1942 – Udflugtsstedernes pinsebesøg varierede stærkt

Nogle havde stort rykind og måtte afvise folk, mens andre brændte inde med store mængder fødevarer.

Som restauratør J. P. Pedersen, Bramdrup-Skov restauration sagde, da vi talte med ham i aftes om den forløbne Pinse restaurationsmæssigt set: “Det var heldigt, ja, meget heldigt endda, at goderne blev så ligeligt fordelt, som de blev. Fint vejr med høj sol om morgenen og om formiddagen og en ordentlig bløde senere på dagen. Det må siges at være godt. Så vi må ikke klage, fortsatte hr. Pedersen. Pinsen blev reddet, og vi har haft styrtende med gæster både til spisninger og andet, så vi har haft knusende travlt”.

Noget lignende var svaret, da vi talte med fru Grün på Strandhuse restauration. “Vi havde simpelthen ikke plads til alle de mennesker, der kom, og mange måtte gå. Ja, det er jo både godt og ondt”, sagde fruen, “men for os har Pinsen været ovenud god.” Det samme svarede man os på Marielund: En overvældende god Pinse med mange gæster.

Da vi talte med nogle restaurationer langs kysten, mødte vi et mere nedslående svar. På Skamlingsbankens Hotel sagde man simpelthen sagde man simpelthen, at der ikke havde været meget at lave, og man havde naturligvis på hotellet belavet sig på stort rykind, som der plejer at være i Pinsen, men nu stod man og var brændt inde med en hel del madvarer, fordi publikum havde svigtet på grund af vejret. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 26. maj 1942

1941 – Udsigt til en stor pinse

Statsbanerne venter run på pinsetogene
Det strålende varme vejr i går, et fuldkomment sommerligt puh-ha-vejr, satte liv i alle forberedelserne til en stor udendørs pinse, og der er næppe tvivl om, at hvis vejret holder sig, vil der blive pinsetrafik af ganske enorme dimensioner. Hotellerne langs kysten, skovrestauranter og badestrandenes restauranter har truffet store indløbs-foranstaltninger, og såvel jernbaner som sporveje har alt klar til en virkelig generalmobilisering af materiellet.
På Hovedbanegården kunne pinsen allerede så småt mærkes i går. Folk kom og købte billetter til pinse-rejsen og lod deres rejsetøj indskrive, og mange påbegyndte allerede rejsen i går. Der var også mange pinse-rejsende ind til København og med det forsinkede eksprestog fra Gedser vendte en mængde danske arbejdere hjem på et pinsebesøg […]

Kilde: Uddrag, Social-Demokraten, 31. maj 1941.