1941 – Anonymt brev med 3.500 kr. til Socialudvalget i Kolding

Socialudvalget i Kolding havde onsdag aften møde, hvor der forelå en lille overraskelse. Socialkontoret havde fra Aarhus modtaget et anonymt brev som indeholdt 3.500 kr. i kontanter samt følgende besked:


“De bedes høfligst udstede vedlagte pengesedler i rabatkuponer og uddele dem blandt arbejdere med kone og børn. For dem som intet har at bestille.”

Anonyme breve er i almindelighed ikke skattede, med dette var jo af den gode slags. Socialudvalget er ikke fornævnt med således at få penge ind ad døren fra ukendte givere, og uanset beløbets størrelse er man glad for at nogen har tænkt på i en vanskelig tid at ville yde en hjælp, som udover det rent nødtørftige kan gøre forholdene lidt lettere for vanskeligt stillede hjem […]

Kilde: Uddrag, Fyns Venstreblad, 30. maj 1941.

1941 – Borgmesteren fylder 75

Der har været stor opmærksomhed omkring Koldings borgmester Knud Hansen på hans 75års fødselsdag den 8. januar 1941, både blomster og telegrammer strømmede ind til borgmesteren, der også i år kan fejre 35års jubilæum som medlem af Kolding byråd.

Fra byrådet mødte en deputation op hos borgmesteren og overrakte ham en pengegave.

Om aften lørdag den 11. januar vil det Socialdemokratiske Forbund i Kolding afholde både stiftelsesfest, samt fødselsdagsfest for Knud Hansen. Adgangstegn koster 50 øre.

Kilde: Borgmester Knud Hansen, side 4, Kolding Socialdemokrat, 8. januar 1941
Stiftelsefest og Fødselsdagsfest, side 4, Kolding Socialdemokrat, 9. januar 1941

1940 – 600 til V.U.-nytårsfest i Finlandshjælpens tegn

Frisk og muntrende tale af V.U.s landsformand Jens Christensen – så stor tilslutning som aldrig før.

V.U.s nytårsfest lørdag aften på Industriforeningen i Kolding stod helt i Finlandshjælpens tegn. Aftenens taler, landsformanden, Gdr. Jens Christensen, Højbogaard ved Aalborg, slog fast som noget ganske naturligt, at dansk ungdom ud fra den nordiske indstilling tog stilling til fordel for det finske folk – og så ydede vort broderfolk al den hjælp, det var muligt.

Formanden for Koldingegnens V.U., Hans Koed Jensen, Viuf, og Gdr. Henry Buhl, Nr. Bjært, sluttede sig i varme ord til landsformandens udtalelser og det samme gjorde hele den store forsamling, der talte over 600 unge fra Kolding by og egn, ved at give en smuk pengegave til Kolding Folkeblads Finlandsindsamling […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 15. januar 1940.

1939 – Ny gave til børnene i Kolding

En ældre dame i Kolding har testamenteret børneinstitutionerne i Kolding 175.000 kr. Damen ønsker at være ukendt, men pengene er indsat på sparekassebøger allerede nu og fordeles således: Kolding Børnehjem 50.000 kr., Kolding Børneasyl 50.000 kr., Børnenes Vel 25.000 kr., Vuggestuen 25.000 kr. og Børnebespisningen 25.000 kr.
Som det huskes, fik Børnenes Vel af Jens Holms Testamente 100.000 kr., og de forskellige institutioners stilling er bedret ganske betydeligt. Borgmester Knud Hansen overbragte i går den gamle dame en buket roser som tak på Børnebespisningens vegne.

Kilde: Fredericia Social-Demokrat, 29. november 1939