1941 – Boligmanglen for landarbejdere

I sin sidste landøkonomiske månedsoversigt i radioen kom forstander Johs. Petersen-Dalum også ind på, hvorledes efterårsarbejdet i landbruget – navnlig roeoptagningen – var blevet klaret, og han mente, at der de fleste steder havde været den fornødne arbejdskraft til rådighed til rettidig bjergning af roehøsten, såvel rod som top; men, føjede han til, i nogle egne af landet har det dog knebet hårdt at skaffe den fornødne arbejdskraft til dette betydningsfulde landbrugsarbejde, og han lod falde en bemærkning om, at det ikke rimede godt sammen, at der overhovedet kunne forekomme mangel på arbejdere til nødvendigt landbrugsarbejde samtidigt med, at der fra stat og kommuner ofredes mægtige beløb for at skaffe beskæftigelse til de mange ledige hænder. Dette forhold må og skal rettes, udtalte forstanderen. […]

Og på speakerens direkte spørgsmål om, hvad grunden kunne være til, at så mange landarbejdere boede i købstæderne, blev der svaret, at det simpelthen lå i, at der ikke var boliger til dem ude i landbyerne, hvor de søgte arbejde! Af mangel på boliger på landet måtte de søge bopæl inde i byerne og så finde sig i den lange daglige cykeltur til og fra deres arbejde. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 9. december 1941.