1942 – Vilhelm la Cours afskedigelse

Undervisningsministeriet meddeler:

Ved kgl. resolution af 16. juni er der i henhold til Statstjenestemandslovens paragraf 18, jfr. paragraf 61, meddelt lektor ved Birkerød Statsskole, dr. phil. Vilhelm la Cour, afsked fra nævnte embede.

Vilhelm la Cour er født 1883. I 1909 blev han mag. art. og virkede forskellige steder som lærer, indtil han i 1918 knyttedes til Birkerød Kostskole, hvor han 1931 blev udnævnt til lektor. I 1927 blev Vilh. la Cour dr. phil. og underviste nogle år ved universitetet som privatdocent.

I 1936 deltog la Cour i professorkonkurrencen ved Københavns Universitet om det ledige professorat i historie, men fik én stemme mindre end professor Albert Olsen. I en årrække indtil 1940 var la Cour redaktør af ‘Grænsevagten’ og medlem af Grænseforeningens hovedbestyrelse. Han har skrevet en lang række historiske arbejder, bl.a. den for et par år siden afsluttede Danmarkshistorie.

Baggrunden for afskedigelsen

I paragraf 18 i Statstjenestemandsloven hedder det:

Som disciplinær straf for tjenstlig forseelse vil der af vedkommende styrelse kunne anvendes advarsel eller irettesættelse, bøde, der dog ikke må overstige en halv måneds løn. Forsættelse til anden tjeneste, forflyttelse, degradation eller afskedigelsem jfr. dog Grundlovens paragraf 17 og 71 forflyttelse, degradation eller afsked for de i paragraf 60 og 61 nævnte forhold eller i øvrigt som straf for tjenestemandsforseelser kan, når forholdet ikke er fastslået ved dom, aldrig finde sted uden efter forgående tjenstlig forhør. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 18. juni 1942

1942 – Stauning sov stille ind søndag formiddag

Han kom ikke til bevidsthed efter hjerneblødningen. Bålfærd på søndag?

Statsminister Stauning sov stille hen søndag formiddag kl. 10.45 på Bispebjerg Hospital. Dødsårsagen var den hjerneblødning, som havde ramt statsministeren i hans hjem fredag morgen. Store Bededags eftermiddag blev statsministeren, som omtalt, bevidstløs, og han kom ikke mere til bevidsthed. Han lå stille hen, klagede ikke, og havde ingen smerter. Hjertefunktionen blev svagere og svagere.

Til stede ved statsministerens dødsleje var de to sønner, gdr. Holger Stauning, Ourø, og den unge Søren Stauning, der læser til student. Endvidere statsministerens husbestyrerinde, koncertsangerinde frk. Augusta Erichsen, hendes søster og prof. Foged.

Kongen underrettet efter kirkegangen

Straks efter at døden var indtrådt fik den fungerende statsminister Buhl meddelelser derom, og han underrettede kongen, så snart denne kom hjem fra kirke. Den socialdemokratiske partiformand, folketingsmand Alsing Andersen blev også underrettet og kom straks efter til stede på Bispebjerg Hospital, medbringende røde roser fra Socialdemokratisk Forbund og hvide tulipaner fra Rigsdagsgruppen. Folketingsmand Alsing Andersen fulgte familien til Valuersvej for i hjemmet at gennemgå statsministerens papirer, om der her skulle være optegnelser med hensyn til statsministerens egne ønsker angående bisættelsen.

Stor deltagelse fra alle sider

I løbet af søndagen blev der over for de efterladte sendt kondolencehilsener med blomster og telegrammer. Således modtog de to sønner et telegram fra kongen, hvori denne gav udtryk for sin dybfølte deltagelse. Endvidere indløb kondolencehilsener fra kronprinsparret, prins Axel og prinsesse Margaretha, Staunings gode ven gennem mange år, statsminister Per Albin Hansson og fra en lang række foreninger og institutioner. Den svenske regering gav udtryk for deltagelse over for den fungerende statsminister Buhl, og over for udenrigsministeren blev der udtrykt deltagelse bl.a. fra den tyske gesandt von Renthe Fink og den svenske minister von Dardel. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 4. maj 1942

1941 – Gulerødder tørres til te og kaffe

Nu kan gulerødderne også blive til te og kaffe. Professor Sv. A. Schou på Farmaceutisk Læreanstalt har gennemprøvet en tørringsmetode, som han har overladt Statens Husholdningsråd, der atter sender dette glædesbudskab ud i en kaffe- og tetørstende verden. Man vasker og aftørrer sine gulerødder, siger Husholdningsrådet. I en kødmaskine eller på et råkostjern findeles rødderne delvis og tørres ved en lav temperatur i en ovn. Når de antager en lys gulbrun farve, er de blevet til te, men opvarmer man dem noget mere, til de bliver mørkere og ikke længere smager sødt, er de blevet til kaffe. Imidlertid er der forskelligt at tage vare på, så det vil være fornuftigst for dem, der vil gøre deres gulerødder om til læsedrikke, at skaffe sig oktober-nummeret af ‘Faglige Meddelelser’ fra Husholdningsrådet. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 14. november 1941.