1941 – Politiets sag mod Kolding-beværtningen

Sagen optoges til dom.

Den sag, hvorunder politimesteren i Kolding kræver en beværtning sat under politiets bestemmelser, var i dag atter til behandling i kriminalretten, og efter at en politibetjent var blevet afhørt som vidne og herunder havde skildret, hvordan han ved et besøg en enkelt gang havde overværet, at værten måtte bære to af kunderne, der var så berusede, at de ikke kunne stå på benene, udenfor, tog man fat på proceduren. Anklageren, politifm. Schlichtkrull fik først ordet og henholdt sig til den retten fremsendte skriftlige erklæring og til det inden retten fremkomne. Politiet kræver bestemmelsesret over næringsadkomsten, da beværtning ikke drives på en sådan måde, at man kan have det gående således. Forsvareren, landsretssagf. Juhl, havde den opfattelse, at politiet havde forset sig lidt på fru P.

Spørgsmålet er, om fru P. har drevet sin forretning på en sådan måde, at man ikke kan være tjent med det. Vel er der sket noget derude, sagde forsvareren, men det sker der så at sige på alle beværtninger. Nu har fru P. og hendes mand engang fået deres bevilling, så kan man ikke sådan pludselig tage deres næring fra dem, som det vil ske, hvis politiet – efter hvad jeg har forstået – kræver forretningen lukket kl. 8. Manden er 58 og fru P. er 51, og de vil ikke kunne begynde en forretning igen, og deres penge vil være tabt. Det er en meget alvorlig sag for dem. At folk er berusede på restaurationer, er ikke en sjældenhed. Jeg har personligt overværet, at folk har været beruset på de fineste steder i Kolding – ja, jeg har endog overværet, at folk har brækket sig på de fineste restaurationer i Kolding. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 25. november 1941.

1941 – Det nyoprettede krisepoliti foretager første anholdelse

På den “sorte børs” solgtes kaffe og tobak til overpris.

Det særlige krisepoliti, der nu som vi omtalte i lørdags – nu er oprettet i Kolding med politifuldmægtig Arenbrandt som chef, har allerede nu kunnet notere det første resultat. Politiet har i nogen tid været klar over, at Kolding – som tilfældet er i en række andre byer – havde sin “sorte børs”, hvor varer forhandledes uden hensyn til gældende rationerings- og maksimalprisbestemmelser, og i går kunne politiet efter anmeldelse foretage den første anholdelse. Den anholdte er en mand, som – efter hvad vi erfarer – sigtes for at have solgt kaffe til overpris og uden om rationeringen, og desuden skal han have solgt tobak til store priser. Den pågældende blev fornylig idømt 30 dages hæfte for overtrædelse af andre krisebestemmelser. Politifuldmægtig Arenbrandt fremstillede i middags anholdte for kriminaldommer Strøbech i et lukket retsmøde, hvor der afsagde fængslingskendelse. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 18. november 1941.

1941 – 13-14 timers retsmøde i Benzin-sagen

Meningsudveksling mellem anklager og forsvarer.

Retsmødet i Benzinsagen på Domhuset i Kolding i går trak ud til kl. et kvarter i elleve, hvorefter der blev voteret lige til midnat. Det blev således et af de længste retsmøder, der nogensinde har været i Kolding, og det længste i mange år. Efter 13½ times arbejde kunne de fire forsvarere, LRSR. Juhl, Lynæs, Bjere og ORS. Hertz gå hjem, mens de to domskvinder sammen med dommeren først skulle til at votere, før de kunne tage fri.

Intet under, om de agerende efterhånden noget trætte af det lange retsmøde, der nu og da havde haft et meget bevæget forløb. Det kom – det kan vist siges uden overdrivelse – til stærke meningsudvekslinger mellem forsvarerne og anklageren, politifuldmægtig Arenbrandt, men hvad angår slagtermester Søndergaard, da stillede slagtermester Laursens forsvarer, LRS. Lynæs, sig ganske på anklagermyndighedens side. Søndergaard ville først ikke gå med til, at han havde solgt andre kaffekort end sine egne, men da man stillede ham i udsigt, at man ville afhøre hans hustru, faldt han dog til føje og indrømmede, at han både havde købt og solgt kaffekort; men hvem han havde handlet med, ville han ikke opgive.

Alligevel blev der sendt en bil af sted efter fru Søndergaard, for at hun kunne blive afhørt i en anden anledning. Men da hun var blevet skaffet til veje, nægtede hun at udtale sig, hvad hun var i sin gode ret til, da hun har lov til at vægre sig ved at udtale sig, når det gælder hendes mand.

Forsvarerne påstod – undtagen for Schultz’ vedkommende – pure frifindelse […]

Dommen falder først i eftermiddag kl. 4.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 16. september 1941.