1942 – Maksimalpriser på tilvirket fisk i dag

Prisfastsættelsen omfatter kogt eller røget torskerogn, røgede sild og tilvirket klipfisk.

København, onsdag (RB).

I morgen vil Prisdirektoratet offentliggøre maksimalpriser på tilvirket fisk. Prisfastsættelsen omfatter kogt eller røget torskerogn, røgede sild og tilvirket klipfisk og er en naturlig følge af den prisordning for fersk fisk, som blev truffet den 10. december 1941. Der er derimod ikke fastsat priser på saltet sild, idet denne vare fortrinsvis tilvirkes i sommer- og efterårsmånederne, således at de nu for hånden værende lagerbeholdninger er indkøbt til de daværende høje priser og som følge heraf må forekomme høje sammenlignet med de gældende priser for fersk sild. Endvidere er det hensigten at fastsætte maksimalpriser for fiskefars, men da prisfastsættelse i det tilfælde må forudsætte en standardisering af farsens kvalitet, har man ikke kunnet fastsætte de nye priser endnu.

Torskerogn (kogt eller røget) må ved salg til forbruger i Storkøbenhavn koste 1,60 kr. pr. kg. og i det øvrige land 1,55 kr. pr. kg.; rundsild 2,20 kr. pr. kg. Klipfisk må ved salg i pakker koste 3,10 kr. pr. kg. Den samme pris gælder for klipfisk, der vejer 2 kg. netto pr. stk. og derover, medens klipfisk under denne størrelse må koste 2,80 kr. pr. kg. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 1. januar 1942.