyske penge må ikke modtages fra tyske soldater eller myndigheder. Kun i undtagelsestilfælde, hvor den militære situation eller troppernes forplejning fordrer det, kan militærmyndighedernes afvige fra grundreglen om kontant betaling, og ydelserne kan forlanges udleveret mod “empfangsbescheinigunge” (modtagelsesbeviser).

Kilde: Uddrag, Sydvestjylland, 11. april 1940