1940 – Det triste tog af flygtninge

Den tyske presse fejrer sejren over Frankrig og bebuder, at krigen mod England nu skal begynde.

Pressens korrespondenter ved den spansk-franske grænse kan meddele til aviserne den 24. juni, at søndag den 23. juni 1940 var den travleste dag for de spanske grænsefunktionærer siden flygtningestrømmens begyndelse, ovenpå krigen i Frankrig. Fra den tyske presse forlyder det at “først og fremmest forlader de talrige emigranter fransk jord, der er blevet dem for varm. Ikke på nogen anden dag er så mange jøder, polakker og czekere gået over den fransk-spanske grænse som i går. … en kæmpe kø på over 4000 personer bliver tilbage, da det portugisiske konsulat i Bayonne lukkede tidligt på grund af søndagen. Blandt flygtningerne var i går også den norske gesandt i Paris sammen med 16 personer af gesandtskabspersonalet. – Mange flygtninge, særlig jøder, medbragte i går værdifulde malerier og gobeliner. Trængslen i gaderne i Bayonne og Hendave er så stor, at politiet er fuldstændig matesløst, og militæret har måttet træde til“.

Kilder:
Det triste tog af flygtninge, Kolding Socialdemokrat, 24. juni 1940
Frankrig bøjede sig for betingelserne, Kolding Socialdemokrat, 24. juni 1940

1940 – Danmark skal erobres i 1941

Ifølge Reuters meddeleler Kolding Folkeblad i dag at det engelske efterretnings-ministerium offentliggjorde den 7. april 1940 et tysk kort, som skulle være bevis på Tysklands erobringsplaner.

Kortet, der allerede skulle være udarbejdet i 1937, og vise en tiårig plan for tyskernes erobring af Europa. Kortet blev angiveligt fundet af det tjekkiske politi, under en husundersøgelse i den sudetertyske fører Konrad Henleins hovedkvarter i Prag.

Kortet viser at Østrig og Tjekkoslovakiet skulle erobres i løbet af 1938, Polen og Ungarn i løbet af 1939. Rumænien, Jugoslavien og Bulgarien skulle erobres inden udgangen af 1940. Danmark, Holland, Belgien, Svejts, Ukraine og den nordlige del af Frankrig, skulle erobres inden udgangen af 1941. Til sidst skulle hele den Skandinaviske halvø, Portugal og Storbritannien være erobret inden 1948.

De engelske myndigheder er for tiden i gang med at udbrede kortet, de har angiveligt fået trykt op imod 300.000 plakat-kopier af kortet. Allerede i september måned 1939, var kortet genstand for meget omtale i den franske presse.

Kilde: Danmark skal erobres i 1941, Kolding Folkeblad, 8. april 1940