1942 – Socialdemokratisk Forbund i Kolding

Kassererskifte på generalforsamlingen i aftes.

Socialdemokratisk Forbund holdt i aftes ordinær generalforsamling, der på grund af den svære vinter er bleven udskudt fra januar. Formanden, folketingsmand M. Larsen, bød velkommen og takkede for samarbejdet i det forløbne år. Efter at Peter Ravn var valgt til dirigent og Axel Andersen havde oplæst protokollen, aflagde formanden beretning for virksomheden i det forløbne år, idet han udtalte smukke mindeord over de siden sidste generalforsamling afdøde medlemmer: oplæser Andrup, installatør Stridsland, fhv. cigarmager Elkjær og fhv. losseform. H. J. Madsen. Ære være deres minde! (forsamlingen rejste sig).

Beretningen

I sin beretning oplyste formanden, at medlemstallet er 1.460, hvilket er en fremgang fra i fjor. Tilgangen har været 107, men tiden vi er inde i, maner til forsigtighed med hensyn til optagelse, idet vi f.eks. under ingen omstændigheder må optage medlemmer, der tidligere har stået i det kommunistiske parti, og naturligvis afviser vi også folk, der kommer fra Frits Clausens lejr. [I det forløbne år har der været 1 politisk møde, 4 medlemsmøder, 4 fester, 4 generalforsamlinger og 11 bestyrelsesmøder. Formanden gav nogle kommunalpolitiske oplysninger, navnlig vedrørende elektricitetsforsyningen over samleskinnen i overensstemmelse med de udtalelser, folketingsmanden allerede har fremsat til vort blad. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 13. februar 1942.