1942 – Dræningsarbejderne er fordoblet i 1941

Dræninger og reguleringer for 2,1 mill. kr. gennem Hedeselskabets Vejle-afdeling.

Hedeselskabets Vejle-afdeling har haft et usædvanligt travlt år hvad dræningsplaner og vandløbsreguleringer angår, oplyser distriktsbestyrer Valeur-Jensen overfor V.A.Fl. 1939 var det hidtil største år, men 1941 overgår det med ca. 100 pct. Der er behandlet 487 dræningsplaner omfattende 2.166 hektar, og det samlede beløb er på 1,71 mill. kr. Der er desuden udsendt projekter over 40 vandløbsreguleringer omfattende 935 hektar til en sum af 424.755 kr. Det giver et samlet beløb på ca. 2,1 mill. kr. 1942 tegner til at gå i samme retning. Der kommer en mængde anmodninger ind til Distriktskontoret […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 4. januar 1942.

1941 – Tør Koldingenserne ikke begynde på noget nyt?

Stilstand i planerne om kølehus, tørvefabrikation og den store sal.

En vis tilbageholdenhed præger Koldingenserne, når der skal tages fat på noget nyt. Der har i den senere tid været talt meget om de store planer, der var fremme om at bygge et stort kølehus og isværk på havnen, om udnyttelse af Svanemosen til tørvefabrikation i stor stil og endelig om udvidelse af ‘Palmehaven’ til stor forsamlingsbygning. Men ingen af disse planer er endnu ført ud i livet. Vi bad i går landsretssagfører Juhl, der beskæftiger sig med dem alle, om at fortælle, hvorfor man ikke er kommet videre.

Først spurgte vi til kølehuset. Der er i løbet af de sidste 14 dage oprettet aktieselskaber i Aalborg og Odense ganske svarende til det, der var planlagt i Kolding. Aktieselskabet Nordjysk Kølehus og Isværk i Aalborg har en aktieselskab på 60.000, og det samme gælder Fyns Kølehuse og Isværks Akts. Begge steder er det hensigten at opføre moderne kølehus og isværk til 1¼ mill. kr., og man undersøger nu, om der kan skaffes materialer. I Kolding har der endnu ikke vist sig den fornødne interesse, siger landsretssagfører Juhl. Det er meget beklageligt, eftersom vi har regnet med, at der i Kolding ville være god brug for kølehus og isværk. […]

Alt undtagen kapital til stede i Svanemosen

Som det er gået mede kølehuset, er det gået med planerne om Svanemosens udnyttelse. Det har endnu ikke været muligt at skabe den fornødne interesse for projektet. Enten må man så opgive det eller forsøge en offentlig henvendelse til borgerne. Denne plan er foreløbig gået i stå, siger landsretssagfører Juhl, – til trods for at kompetence folk har udtalt sig afgjort til fordel for den. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 14. december 1941.