1942 – Kampe vest og øst for El-Alamein stillingen

Englænderne angriber ad kystvejen mellem Puka og Marsa Matruk – Tyske afdelinger trængt gennem Quattara-sumpene mod øst.

Berlin, STB, lørdag formiddag:

De sidste efterretninger fra den ægyptiske front viser, at kampene nu har antaget den for ørkenkrigen karakteristiske form med voldsomme sammenstød om befæstede punkter, mens motoriserede afdelinger sideløbende hermed gennemfører operationer, hvis tyngdepunkt ofte ligger langt hinsides fjendens forreste linjer. Det meddeles således, at der stadig kæmpes forbitret i området mellem Puka og Marsa Matruk, hvor den ottende armé angriber af kystvejen.

Længere mod syd inde i selve ørkenen er de tyske styrker imidlertid skudt betydeligt længere frem mod øst. Visse afdelinger er oven i løbet kommet gennem Quattara sumpene og er derefter blevet indviklet i kamp med britiske tankafdelinger, hvis opgave det er at beskytte general Montgomerys forbindelseslinjer bagud. Man betoner i denne forbindelse i tyske militære kredse, at det ikke kan blive afgørende, om Rommel vælger at opgive 100 eller 200 km. af det øde terræn i ørkenen. Afgørende nu som før er de tab, de to parter lider under kampene, samt mulighederne for at føre forstærkninger frem. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 7. november 1942